Stærke klaner slås om indflydelse over præsident Putin, der snart må bekende kulør
Ruslands præsident Vladimir Putin har knap tre måneder efter sin overbevisende valgsejr fået lært, at man ikke over en længere periode kan være venner med alle i russisk politik. Med bredtfavnende patriotiske paroler, den brutale men populære krig i Tjetjenien, og en næsten total mangel på initiativer på den ømfindtlige økonomiske front, har Putin gjort alt for at holde maksimal ro på bagsmækken. Men sidste uges uventede anholdelse af mediemogulen Vladimir Gusinskij, og dennes ligeså bratte løsladelse, viser at modsætnin-
gerne mellem Ruslands magtfulde finansielle og politiske magtgrupperinger skærpes, og at Putin snart vil være tvunget til at vælge side.
Putin har ellers lagt uhyre forsigtigt ud, både hvad angår politiske initiativer og personrokader i regeringskontorerne i Moskva. Selvom Putin reelt har stået i spidsen for Rusland i næsten et halvt år, siden Jeltsin trådte tilbage nytårsaftensdag sidste år, har han endnu ikke lanceret nogle større reformprojekter. Han har bibeholdt de væsentligste figurer fra forgængeren Boris Jeltsins regering, herunder den magtfulde stabschef Aleksander Volosjin, og udnævnt en politisk novice, Mikhail Kasjanov, som sin ministerpræsident.
Russiske analytikere mener, at en af hovedgrundene til Putins forsigtighed er hans ganske smalle personlige magtbase. Putin, der har en fortid i det sovjetiske sikkerhedspoliti KGB og Skt. Petersborgs borgmesterkontor, har kun været i Moskva
fire år, og han har grundet sin meteoragtige karriere ikke haft tid til at opbygge et tilstrækkeligt bredt netværk af alliancepartnere. Putin har ganske vist i løbet af de seneste måneder givet en række af sine tidligere KGB-kollegaer topposter i Moskva og regionerne, men det rækker efter analytikernes mening ikke til at etablere den fornødne dybtgående kontrol. Præsidenten kan simpelthen ikke besætte alle kommando-
poster i det vidtstrakte russiske regeringsapparat med blot et par håndfulde tidligere kolleger fra KGB og Petersborg. Derfor må han konstant manøvrere i forhold til lederne af de politisk-økonomiske klaner - også kaldet 'oligarkerne' - som har stor, direkte indflydelse langt ind i Kremls korri-
dorer.
Jeltsin, der håndplukkede Putin som sin efterfølger, var selv en mester i dette spil. Han kom til magten i de tidlige 90ere med opbakning fra en uhomogen alliance af 'oplyste' komunistiske bureaukrater, liberalt sindede intellektuelle, og pengestærke nykapitalister, som var med til at financiere opgøret med Sovjet-systemet. Jeltsins evindelige regeringsrokader og stadigt skiftende politiske alliancer op gennem 90'erne havde måske nok en negativ effekt på reformeringen af det russiske samfund, men som middel til at holde de stridende magtfraktioner i skak var taktikken uovertruffen.
Om Putin formår at spille dette byzantinske spil på samme høje niveau som Jeltsin er imidlertid et åbent spørgsmål. Den nye præsident er nemlig en politisk novice, der endnu kun har prøvet at regere i en situation præget af både økonomisk og politisk medvind. Denne uges kaotiske anholdelse og løsladelse af Vladimir Gusinskij, en indfydelsesrig oligark og chef for Ruslands største uafhængige mediekoncern, viste ihvertfald tydeligt, at situationen i Kreml er højspændt, og at Putin risikerer at fremstå som en politisk letvægter, hvis han ikke klart demonstrerer, at det er ham, og ikke magtfulde, uformelle kliker, der træffer de afgørende beslutninger.
Umiddelbart kom Gusinskijs anholdelse, der udløste en storm af protester fra demokratiske politikere og pressefolk, som en overraskelse. Putin har nemlig siden præsidentvalget signaleret, at han ønsker et godt forhold til den såkaldte Moskva-gruppe som Gusinskij er tæt knyttet til. Denne magtgruppering ledes af Moskvas borgmester Jurij Lusjkov og omfatter også tidligere ministerpræsident Jevgenij Primakov, der som Putin har en fortid i sikkerhedstjenesten. Primakov var således med i delegationen, da Putin besøgte Spanien i den forløbne uge samtidig med arrestationen af Gusinskij.
