Læsetid: 4 min.

Romanforfatter går til musikken

15. juni 2000

Den omdiskuterede og feterede franske romanforfatter Michel Houllebecq er overraskende på banen med en cd og koncerter

Cd og koncert
Det var selvfølgelig ikke nogen tilfældighed, at fransk litteraturs enfant terrible Michel Houellebecq for et par uger siden havde henlagt sin første og eneste parisiske koncert til Folies Pigalle.
I den nedgående sol, lige ved den tid, hvor de sidste børn følges hjem fra fritidshjemmet, og endnu inden nattens både kvindelige og mandlige fugle med læbestift, stiletter og svulmende former dukker op i neonlysenes skær, stimlede et mærkværdigt, halvintellektuelt og til stedet fuldkommen upassende publikum sammen foran det lille dragteater, og blev i små grupper lukket ind i mørket. Houellebecq, der i 1998 udgav en af de mest solgte og mest omdiskuterede franske romaner Particules élémentaires, er nemlig igen på banen, denne gang højst overraskende med en cd, Présence humaine, hvor han på baggrund af musik af en det parisiske parnas' hippeste komponister Bertrand Burgalat, fremsiger en række af sine digte fra samlingerne Le sens du combat, Rester vivant og Renaissance.
Det er i teksten ligeså sort, som det omdiskuterede menneskesyn i romanen Particules élémentaire der udkommer på dansk i foråret 2001 men musikken tydeliggør et overset og mere zen agtigt aspekt hos skandaleforfatteren.

En smuk overraskelse
Det er ikke til at sige, om det er fordi, man forventer det værste, at resultatet er så overraskende godt. Det mærkeligste er måske først og fremmest, at det er smukt.
Houellebecq har en behagelig, dyb stemme, med en perfekt diktion, og i hans kølige recitation af digtene opnår de en helt anden og forskudt mening, end den til tider noget pompøse, man læser sig til. Der er selvfølgelig alle de temaer, man kender fra hans to misantropiske romaner, ensomheden på mærkværdige feriesteder, drømme i et tog, altid med en tung, mislykket og umulig erotik hængende i luften. Men med musikken smygende op om sig i alle mulige og umulige pasticher fra disco til det, der i min barndom hed pigtrådsmusik, over et indsmigrende værtshuslummert, hammondagtigt orgel, til andre temaer, der nærmest må beskrives som supermarkeds- eller lufthavnsmusik, løfter der sig noget håbefuldt op, som synes at udgøre et dementi af weltschmertzen. At det lykkedes ham at få sagt noget så kærlighedsfuldt tæt som:
"Du var min nats eneste horisont/ vi kendte morgenen/ alene i hver sit kød/ vi trængte uden lidelse eller lyd/ gennem det guddommelige nærværs /lag af hud" på en slags neutral easy-listening baggrund er... godt gjort. Eller opremsningen til den elskede, om alt det frygtelige der er at vente, fra nu af min elskede, og så indtil vi dør, men alt sammen sagt så let og smukt, på en travende, rytmisk og dansende melodi, at det måske ikke er så slemt alligevel.
Men det er selvfølgelig denne blanding af misantropi og lethed, en slags kendskab til den mørke side, der såmænd ikke er så mørk endda, og som i det mindste har den fordel, at være mere 'ærlig', der gør Houllebecq til en blanding af Toulouse-Lautrec og Burroughs. Og som også gjorde, at det ikke var spor underligt, at det var på ludernes Pigalle, der var sat stævne til koncert. Det var også i Houllebecqs ånd, at første indslag var pladeselskabet Tricatels nye diskohåb Count Indigo i orange satinskjorte på sort hud, der på playback gav et par inciterende numre i lummermørket. Og så var der gjort klar til en uforglemmelig koncert.

En poetisk kuriositet
I Houllebecqs tekstsamling Rester vivant har en af novellerne, en mandlig jeg-fortæller, der på internet giver sig ud for at være "22 årig sekretær, sød og veldrejet i kort nederdel og string."
Kontrasten mellem dette 22-årige kvindelige alter ego og forfatteren kan næppe være større end den, der er mellem Houllebecq's Yves Montand-stemme, og så den svedende, kejtede og totalt skræmte mus, der dukkede op på scenen. Det veloplagte, velspillende,
og checkede rockorkester stod i skrigende kontrast til forsangeren, i en slags omvendt verden, hvor hele det Houellebecqske poetiske univers til gengæld var mere end synligt. En lidelse at se på, indtil lysmanden gav ham violet bag ørerne, gult på kinderne, og magenta i det tynde hår, så øjnene, der overhovedet ikke turde se publikum an, men synes at læse teksterne på bagsiden af øjenlågene, i det mindste lå hen i en slags modlysmørke.
Hvordan det lykkedes ham, med kroppen svajende i en rytme der aldrig var musikkens, at få reciteret teksterne endnu mere suggerende intenst end på cd'en - kort sagt noget helt andet, og veritabelt rockmusisk, forbliver et mysterium, og Burgalas musik knaldede bragende igennem.
Kuriositeten er på 'verdenssturné' her i sommer, Quebec, Monaco og Spanien. Skulle man støde på det, er det en messe værd...

*Michel Houellebecq Présence humaine, Tricatel, TRICANET: www.tricatel.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu