Læsetid: 2 min.

ROCK

6. juni 2000

Radiovenligt varemærke
*Sidste sæson kom Freya Clausen i klemme, da Marie Frank løb med debutantopmærksomheden. Lidt ufortjent, for Tea With The
Queen var et lovende førsteudspil fra en sangskrivende sanger, som kunne sin Kate Bush. Desværre har Freya siden kun brugt tiden til at blive dygtigere, og da hun ved, hvor mange forglemmigej, der går på et radiohit, ender hun hurtigt med at lyde som et varemærke, men det er ikke til at høre, hvad hun egentlig vil sælge.
Freya: Chasing My Tale. Producer: Kåre Kabel Mai & Rune von Westberg. Polydor/
Universal

Dylans ligemand
*Nu, hvor Dylan har forladt scenen i det danske medieteater, må det være tilladt at henlede opmærksomheden på en anden, knapt så mytisk, men lige så arketypisk amerikansk sanger og sangskriver: Paul Simon. Denne greatest hits-samling er ret beset en digitaliseret opdatering af tilsvarende samlinger fra 1977 og '88, men har man Simons melodiske varme og impressionistiske ømhed til gode, er man at misunde. Sange som "Graceland" og "Still Crazy ..." er ikke bare gode, men holdbare lydspor til generationsubestemte følelser. Og så spiller han bedre guitar end Bob.
Paul Simon: Greatest Hits. Producere: Paul Simon m.fl. Warner

Intelligent og inderligt
*Elliott Smith er det nærmeste. man kommer en krydsning af Cliff Richard, R.E.M. og det 'hvide' Beatles-album, og så har han noget så corny som George Harrison som guitar-idol. Alle dele fletter sig på dette, hans femte album ubesværet sammen til en mildt ekcentrisk, men indtagende collage- og ballademættet musik. De klanglige scenerier formelig flyder over af referencer, men det er både intelligent og inderligt uden at blive alt for klogt og alt for føle-følende. Smukt, simpelthen, og en hemmelighed flere bør få betroet. Det være hermed gjort. Fortæl det videre til P3.
Elliott Smith: Figure 8. Producer: Elliott Smith m.fl. Dreamworks/Universal

Som at være der selv
*Millennium fusede af som løst krudt, men pianisten og sangskriveren Billy
Joel skød med skarpt ved sin nytårskoncert, som nu dokumenteres på en 'som at være der selv'-dobbeltcd. Salen koger, det samme gør bandet med trommeslageren Libert Devitto som indpiskere, og uden at spille evergreens som "Just The Way You Are" kursiverer Joel sin status som en af 1900-tallets største populærsangskrivere og performere. Hvem der havde været der den aften!
Billy Joel: 2000 Years - The Millennium Concert. Sony

Europa genopdaget
*Seattle-bandet The Walkabouts har over en halv snes plader skåret sig sin helt egen niche af rock, der kan andet end tælle til 12, tre og fire. Denne gang har de sat sig for på en og samme gang at belyse mangfoldigheden og de tæt forbundne indre linjer i den europæiske musik, der lever uden for MTV's alfarvej. Stemningen svinger mellem det elegisk-elegante og det melankolske. Det er svundne lande og værdier, Walkabouts med held synger frem i disse samtidige sange, som er hentet så forskellige steder som Slovenien, Sverige og Spanien. Instrumentationen er sprød, organisk og østeuropæisk, men ikke spor museal eller etnografisk. Leonard Cohen trækker på samme musikalske veksler, men The Walkabouts stiller sig mere i musikkens tjeneste uden at orkestrets kernefigurer, Chris Eckman og Carla Thorgerson, dog udvisker egne kvaliteter. Resultatet er mageløst. Et blidt, men determineret bagholdsangreb på den musikalske globalisering.
The Walkabouts: Train Leaves At Eight. Producer: Walkabouts & Kevin Suggs. Glittterhouse/VOW

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her