Læsetid: 2 min.

På jagt efter billig ganja

20. juni 2000

Dreadlock folket trækker en bræmme af foragt efter sig når de begiver sig gennem Phnom Penh

FORMAT-SOMMERTILLÆG

Phnom Penh 4
Intet sted i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh, er rygsækturisterne mere upopulære end omkring poolbordet på byens mest notoriske bar, Heart of Darkness. Omkring midnat, når det rød-sorte lokale fyldes op, står folk i kø for at komme til kuglerne, men backpackerne har en irriterende vane med at optage bordet uden at lade andre komme til.
På væggen hænger en tavle, hvor folk skriver deres navne op for at komme til at spille, og alle stamgæster ved, at almindelig høflighed og husfred kræver, at man holder sig til listen. Rygsækturisterne er åbenbart ligeglade. Navne bliver sprunget over eller visket ud. Nogle spiller to spil på en omgang. Andre kan slet ikke spille pool, men fjoller rundt om den grønne dug i både hele og halve timer, mens faste gæster venter utålmodigt. Konfrontationer forekommer selvsagt hyppigt.
Selv de få prostituerede taxi-pigerne som har adgang til Mørkets hjerte bryder sig ikke om de pludderbukse-, dreadlock- og navleringsbeklædte horder - de mandlige vel at mærke. De kommer oftest i selskab med blonde, vestlige piger og har ingen penge, så hvorfor spilde tid på dem. Taxi-pigerne spiller i øvrigt bedre pool end alle andre.
Ligeglade med alt andet
I det hele taget er rygsækfolket et foragtet folkefærd i Phnom Penh. De fleste kommer til Cambodja på jagt efter billig ganja og vilde oplevelser og er ligeglade med alt andet.
Den billige ganja kan købes på markedet. De vilde oplevelser kan overstås på en dag. Først til militærets dybt ureglementerede skydebane, hvor en AK-47 kan afskydes for halvanden dollar pr. projektil. Derefter til Tuol Sleng-museet, hvor De Røde Khmerer i sin tid torturerede mindst 14.000 mennesker. Og til sidst til Dødens Marker uden for byen, hvor ofrene blev henrettet.
Fastboende udlændinge får det sådan lidt "tag-jer-dog-sammen!", når de hører om den slags dagture. Og ser behændigt bort fra, at det ofte var den samme oplevelsestrang, der engang førte dem selv til Cambodja.

*Anette Marcher er journalist og bosat i Phnom Penh. Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu