Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

17. juni 2000

Fængslet mediemogul sigtet og løsladt
*Den russiske anklagemyndighed sigtede i går mediemogulen Vladimir Gusinskij for underslæb, men løslod ham senere fredag med besked om ikke at forlade Moskva, rapporterede nyhedsbureauet Interfax.
Sigtelsen bunder i mistanke om bedrageri i forbindelse med privatiseringen af et statsligt tv-produktionsselskab i Sankt Petersborg i 1997. Ifølge anklagemyndigheden skaffede Gusinskij og en af hans virksomheder, Media-Most, de kontrollerende aktier i selskabet Ruskoye Video for et beløb, der svarer til 5.000 dollar. Dette skal være sket gennem bestikkelse til Ruskoye Videos daværende vicedirektør, som er blandt de i alt 14 personer, der er anholdt i sagen.
Anholdelsen af Gusinskij tirsdag er blevet mødt med en storm af intern og international kritik af den russiske pressefrihed, og torsdag sagde Ruslands præsident Vladimir Putin under et besøg i Tyskland, at arrestationen var "for vidtgående". Men præsidenten tilføjede samtidig, at han ikke havde nogen indflydelse på mediemogulens tilbageholdelse, fordi anklagemyndigheden var uafhængig.
Putins udtalelse skabte imidlertid øgede forventninger om, at en løsladelse af Gusinskij var umiddelbart forestående.
Gusinkijs imperium, der er det eneste landsdækkende uafhængige mediekoncern i Rusland, inkluderer en tv-station, radiostationer, magasiner og aviser, der alle har været kritiske over for Putins politik. Blandt andet har kritikken drejet sig om Ruslands krigsførelse i Tjetjenien.

FN kommer næppe til at mægle
*FN kan godt mægle mellem Danmark og Færøerne på trods af rigsfællesskab. Men det kræver, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) accepterer at inddrage FN, siger lektor i statskundskab på Københavns Universitet Peter Viggo Jakobsen.
Torsdag aften afviste statsministeren kategorisk Færøernes forslag om at lade FN mægle med den begrundelse, at FN ikke er relevant i forhold til rigsfællesskabet. Regeringen og landsstyrerepræsentanterne forlod torsdag aften hinanden uden at aftale en dato for et nyt forhandlingsmøde.
På et fælles pressemøde lod både statsministeren og den færøske lagmand, Anfinn Kallsberg, forstå, at parterne fortsat står langt fra hinanden.

Ny midlertidig ledelse i Red Barnet
*Red Barnets hovedbestyrelse har udpeget en midlertidig ledelse bestående af to sekretariatschefer, som skal stå i spidsen for organisationen, indtil en ny generalsekretær som efterfølger for Laue Traberg Smidt ventes udnævnt i løbet af kort tid.
Som sekretariatschefer har Red Barnet valgt journalisten Jan Warkentin, der i de sidste halvandet år har været informationskonsulent i Red Barnet, og Niels Hjortdal, der i to år har ledet organisationens programafdeling, oplyser hovedbestyrelsen.

Nyrup: EU i flere hastigheder
*Danmark er villig til at diskutere et EU i flere hastigheder, siger statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S).
"Regeringens holdning er, at det vil vi ikke stille os afvisende overfor, hvis det kommer på forhandlingsbordet," sagde Poul Nyrup Rasmussen i går efter, at han havde orienteret Folketingets udenrigspolitiske nævn forud for næste uges EU-topmøde i Portugal.
"Men det er klart, at vi lægger afgørende vægt på, at det ikke er et bidrag til en opdeling mellem 1. og 2. klasses medlemslande. Alle må have lige rettigheder," sagde statsministeren.
Et flertal af EU-landene med Tyskland og Frankrig i spidsen kræver således, at den nye EU-traktat skal gøre det lettere for en gruppe lande at udvikle deres eget og mere vidtgående samarbejde - et såkaldt forstærket samarbejde - og dermed løbe i spidsen for den videre udvikling af Den Europæiske Union.

Skolepraktik eksploderer
*Mangelen på praktikpladser til elever på erhvervsuddannelserne betyder, at flere og flere unge kommer i skolepraktik. Det er den næstbedste løsning for eleverne, men alligevel dyrere end en helt almindelig praktikplads i en virksomhed.
Derfor er væksten i skolepraktikken en bombe under økonomien i den solidariske praktikfinansieringsordning AER, Arbejdsgivernes Elevrefusion.
Alene i år vil antallet af skolepraktikelever stige med op imod 20 procent, og set i forhold til 1998 er antallet af elever i skolepraktik steget med næsten 60 procent. Det betyder, at mere end hver sjette praktikforløb bliver skolepraktik i stedet for en almindelig praktikplads, skriver LO's nyhedsbrev.

Samråd om Barsebäck
*Lise Hækkerup (S)indkaldte i går indenrigsminister Karen Jespersen til samråd i miljøudvalget, for at få en redegørelse om, hvordan det går med lukningen af atomkraftværket i Barsebäck.
"Det er vigtigt, at vi holder regeringen fast på dialogen med den svenske regering om atomkraftværket. Ikke mindst set i lyset af, at det nu er lykkedes for den tyske regering at få lavet en plan for afvikling af deres atomkraftværker. Når tyskerne kan - så må svenskerne også kunne. Så enkelt er det. Det kan simpelthen ikke passe, at vi skal have et atomkraftværk så tæt på hovedstadsområdet," soger Lise Hækkerup.

Tyrkiet bekræfter 33 dødsdomme
*En tyrkisk domstol bekræftede i går dødsdommene over 33 muslimske fundamentalister for at have deltaget i optøjer i 1993, der kostede 37 mennesker livet, skrev det tyrkiske nyhedsbureau Anatolian.
Dødsstraffen er et af de meget 'varme emner' mellem Tyrkiet og EU, som Tyrkiet varmt ønsker medlemskab af. Tyrkiet har ikke eksekveret nogen dødstraf siden begyndelsen af 1980'erne, men fastholder dødsdom som en del af landets straffelov. Dødsdomme forvandles senere normalt til livstidsfængsel.
De 33 muslimske fundamentalister blev allerede i 1997 fundet skyldige i at have forårsaget 37 liberale muslimer død ved et angreb på et hotel i byen Sivas i den centrale del af Tyrkiet. Baggrunden for uroen i Sivas var, at en tyrkisk avis havde offentliggjort et uddrag af den britisk-indiske forfatter Salman Rushdies roman 'De Sataniske vers'.

Intet overblik over Amanda
*Danmarks mest udskældte edb-system, Arbejdsmarkedsstyrelsens Amanda, er ikke beskrevet på papir på overordnet niveau. Detaljerne fylder ringbind, men de store linjer i systemet findes angiveligt kun i hovedet på en række centrale medarbejdere.
Den overraskende besked fik Ingeniøren fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, da fagbladet ønskede mulighed for at beskrive det nye edb-system.
"Der er aldrig udarbejdet et letfatteligt og samlet overblik over Amanda," forklarer Arbejdsmarkedsstyrelsens pressekonsulent Vivian Jordansen. Det vil ifølge hende kun kunne skabes ud fra en tidskrævende og besværlig proces, hvor der skal indhentes oplysninger fra en række forskellige skriftlige kilder spredt ud over tusindvis af sider med tekniske beskrivelser.

Udsigt til global foderkontrol
*Dyrefoder skal kontrolleres og mærkes, og foderstoffer skal kunne spores for at undgå, at forurenet foder fører til nye fødevareskandaler. Det besluttede en FN-komité for foderstoffer på et tre-dages møde i København i den forgangne uge.
Komitéen, der er nedsat af FN-organet Codex Alimentarius, blev pålagt at udarbejde retningslinjer for god praksis ved produktion og anvendelse af foderstoffer, og baggrunden er, at dyrefoder er årsag til mange af de senere års fødevareskandaler.

Information retter
*Den 30. maj bragte vi på kultursiderne en artikel om kort- og dokumentarfilmsinstruktører. I artiklen citerede vi ved en fejl Mette Knudsen i stedet for instruktøren Malene Ravn. Det er altså Malene Ravn, der skal tilskrives citatet: "Det kræver fordybelse at lave kunst, og aktiveringssystemet stjæler det dyrebareste, vi har, nemlig tid." og "Vi kan ikke allesammen være lige gode til at sælge os selv. Uden dygtige folk til at promovere sig var Lars von Trier aldrig blevet den stjerne, han er i dag." Vi beklager fejlen.red.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu