Læsetid: 10 min.

Mig og så Bernard Shaw

17. juni 2000

Som dramatiker rangerede han på højde med Shakespeare og Ibsen og som reformator ved siden af Voltaire. Tænk at møde George Bernard Shaw! - Elias Bredsdorff tænker tilbage på tre ikke-møder

Jeg har altid drømt om at møde Bernard Shaw. Allerede da jeg studerede engelsk ved Københavns universitet, efter at jeg var blevet student i 1930, interesserede jeg mig for Bernard Shaw som dramatiker og aforisme-forfatter. Mine yndlingsskuespil var Pygmalion, Candida og Saint Joan, og jeg beundrede hans frækhed i at skrive denne boomerang-aforisme:
"Ethvert menneske over fyrre er en slubbert."
Bernard Shaws forhold til englænderne minder på mange måder om Holbergs forhold til danskerne. Ligesom Holberg kunne se danskernes svaghed bedre, fordi han kom fra Norge, kunne Shaw, som var irer, meget bedre se englændernes svagheder og lære dem det, som de troede sig i besiddelse af, nemlig common sense, men som han kalder "uncommon sense". I "Man and Superman" skriver han:
"Englænderne bliver aldrig slaver, de kan frit og tvunget gøre det som regeringen og den offentlige mening tillader dem at gøre."
Et andet sted skriver han:
"Det der er i vejen med den prosaiske englænder, er nøjagtig det samme som det, der er i vejen med prosaiske mennesker i alle andre lande: dumhed."
Shaw blev tidligt socialist og holdt glødende socialistiske foredrag og blev en ledende kraft i The Fabian Society.
Han kendte sit eget værd og fandt sig ikke i at blive underbetalt. Da han af en avis blev tilbudt et for fedtet honorar, skrev han:
"Hr. redaktionssekretær! Vil De venligst meddele redaktøren, at jeg vil se ham og Dem og hele redaktionen af The Cronicle kogt i helvede, før jeg vil gøre det for den sum."
Mrs. Warren's Profession, som handlede om prostitution, blev forbudt af censuren, og da forbudet blev ophævet i 1924, spurgte man Shaw, om han ønskede det opført, svarede han:
"Bedre aldrig end sent!"
En meget smuk skuespillerinde skrev til Shaw og foreslog at de sammen skulle avle verdens mest fuldendte barn, for hun havde det skønneste legeme og hans den bedste hjerne i verden. Hvortil han blot svarede:
"Jamen sæt at barnet arver min krop og Deres hjerne!"
Efter en foredragsturné i USA udtalte han:
"Jeg har omhyggeligt undgået at sige et eneste høfligt ord til USA. Jeg har hånet deres indbyggere som en nation af landsbybeboere. Jeg har defineret hundrede procents amerikaneren som en nioghalvfems procent idiot. Og så synes de oven i købet, at jeg er vidunderlig."
Han var vred på dem, der på hans gamle dage opfattede ham som en klovn i et cirkusnummer.
Som dramatiker rangerede han på højde med Shakespeare og Ibsen og som reformator ved siden af Voltaire.
Tænk at møde George Bernard Shaw!

Jeg var 22 år, da jeg i april 1934 første gang rejste til England. Jeg studerede da engelsk og dansk på Københavns Universitet, og det var derfor ønskværdigt at tilbringe et halvt årstid med et studieophold i England, hvor jeg blev knyttet til University College London. Den lærer, der underviste mig og andre udlændinge i engelsk fonetik, var den berømte professor Daniel Jones, om hvem jeg vidste at han var en nær ven af Bernard Shaw, der havde benyttet ham som model til fonetikeren professor Higgins i Pygmalion, det morsomme stykke over hvilket verdenssuccesen My Fair Lady senere blev bygget.
Ved et mærkeligt tilfælde så jeg kort efter min ankomst til London fra toppen af en dobbeltdækkerbus i Whitehall Bernard Shaw himself komme spadserende ned ad gaden i retning mod Parlamentet og Westminster Abbey.
At det var Bernard Shaw, var der ingen tvivl om, og han prøvede heller ikke at skjule sig i mængden. Tværtimod! Ikke blot røbede hans høje skikkelse og hans karakteristiske lange fuldskæg, hvem det var, men det var også tydeligt at alle på gaden vendte sig om for at se berømtheden, der var iført en ejendommelig dragt - noget, der svarede til, hvad der i de islandske sagaer blev kaldt en sokkebrog, d.v.s. en strikket ulden dragt, hvor lange bukser og overdelen var strikket sammen. Shaw var åbenbart ikke utilfreds med den opmærksomhed hans udseende vakte, og da færdselsbetjenten ved et gadekryds fik øje på berømtheden, dirigerede han trafikken om, så Bernard Shaw uden forsinkelse kunne fortsætte lige frem.
Fra toppen af bussen så jeg kun et glimt af den berømte mand, men jeg var helt sikker i min sag. Der var ingen andre, der kunne se sådan ud, mens det i London vrimlede med mennesker, der lignede britiske premierminister, Mr. Ramsay MacDonald, som jeg derfor så 20 gange om dagen. Men den dag var der mange andre end mig, der kunne fortælle, at de havde set den store GBS på gaden i London.

Jeg havde før min afrejse fra Danmark i et årstid været formand for Studentersamfundet, og jeg havde lovet min efterfølger, Ebbe Neergaard, at jeg i England ville prøve at overtale nogle kendte kulturpersonligheder til at komme til Danmark som Studentersamfundets gæster.
Øverst på min liste stod tre berømtheder af et sådant format, at hvis de sagde ja til at komme og holde foredrag, ville det ikke blive vanskeligt at skaffe midlerne til deres rejse- og opholdsudgifter.
De tre, jeg havde besluttet i første omgang at henvende mig til, var Bertrand Russell, Bernard Shaw og H.G. Wells.
Jeg fik opsporet Bertrand Russells adresse i Wales, og han reagerede meget positivt på min henvendelse. Jo, han havde aldrig været i Danmark og var interesseret i at drøfte muligheden, og han foreslog derfor, at vi skulle mødes på hans hotel i London, når han næste gang kom til byen.
Da jeg nogle dage senere drak formiddagskaffe sammen med ham og hans sekretær (som han senere blev gift med), sagde han, at der var tre danskere som han særlig gerne ville træffe: fysikeren Niels Bohr, sprogforskeren Otto Jespersen og filosoffen Jørgen Jørgensen. Det blev så aftalt, at Russell skulle komme til Danmark senere på året, og han var villig til at tale både i Studentersamfundet og for matematiske og fysiske fagfæller. (På grund af sygdom blev Russells besøg udsat til 1935, men forløb i øvrigt meget tilfredsstillende).
Under mit møde med Bertrand Russell fortalte jeg ham også at jeg havde i sinde at skrive til Bernard Shaw i håb om at også han ville tale i Studentersamfundet, og jeg spurgte om Russell, som kendte Shaw personligt, ville støtte min opfordring.
Det ville han ikke, og han advarede mig om at Shaw kunne være meget uforskammet, når det passede ham. Derimod måtte jeg gerne nævne, at Russell havde sagt ja til at komme til Danmark.

Jeg skrev så til Bernard Shaws private adresse på landet og inviterede ham til at komme til Danmark som Studentersamfundets gæst, og få dage senere kom der med posten til mig en konvolut, som indeholdt et maskinskrevet brev og et trykt kort.
Brevet, der var sendt fra 4, Whitehall Court, London, S. W. L., var dateret 27th June 1934 og havde denne ordlyd:
"Dear Sir,
Mr. Bernard Shaw asks me to say that he is so busy at present with rehearsals that it is not possible for him to give you an appointment to see him; but you will see from the enclosed card that even if he could spare the time it would be useless to ask him to give adresses in Scandinavia.
Mr. Shaw has always made a rule not to lecture in countries where the listeners do not speak the English language.
Yours faithfully
Blanche Patch
Secretary."
Vedlagt var et lyserødt kort (igen med afsenderadresse 4 Whitehall Court), påtrykt en tekst der i dansk oversættelse lyder:
"Mr. Bernard Shaw, som ikke er og aldrig har været professionel foredragsholder, føler sig nu nødsaget til at indskrænke sin optræden som offentlig taler til offentlige og exceptionelle lejligheder, mest af politisk art. Han anmoder derfor foreningssekretærer om at slette hans navn fra fortegnelser over tilgængelige talere. Mr. Shaw åbner ikke udstillinger eller basarer, fungerer ikke som dirigent eller taler ved offentlige middage, giver ikke sit navn som vicepræsident eller protektor, støtter ikke ansøgninger om penge til hospitaler eller "almennyttige formål" (hvor fortjenstfulde de end måtte være) eller foretager nogen form for ceremoniel virksomhed; og han beder dem, der henvender sig til ham, om at have ham undskyldt i henhold til ovenstående."
Så var der ikke mere at gøre ved den sag. Men jeg havde i hvert fald forsøgt - og fået et svar.
H. G. Wells derimod svarede slet ikke, og da jeg opsøgte ham i hans lejlighed i London var han meget flov, men bad sig undskyldt, da han var for gammel til at rejse til lande uden for England.

Jeg kom til England for anden gang i begyndelsen af maj 1946, da jeg havde fået tilbudt en stilling, foreløbig for en periode på tre år, som Queen Alexandra Lecturer i dansk ved University College London. Det indgik i min kontrakt, at jeg skulle undervise i dansk sprog og litteratur to dage om ugen på universitetet i Cambridge, så jeg hver fredag formiddag tog med toget fra Liverpool Street Station til Cambridge, og jeg tilbragte så tit weekenderne hos gode venner i Cambridge.
Således pendlede jeg altså regelmæssigt i de første tre år, fra 1946 til 1949, indtil universitetet i Cambridge oprettede en fast stilling for mig som lektor i dansk, og indtil jeg efter nogle års forløb blev leder af den skandinaviske afdeling.
Det må have været i 1947 eller 1948 at jeg oplevede følgende historie. (Tidspunktet kan stadfæstes, fordi det var den dato, da den danske konge, Frederik IX, sammen med dronning Ingrid skulle rejse tilbage til Danmark efter at have afsluttet et officielt besøg i England.
Jeg var som sædvanlig i god tid på Liverpool Street Station for at komme med mit faste fredagstog til Cambridge, men stationen havde forandret udseende, i hvert fald den perron, hvorfra bådtoget til Harwich skulle afgå. Den var smykket med blomster og danske flag til ære for det danske kongepar, der netop skulle rejse den dag. Min perron, hvorfra Cambridge-toget altid afgik, var ganske uforandret, og jeg satte mig ind i en kupé, som jeg så ud til at skulle have helt for mig selv. Indtil en ældre, hvidskægget herre lige før toget kørte kom ind i kupeen og satte sig over for mig.
Da jeg så hvem det var, var jeg paf. Det var Bernard Shaw. Det var ikke blot en, der lignede Bernard Shaw. Det kunne ikke være andre end Bernard Shaw. Men så begyndte jeg at argumentere med mig selv. Man sætter sig ikke bare ind i en kupé i London, og så kommer Bernard Shaw ind og sætter sig over for en. Det må være en, der ligner Bernard Shaw. En ældre herre har da lov til at have hvidt fuldskæg uden straks at blive taget for Bernard Shaw.
Så trak manden en bog med græske digte op af lommen og begyndte halvhøjt at memorere nogle græske digte. Jeg har aldrig lært græsk, men jeg kunne da høre, at det var græsk. Det ville ikke undre mig spor, hvis Bernard Shaw, som ikke lignede nogen anden, tog en bog med græske digte op af lommen og gav sig til at memorere dem. Det var altså i hvert fald ikke hvem som helst. Så var det alligevel Shaw. Sludder og vrøvl! Studiet af det græske sprog spillede en stor rolle i de engelske public schools.

Jeg trak det socialistiske ugeblad The New Statesman op af lommen. Jeg købte det altid om fredagen i bladkiosken på stationen for at læse det undervejs til Cambridge. Min medpassager så over på mig, pegede på The New Statesman og sagde:
"Det er et fortræffeligt blad De læser der. Jeg har selv flere gange skrevet i det."
Jeg var lige på nippet til at svare:
"Det ved jeg godt. Jeg har læst noget af det, De har skrevet."
Men jeg turde ikke. Sæt det nu alligevel ikke var Bernard Shaw. Men det måtte det jo være! Hvordan skulle jeg blive sikker i min sag? Det blev ved at køre i hovedet på mig: Det var ham! Og det kunne ikke være ham!
Efter at han nu havde brudt tavsheden i kupeen ved at kommentere det blad, jeg havde taget frem for at læse, blev han pludselig snakkesalig.
"Do you know what happened to me today?" spurgte han mig.
Der var sket det, at da han kom ind på Liverpool Street Station med sin lille kuffert i hånden, kom en drager hen til ham og tilbød at bære hans håndkuffert men han havde svaret, at nej tak, den kunne han sagtens bære selv. Hvorpå drageren havde sagt, at det ville være ham en ære at bære hans kuffert.
"Men jeg er ikke kongen af Danmark," havde han svaret, hvorefter drageren havde sagt:
"Jeg ved godt at De ikke er Kongen af Danmark. Jeg ved godt hvem De er. De er Mr. Bernard Shaw."
"But I am nok Mr. Bernard Shaw," sagde han. "Jeg bliver ustandselig taget for at være Mr. Bernard Shaw."
Gåden var løst. Han skulle ligesom jeg til Cambridge, og her skiltes vore veje. Jeg fortalte nogle kolleger om min mærkelige oplevelse. De kendte ham godt. Han var professor i græsk ved universitetet i Oxford.
Men Bernard Shaw - ham mødte jeg aldrig.

Elias Bredsdorff
Elias Bredsdorff, født 1912. Formand for Studenterrådet v. Kbh.s universitet 1932-33; sekretær i Frisindet Kulturkamp 1935-39. Medlem af Frit Danmarks hovedledelse 1943-46. Undervist i dansk ved University College London 1944-49 og ved Cambridge University 1949-79. Emeritus Fello of Peterhouse, Cambridge; dr.phil. (Kbh. Univ.) 1964; næstformand i Dansk Forfatterforening 1983. Medlem af Det Kgl. Videnskabernes Selskab.
Har skrevet ca. 50 bøger, deriblandt disputatsen om Henrik Pontoppidan og Georg Brandes, Den store nordiske krig om seksualmoralen, Kjeld Abells billedkunst, H. C. Andersen. Mennesket og digteren og kriminalromanen Drama i Syrakus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu