Læsetid: 2 min.

Poesi i himmeltrapezen

5. juni 2000

Omvæltende og befriende cirkus

Ny-cirkus
Det var en rigtig kold og regnfuld sommeraften, alligevel var der flere hundrede mennesker under teltdugen, da den franske ny-cirkus trup Cirque Baroque skulle vise Aalborg - ene by i Danmark - hvad de stod for. Det var ikke så lidt.
Anne Middelboe Christensens grundige introduktion (27.maj) til den franske ny-cirkus' teatrale regeneration havde nok kunnet give baggrund til visse forventninger om både elementært totalteater og rockopera, men Cirque Baroque's absolut frie bearbejdning af Frankenstein-historien blev anyway en temmelig omvæltende og befriende oplevelse. En morsom-uhyggelig Klokkeren fra Notre Dame-figur viser os vejen, blander sig ugenert med de forreste rækker, puffer til dem med sin graverskovl, flytter egensindigt rundt på dem, drager dem ind i det magiske univers.
Et andet sted end kukkasseteatret, og også et andet publikum. Hos Mary Shelley handlede det om gyset ved menneskets mulige videnskabelige selvoverskridelse, i skabelsen af monstret.
Hos Cirque Baroque er manegen næsten fra start allerede fuldt besat af dem, springende, dansende, flyvende i alle retninger, i en kompleks kakofoni som bringer mindelser om Breughels overfyldte lærreder, uden noget klart defineret centrum, men emmende fuldt af liv, i dødens skarpe skygger.
En grel, disharmonisk jazz-rock, techno-baseret musik trækker frit på cirkustonen og frydefuldt på bl.a. en Roland Kirks legendarisk dobbelt(over)blæste saxofoner - basklarinet og tenor; scenografien spænder fra bagkonstruktionens kontroltårnshøjder, mangfoldige netværk ud over hele rummet, angiver en vis dramatisk forløbsretning, lige ud af teltet, men bygger med 23-mandstruppens konstant totalaktive medvirken alskens andre bevægelsesretninger ind, mixer lys og farver, stoffer, gevandter og rekvisitter, så man hele tiden har sine sanser mere end dobbeltfokuseret.

Poesi, kaos og mørke
Solonumre er der selvfølgelig - og slet ingen dyr - men konstant indsvøbt i et mangfoldigt folie af sidebevægelser, et stort set ordløst billedtæppe af antagonistiske kropsdynamikker, som så pludselig kan samle sig, i drømmende harmoniske billeder - legende børn vidunderligt adræt tumlende over gulvet, en djævlespillers vilde virtuositet, eller en mand og kvinde i sensuelle trapez-favntag himmelhøjt oppe. Skær poesi på baggrund af kaos og mørke, absolut barokt.
Klovnerier i gængs forstand får vi ikke, men små rørende komiske aflastninger punkterer dog den dysterhed der ellers kunne lure på konceptet. Hvis da ikke truppens egen legende vilje til expressivt udtryk skulle være nok til at blæse enhver kuldskær mørkeangst bort.
Hvis Cirque Baroque ellers er et passende mål for det nye franske cirkus, så har man virkelig noget at glæde sig til rundt om i landet denne Millenium-sommer.

*Cirque Baroque: Franken-stein. Direktion (siden 1987): Christian Taguet. Telt ved Honnørkajen, Aalborg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu