Rapport fra presseorkanen over Københavns Byret
Umiddelbart efter domsafsigelsen trængte efterlønneren Ole Schultz sig frem til den lamslåede Kurt Thorsen. Han ville fortælle om en oplevelse, han havde haft med Øresundbroen, men han fik den aldrig fortalt. Thorsen var lydhør nok, men andre råbte: "Ikke nu, Ole!"
Schultz, tidligere tv-tekniker, er fra anonymitetens rækker trådt frem som autodidakt ekspert på sagen, som han har fulgt fra tilhørerpladserne. Flere gange har han kommenteret den over for journalister og er således - hvilket er karakteristisk for sagen mod Thorsen og Trads - blevet en tv-star på sin blotte tilstedeværelse.
Sagen har fået den største mediedækning nogensinde i Danmark og gjorde dens hovedpersoner til endog meget synlige tv-stjerner på godt og ondt.
Foran Huset med det Grønne Træ på Gl. Torv, en af Københavns ældste frokostrestauranter og Thorsens stamsted i rettens frokostpauser, var der stillet dannebrogsflag - og dermed lagt op til fejring af den forventede frifindelse. Udenfor holdt to Danmarks Radio-biler med sendeudstyr på stand by. Små hundrede mennesker, pressefolk og andre, stod et par timer før domsafsigelsen, fastsat til kl. 12.30, afventende i klynger. De mest nysgerrige var mødt kl. fem - med morgenbasser og termokaffe. En fotograf havde taget opstilling på en medbragt trappestige. En mand stod med en frugtkurv i cellofan. Man måtte forbløffes over det - trods bladdøden - store presseopbud, fotograferne med deres dyre grej. Mobiltelefoner bippede i en lind strøm. Mogens Rubinstein fra tv stod i krøllet habit ved hovedindgangen. Hvis Københavns Byret havde været et fodboldstadion, havde man kunnet sælge billetter.
Anna (jeg) Anna
Anna Thygesen, Thorsens håndgangne kvinde, kronvidne og tidl. direktør for Thorsens spanske firma, dukkede op. Jeg stod ved siden af Jyllands-Postens reporter, Knud Wilhelmsen, som for nylig satte ny standard for journalistisk originalitet, da han til et interview med hende medbragte ikke blot en buket blomster, men også Klaus Rifbjergs roman Anna (jeg) Anna.
"Hej, Knud, har du ingen gave med i dag", sprudlede hun muntert fra sin beige buksedragt. Til pressen sagde hun, at hun havde sommerfugle i maven som til et bryllup.
Edderkoppen erindret
Klokken blev 12, to betjente kom til. Trads kom gående henne fra café Centralhjørnet i Kattesundet, omgivet af en kødrand. Han fik sagt, at for ham var sandsynligheden for, at Thorsen blev frikendt lig nul. "Et skrækscenarie", kaldte han det.
Et lille smil krusede han læber. "Er du nervøs?", blev han spurgt. "Ja", svarede han kort. "Hold kæft for et cirkus", udbrød han ved synet af de mange pressefolk.
"Edderkoppen kunne godt lide Helga Petersen", råbte en forpjusket udseende, ubarberet mand noget umotiveret og tiltrak sig for en stund opmærksomheden (Helga Petersen er tidl. justitsminister, red.) Frikend Thorsen, skreg et stort skilt.
Thorsens entre var om muligt endnu mere 'omsværmet'. "Der har været dage, det var enklere at stå op til", udbrød han og tilføjede: "Nu ringer skæbnens klokke, og så må vi se...".
Oppe i retslokalet på anden sal var tilhørerstolene fjernet for at gøre plads til de rejer i trængsel, vi var. Thorsen stilede hen mod Trads og gav hånd, men "Trads så godt nok sur ud", sagde en ung pige ved siden af mig.
Vi bestemmer selv
For dommer Peter Lind Larsen og forsvarsadvokat Birk Nielsen var det én sag af flere den formiddag. De havde kørt to sager om euforiserende stoffer i samme retslokale umiddelbart forud for denne.
"Hvad skal vi gøre, hvis dommeren siger, vi skal sætte os?", lød det fra Ole Schultz. "Så kan du få min plads, Ole", lød det gemytligt, fra vistnok Thorsen. Det var ikke til at se noget for nakker.
"Tipstjenesten burde have været inde over", hviskede min sidemand.
En stille småpludren forvandledes til tavshed, da dommeren og de to domsmænd kom ind. Alle holdt vejret. Så faldt bomben. Fem år til Trads, seks til Thorsen. Ansigterne stivnede, men maskerne holdt - så nogenlunde. Da Thorsens trængte sig vej ud, sagde han, at han ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig den dom. På vej ind i en elevator sagde han: "Vi bestemmer selv, om vi vil knækkes og jeg er ikke knækket".
Seks år er vand
Uden for voksede pressestormen til en orkan. Kvarteret var som i undtagelsestilstand. Over byrettens port hang på lange boomstænger to mikrofoner, indpakkede, så de lignede enorme bjørnespinderlarver. Folk hang ud af vinduerne i bygningen overfor. Spørgsmålene til sagens hoved- og bipersoner føg gennem luften. De kunne slet ikke nå at svare på dem alle. Trads var skuffet over straffens længde, men tilfreds med, at retten ikke "havde troet på Thorsens løgnehistorier". Fra en i mængden lød det: "Gadedreng, det er, hvad du er!". Trads skulle i øvrigt hjem og drikke kaffe, hvis det kunne interessere nogen... sagde han og forsvandt over mod Centralhjørnet, stadig fulgt af en skare utrætteligt spørgende.
Mange sørgede med Thorsen. "Hvor var det synd", sagde en ældre dame. Men der var også malurt: "Seks år er vand for en mand", råbte en ung mand på ca. 30. "Hvor blev smilet af, Thorsen?", lød det skingert gennem luften.
Surt show!
Anna Thygesen var desillusioneret og og kaldte det surt show! Hun sagde, at hun var hamrende træt af forretningslivet, PFA's direktører og det system, hun havde troet på. "Det virker ikke," sagde hun. Trads havde fået som fortjent, men Thorsen havde fået seks år mere, end hun havde ventet.
Der blev ingen fest i Huset med det Grønne Træ - og ingen tv-transmission.
"Jeg vil ikke fotograferes, men jeg vil gerne give en øl", sagde Kurt Thorsen stille til de pressefolk, der var fulgt med ham. Over ham hang en række farvestrålende billeder fra det satiriske julehæfte, Svikmøllen.
Nogle retssager vokser sig større end deres kriminelle indhold. Sådan blev det med sagerne mod Thorsen (jeg) Thorsen og Trads (jeg) Trads, der for alvor sendte dansk retsvæsen ind i underholdningsbranchen med den første tv-transmitterede domsafsigelse nogensinde.