Det har sat spekulationer i gang om at konkurrerende fraktioner i Kreml har benyttet sig af Putins fravær til at slå til overfor Gusinskij og Moskva-gruppen. Her har mistanken i de russiske medier særligt rettet sig mod Boris Beresovskij, den politisk indflydelsesrige oliemagnat, der i de sidste år af Jeltsin-perioden spillede en rolle som Kremls grå eminence. Både Putins stabschef Volosjin og Ruslands nye rigsadvokat Vladimir Ustinov, der sanktionerede anholdelsen af Gusinskij, menes således at have nære forbindelser til Beresovskij.
Putin har nægtet forhåndskendskab til Gusinskijs anholdelse, og både borgmester Lusjkov og Gusinskijs nærmeste medarbejdere har med kyshånd grebet og videreført dette tema.
"Jeg er bange for at Moskva er ved at blive det ondes imperium. Jeg tror, at dette er et beskidt trick fra Volosjin rettet mod Putin," sagde Lusjkov. Igor Malasjenko, Gusinskijs næstkommanderende, var endnu mere kategorisk: "Putin er ikke den, der træffer beslutningerne og kontrollerer situationen i landet," sagde han.
Ifølge denne version af hændelsesforløbet er den politisk uerfarne Putin altså et gidsel i de stadigt hårdere fraktionskampe i Kreml. Mange tvivler dog på, at denne forklaring - der altså frikender Putin for et ansvar i Gusinskij-sagen - holder vand. "Putin burde have kendt til planerne om at anholde Gusinskij. Han var forpligtet til at vide det, og det er jeg også sikker på at han gjorde," vurderede Mikhail Khodorkovskij, en oligark, der traditionelt har været tæt på intrigerne i Kreml.
Anholdelsen af Gusinskij udløste skarpe protester fra andre oligarker, der også søger indflydelse over Putin og som åbenlyst frygter, at en retsforfølgelse af Gusinskij - for virkelige eller opdigtede anklager - vil blive forspillet til et frontalangreb på dem selv. Sytten ledende erhvervsfolk tog således i en sjælden fælles appel afstand fra anholdelsen. Apellen var også underskrevet af flere af de oligarker, der menes at stå ganske tæt på Putin, herunder Anatolij Tjubajs, der under Jeltsin udformede Ruslands privatiseringsprogram og nu er chef for landets elforsyning, og Pjotr Aven, lederen af den store Moskva-bank Alfa.
Motivet bag disse protester er nok så meget selvopholdelsesdrift som forargelse over den behandling Gusinskij har fået. "Det er klart, at det har skabt frygt," sagde Pjotr Aven, hvis Alfa Bank støttede Putins valgkamp økonomisk. "Det minder mig om den Sovjetiske fortid. Hvis den slags tiltag bliver almindelige, så er enhver i fare," sagde Aven.
Gusinskij er langt fra den eneste oligark, der nu er under pres. Selv Tjubajs, som i Jeltsin-årene var noget nær urørlig, er på det seneste blevet udsat for en bølge af kritik, der kan være forspillet til et forsøg på at tvinge ham ud af ledelsen af el-selskabet, og dermed muligvis ud af russisk toppolitik i det hele taget.
Løsladelsen af Gusinskij har umiddelbart lagt låg på konflikterne, men spillet om hvem, der skal præge Ruslands økonomiske politik og magtstrukturerne i Kreml i årene fremover vil fortsætte med uformindsket styrke, fordi indsatsen er kolossalt høj. Hvis Putin fortsat ønsker at fremstå som Ruslands handlekraftige leder må han blande sig i dette opgør. Men det vil til gengæld kræve, at han langt om længe bekender politisk kulør og gør klart, hvilken politik han planlægger at føre ud i livet, og med hvilke alliancepartnere det skal ske.
