Læsetid: 3 min.

Satser stort

6. juni 2000

Veronika Kær lægger sit indre billedlandskab frem med en ekspressiv skamløshed

Teater
Dum eller klog, tyk eller tynd - det er ikke let at være ung i dag, for mediemaskinen hegler døgnlangt sine drømmesex-billeder ned over alle og enhver, ikke til den individuelle opbyggelse, snarere til nedbygning af alle 'naturlige' pansre, i den almene udveksleligheds hellige navn. Og indtil du kommer ind i varmen, så er du ingen, None.
For tre år siden var Veronika Kær (f. 1972) fra Aalborg ikke nogen; men så lavede hun - efter et helt forbløffende økonomisk fodarbejde - en dyr (primært amatør-) danseteaterforestilling i en udtjent gammel cementmøllehal i Lindholm. Rå hed den, og den blev med rette hendes adgangsbillet til - ja hvad det nu vil vise sig at blive.
Pengene til None, den nye forestilling - igen ca. halvanden million kroner - har hun derfor nok plukket lidt lettere denne gang, hos gud og hvermand, både offentligt og privat. Og konceptet, det nøgne unge menneskes besværede vej ind i verden, det kan stå på bagsiden af at frimærke. Man skal absolut ikke kimse ad en sådan personligt investeret ildhu. Det kræver afgjort sin kvinde at trumfe en satsning som None igennem et fastere, mere professionelt system som den aktuelle forestillings Jomfru Ane Teater.
Hvordan man fra ingenting bliver til noget eller nogen, på tværs af alle åh så kælent fristende forhindringer, det digtes der til enhver tid om i mange medier, og det har de fleste deres indre billeder af, dagdrømmerisk og/eller mareredent. Veronika Kær lægger sit indre billedlandskab frem med en ekspressiv skamløshed, som godt kan chokere ved sin hudløshed, men måske mest fordi hendes vision er så snævert fokuseret. Klaustrofobisk kunne man sige, men desværre uden at de 'indsnævrende' kræfter bag processen bliver tydelige, identificerbare og til at forestille sig noget virkeligt modspil til.

Fri som en fugl
Jesper Bo Rasmussen - genganger fra Rå - har sat lys i alle tænkelige vinkler, så det til lejligheden lavtkuplede scenerums røgbombeslør filtreres mangfoldigt, fra Nones - Sarah Diallos - science fiction-agtige reagensboblefødsel, over hendes første prøvende møde med Manden, og til 'A-folkets' orgiastisk iskolde SM-ritualer, som hun underkastes for dog sluttelig at vriste sig fri af, fri som den fugl gamle William Blake lægger ord til.
Det kunne altsammen godt være gået, for der er mange fine opslag og billedmæssige ideer undervejs. Hvis nu køreplanen ikke havde været så enstrenget; hvis der havde været plads til lidt humor i det strengt taget ganske nihilistiske dystopia, som i øvrigt er set på film før; hvis A-folkets excesser ikke var kommet til at fylde nær halvdelen af forestillingen og havde skubbet None næsten helt ud i kulissen; og hvis Sarah Diallo, trods hårde odds, havde haft andre strenge at spille på end den pryglede hunds. Så kunne man måske have troet på både indsnævringens kraft og den individuelle modoffensiv.
Som det er, må man nøjes med enkelt-kicks, en øm dansegestus dèr, en suggestiv Leda og Svanen-billedsætning dèr, og en musikalsk
pointering dèr (af rockgruppen Baal). Og Veronika Kær har dertil ikke tiltroet sine billeder - yderligere video-filtreret - større udsigekraft end at hun har forsynet slut-parten med en voice-over speak der er nøjagtig så 'våd' og human som sådan en historie i øvrigt altid vil lyde i referat.
Alt eller intet. None satser stort, og falder. Det er selvfølgelig synd. Men at der bliver gjort plads til den slags vildt ambitiøse, personlige forsøg, det er helt afgørende. Og man vil ti gange hellere se sådanne trekvart fejlslagne flyvninger end stensikre satsninger på tredjerangs musicals.
Og Veronika Kær? Jo, hun starter på instruktørlinjen på Statens Teaterskole til høst. Det lover vi os en del af her i byen; lidt intellektuel ekscersits til de frodigt ynglende billedrækker skader hende næppe.

*Veronika Kær: None (idé, instruktion og koreografi). Musik: Baal. Lysdesign: Jesper Bo Rasmussen. Scenografi og kostumer: Sheila Trillingsgaard. Medvirkende: Sarah Diallo, Claus Løwert, Lisbeth Sonne Andersen o.m.a. Teaterforeningen NONE, Jomfru Ane Teatret, Aalborg, 4.-19. jun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu