Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

23. juni 2000

'Tvangsspredning af kriminelle'
*Ghettodannelsen nord for København vækker harme hos en gruppe unge mennesker, der i dag fra Charlottenlund Station - "i hjertet af de riges ghettoer" - vil demonstrere for tvangsspredning af de rige. "De kvarterer er de mest kriminalitetsprægede i landet med deres sammenrend af valutaspekulanter, storaktionærer og andre skattesvindlere. Flygtninge og indvandrere har længe stået for skud, når der skulle findes syndebukke for sociale problemer," lyder det i en fællesudtalelse fra arrangørerne REBEL, Ungdomshuset og Rød Ungdom, der i dag kl. 17.00 sætter fokus på "de virkelige problemgrupper i dette samfund." Inf.

Vand på den røde planet
*Videnskabsfolk ved det amerikanske rumagentur NASA har sensationelt fundet synlige tegn på vand på planeten Mars - og det kan betyde, at der også er liv på planeten.
Beviset stammer fra fotos, der er taget af rumsonden Mars Global Surveyor, som har været i kredsløb om Mars siden april sidste år.
Billederne viser kløfter og jordskred, der ser ud som om, de kun kan være dannet af et flydende stof, fortalte de to NASA-forskere Michael Malin og Kenneth Edgett i går på en pressekonference.
Fundet er enestående, eftersom forskerene hidtil har været overbevist om, at vand på Mars kun ville eksistere i frossen form under overfalden eller drivende i små skyer i Mars' atmosfære. Det meste af Mars' overflade er i dag for barskt et miljø til, at der kan findes flydende vand.
Videnskabsfolkenes opdagelser bliver offentliggjort i tidsskriftet Science senere på måneden. Hvis oplysningerne bliver bekræftet, vil det give et kraftigt rygstød til rumforskningen og til teorier om, at der er liv, eller har været det, andre steder end på Jorden.

Danske FN-soldater skal sikre grænsefred
*FN har bedt Danmark om at bidrage med soldater til den fredsbevarende styrke, der skal sættes ind i konflikten mellem Eritrea og Etiopien, oplyser Forsvarsministeriet. Det betyder den danske SHIRBRIG-styrke, der skulle være sendt af sted til Libanon, sandsynligvis aflyses.
Ifølge Forsvarsministeriet vides det endnu ikke, hvornår FN ønsker de danske styrker opstillet i Etiopien og Eritrea.
Artikel side 7

'Ingen ændring i dansk Thule-politik'
*Udenrigsminister Niels Helveg Petersen fastslog torsdag, at Danmarks politik i forhold til USA's baser på Grønland fortsat bygger på en politisk dagsorden fra 1987, hvor en bredt politisk flertal i Folketinget slog fast, at de amerikanske radaranlæg på Thule ikke må bruges i strid med den såkaldte ABM-traktat.
Udtalelsen faldt efter, at Ruslands udenrigsminister, Igor Ivanov, onsdag under Østersørådets møde i Bergen i Norge advarede Helveg Petersen mod at lade USA bruge sine anlæg i Grønland til det omstridte raketforsvarssystem NMD (National Missile Defence).
Ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass, udtrykte den russiske minister under sit møde med Helveg "bekymring over den kendsgerning, at radaren betragtes som en del af et nationalt raketforsvarssystem, som USA er ved at udvikle." Ivanov tilføjede, at Danmark som medansvarlig må leve med eventuelle "konsekvenser."
Helveg Petersen ønskede torsdag ikke at kommentere sin samtale med Ivanov.

OECD advarer mod et nej til euroen
*Deltagelse i den fælles valuta er til fordel for Danmark, og et nej ved folkeafstemningen den 28. september kan medføre uro på finansmarkedet, vurderer de rige landes tænketank, OECD.
Fastkurspolitikken, som binder kronen til euroen med et udsvingsbånd på plus/minus 2,25 procent, nyder stor tillid, hvilket på længere sigt er med til at minimere den såkaldte risikopræmie, skriver OECD.
Valutaaftalen vil "sandsynligvis blive testet af finansmarkederne," mener OECD, som spår en periode med finansuro efter et nej ved folkeafstemningen.

Chauffør sigtet for manddrab
*Den hollandske chauffør, der kørte den kølevogn, hvor 58 kinesiske immigranter blev kvalt til døde, sigtes for manddrab, oplyste politiet i den engelske by Kent torsdag aften.
Den sigtede blev anholdt i den engelske havneby Dover, hvor toldkontrollører fandt ligene af de 58 kinesere, da de ville tjekke kølebilens last.
Fire andre personer deriblandt to af kinesisk oprindelse, ejeren af kølelastbilen og faderen til chaufføren er også blevet afhørt af henholdsvis hollandsk og engelsk politi.
Dødsårsagen for de 58 er kvælning ifølge de foreløbige obduktionsoplysninger.
Lastbilens kølesystem var slukket, og de to overlevende har fortalt, at ofrene desperat, men forgæves, søgte at slippe ud.

Baraks regering reddet
*Israels ministerpræsident, Ehud Baraks regering blev torsdag reddet fra et sammenbrud, da det magtfulde religiøse Shas-parti meddelte, at det annullerer beslutningen om at træde ud ad regeringen.
Nyhedsanalyse her på siden

Rwanda-soldat fortsat i varetægt
*Den 38-årige tidligere soldat i Rwanda, skal fortsat sidde varetægtsfængslet, tiltalt for medvirken til folkedrab, massevoldtægt og drab på 10 belgiske FN-soldater under borgerkrigen i 1994.
Det besluttede retten i Skjern torsdag. Afgørelsen er dog anket til Landsretten.
Den pågældende mand er angiveligt dødeligt syg, men anklagemyndigheden vil have Retslægerådets udtalelese, før manden kan løslades eller udvises til Det Internationale Tribunal for krigsforbrydelser.

Dansk kompromis i hormonbøf-sag
*Danmark forslår nu, at USA får lov til at tredoble sin eksport af billigt oksekød til EU, som erstatning for EU's forbud mod amerikansk hormonbehandlet oksekød.
Ifølge et notat fra fødevareminister Ritt Bjerregaard (S) til Folketingets Europaudvalg agter Danmark at rejse sagen over for EU's kommende franske formandsskab, ligesom EU's landbrugskommissær, Franz Fischler, vil modtage et brev med det danske kompromisforslag.
Det danske kompromisforslag kommer efter, at USA sidste år svarede igen på EU's forbud mod hormonkød ved at indføre en straftold på 117 millioner dollar på EU-produkter. Fødevareministeriet opgør i den forbindelse det danske tab til 136 millioner kroner.

Helle Degn afløser Ole Espersen
*De 11 lande i Østersørådet besluttede torsdag på deres møde i Bergen at udnævne formanden for Folketingets udenrigspolitiske nævn, Helle Degn (S), som ny kommissær for menneskerettigheder. Helle Degn, der forlader Folketinget efter 27 år i dansk politik, efterfølger Ole Espersen på posten fra den 1. oktober. Siden 1998 har Helle Degn været præsident for OSCE's Parlamentariske Forsamling.

Tandlæger siger nej tak til tørklæder
*78 procent af landets tandlæger siger mere eller mindre nej tak til at ansætte klinikassistenter med tørklæde, hvad enten det er i forbindelse med uddannelse eller egentlige job. Det viser en undersøgelse omtalt i det seneste nummer af Tandlægebladet. Den samlede undersøgelse viser, at tandlæger generelt er tilbageholdende med at ansætte etniske minioriteter.

Tivolisalg gør ondt i etikken
*Selvom Skandinavisk Tobakskompagnis overtagelse af Tivoli var den bedste løsning, så har adm. direktør Kirsten Fjord besluttet at trække sig fra Tivolis bestyrelse på af etiske skrupler.
"Det er korrekt, at jeg har trukket mig fra bestyrelsen i Tivoli af etiske årsager. Jeg kan ikke både være direktør for en etisk investeringsforening, der ikke vil investere i tobaks- og våbenindustrien, og samtidig være i bestyrelsen for Tivoli med en storaktionær, der hedder Skandinavisk Tobakskompagni," siger adm. direktør Kirsten Fjord fra Banco Invest, der er en etisk investeringsforening under Alfred Berg.

Taiwans soldater tvangsfodres
*Taiwans landbrugsråd har bedt landets soldater spise flere bananer. Det skyldes, at priserne på de hjemmeproducerede bananer er styrtdykket på grund af svigtende eksport til Japan. Soldaternes skal afhjælpe bananbøndernes trængsler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu