Skulle nogen være i tvivl om, at PFA-sagen er mere end blot en almindelig retssag, må al tvivl være fejet bort, hvis det i går kl. 12.00 lykkedes at skelne den direkte tv-transmission fra byretten fra alle de andre sæbeoperaer, der fylder tv-stationerne på det tidspunkt.
Her blev der påny sat rekord i disciplinen "tåbeligt tv". Især DR-TV brillerede: "Har du sovet roligt i nat", lød spørgsmålet til Kurt Thorsens tidligere direktør i Spanien, Anna Thygesen, hvorefter DR-TV's journalister begyndte at udspørge hinanden om Rasmus Trads' følelser.
Men også TV2 var godt med: "Hvad skal du lave, når du kommer hjem," blev Rasmus Trads spurgt. Det var næsten, som om de to landsdækkende tv-stationer havde besluttet at føre endegyldig bevis for, at PFA-sagen snarere er en sag for den statsbetalte underholdningsindustri end en sag for domstolene.
GÅRSDAGENS cirkus var dog kun kulminationen. Allerede tidligt i sagen stod det klart, at underholdningsindustrien var tildelt en stor rolle.
PFA lagde selv stilen fra dag et, den 20. januar 1999. Samtidig med at det bedragne pensionsselskab gik til politiet, blev der afholdt et velbesøgt pressemøde, hvor det stod "lysende klart," at direktør André Lublin var blevet ført bag lysen af Rasmus Trads og hans kompagnon.
Og Københavns Politi stod ikke tilbage. Ikke alene blev pressen fodret med godbidder om Thorsens og Trads' falsknerier, alt imens de to tiltalte fik mundkurv på under deres knap halvanden måned lange varetægtsfængsling. Bedragerichef Bent Hansen stillede samtidig velvilligt op til interviews, hvor han udlagde efterforskningen. Allerede tre uger efter afsløringen af bedrageriet kunne han i et helsides interview i Politiken fortælle, at PFA-sagen i virkeligheden var
"meget enkel, selv om der selvfølgelig fortsat er nogle dunkle punkter."
At Kurt Thorsen og Rasmus Trads efter deres varetægtsfængslinger selv valgte at optræde i medierne, virkede derfor kun som et ganske naturligt og næsten nødvendigt træk i en sag, der i stort set alle facetter har handlet om, hvem der var bedst til at sætte sig selv i scene og dermed fremstå mest troværdig.
Den kamp ser desværre ud til at være nået helt ind i det rum, hvor byretsdommer Peter Lind
Larsen sammen med sine to domsmænd skulle afgøre sagen. I en dom, der er lige så usædvanlig som resten af PFA-sagen, er den afgørende præmis således, hvem der taler sandt - Thorsen eller Trads. Det afgørende spørgsmål har ikke været - som det plejer at være - om der er fældende beviser.
Langt hovedparten af den 87 sider lange dom bliver brugt på at diskutere hvis forklaring, der er mest troværdig. Og da retten finder Kurt Thorsens "usandsynlig og utroværdig", vælger den at tro på Rasmus Trads. Uagtet, at de håndfaste beviser imod Thorsen er yderst spinkle.
Det virker i skræmmende grad som om, at byretten fra begyndelsen af retssagen har været overbevist om, at de to personer faktisk var svindlere. Og at det så blot har været et spørgsmål om at vurdere, hvem der var den største.
Samtidig viser dommen, at byretten har haft overordentligt svært ved at vurdere tabsrisikoen ved bedrageriet. Selv om der har været tale om falske PFA-garantier for 3,7 milliarder kroner, er det nemlig tvivlsomt, om tabsrisikoen er kommet i nærheden af det beløb. Tværtimod viser det sig i dag, at mange af de investeringer, der blev gennemført på baggrund af garantierne, ikke har mistet værdi og i en række til-fælde endda er steget i værdi.
Det danser byretten dog let uden om i sin dom, hvor den blot nøjes med at konstatere, at det er vanskeligt at bedømme tabsrisikoen.
Alligevel er det netop omfanget af tabsrisikoen, som lægges til grund for de usædvanligt hårde domme på henholdsvis seks år til Thorsen og fem år til Trads.
Mærkværdigt. Heldigvis får Østre Landsret nu mulighed for at tage stilling til sagen. Og håbet er så, at der her bliver stillet større krav til anklagemyndighedens bevisbyrde, end der er blevet i sæbeoperetten.ør
