Analyse
Læsetid: 5 min.

Serbiens dilemma og Europas

20. juni 2000

Serbien kommer aldrig ud af isolationen med Milosevic ved magten. Men ingen ved, i hvilken retning et magtskifte vil gå, og hvilke konsekvenser det vil få for Jugoslaviens fremtid

I januar 1993 besøgte Uffe Ellemann Jensen som dansk udenrigsminister og EF-formand Beograd. Han mødtes bl.a. med Serbiens daværende præsident Milosevic. Og advarede ham om, at hvis Beograd fortsatte sin hidtidige politik, ville serberne blive en paria-nation i Europa.
Ellemann-Jensen fik ret. Serberne er blevet en paria-nation i Europa. Og Milosevic er kommet til at stå som et ondskabens ikon, ligesom Adolf Hitler. I sig selv en vanvittig udvikling for det Balkanfolk, som fik den hårdeste behandling af samme Adolf Hitler. Alligevel er det gået sådan. Selvom der i virkeligheden ikke er mange ligheder mellem personerne Hitler og Milosevic. På den anden side tegner deres rolle i forhold til deres eget folks skæbne sig stadig mere parallel.
I løbet af de 13 år, Slobodan Milosevic nu har været præsident enten i Serbien eller i det nye mini-Jugoslavien, har serberne mistet den stærke stilling, de tidligere havde i regionen, og hundredtusinder af dem er flygtet fra Kroatien, Bosnien og Kosovo enten til selve Serbien eller til udlandet.
Mange af de bedst uddannede i selve Serbien er udvandret til vesten. Parallellen til tyskernes skæbne i områderne øst for den nuværende Oder-Neisse linie helt over til Kaliningrad, det gamle Königsberg, er slående, også de måtte flygte fra områder, hvor deres forfædre havde levet i hundreder af år. Ligeledes er parallellen tydelig til de mange intellektuelle og kunstnere, som under Hitler emigrerede fra Tyskland, og hvoraf mange aldrig vendte tilbage.
Hvad bliver det næste? Situationen er truende i Montenegro, hvis bånd til Serbien er blevet løsnet de seneste år, men som for nylig har fået sin andel i mord og mordforsøg. En borgerkrig i Montenegro kan ikke udelukkes, og vil kunne udløse en ny humanitær katastrofe, som på et tidspunkt tvinger udlandet til at gribe ind igen.

Et andet fænomen er drabene på personer i Milosevics bagland. Er det blot brutale udslag af personlige rivaliteter, eller tegner de et mønster? Er der politiske kræfter, som hidtil har dækket sig bag Milosevic, men som nu forbereder et kup mod ham? Det kan jo ikke nægtes, at hans internationale kreditværdighed står på nulpunktet. Men det er ikke nødvendigvis demokratiske kræfter, som vil forsøge at udskifte ham med en mindre belastet topfigur.
Muligheden af et "brunt-rødt" kup mod Milosevic i stil med kuppet mod Gorbatjov for ni år siden kan ikke udelukkes. Men hvem skal så spille Jeltsins rolle? Den eneste uafhængige politiker i en stærk position er Montenegros præsident Djukanovic. Men han har ikke nogen stærk magtbase i Beograd, som Jeltsin havde det i Moskva. Og hvilke muligheder har den demokratiske opposition, som i de sidste måneder har været udsat for de hidtil værste angreb i de nu helt ensrettede massemedier? I Moskva blev tv først overtaget på kupmorgenen den 19. august 1991, i Beograd har medierne allerede længe været tunet ind på en totalitær kurs.

På den anden side skal man ikke på forhånd afvise den demokratiske modstands muligheder. Der har hele tiden været "et andet Serbien." Dets handicap har været dets splittelse, ikke mindst det dårlige personlige forhold mellem de mest fremtrædende ledere, Draskovic og Djindjic.
Men der kan opstå nye ledere. At regeringen forstærker presset mod oppositionen bl.a. gennem hårdhændede indgreb mod alternative medier og uafhængige journalister og nu forbereder en "anti-terroristlov", som vil kunne kriminalisere stort set enhver oppositionel politisk aktivitet, opfattes i stigende grad som udtryk for svaghed og desperation og undergraver tilliden til de officielle medier. Det bliver stadig sværere at forklare den generelle politiks fejlslag på en overbevisende måde, trods forsøgene på at skyde al skyld på vesten generelt og den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright i særdeles, og påstå at al opposition, både fra partier, kommunalfolk og græsrodsbevægelser, er betalt af udlandet. Samtidig er Milosevic opprofileret i medierne som den, der åbner genopbyggede broer og på anden måde forsøger at vise, at det var Jugoslavien, der vandt i kampen med NATO. Men hvor mange tror efterhånden på en sådan propaganda? Kosovo-konflikten er i dag Milosevics akilleshæl, og forestillingen om sejr kan kun fastholdes gennem en massiv kontrol med meningsdannelsen i Serbien.
Regeringen i Beograd synes at have defineret ungdoms- og græsrodsbevægelsen Otpor - Modstand, som regimets vigtigste modstander. Der propaganderes mod den med plakater i Hitler-Jugend stil, hvor hagekorset er erstattet med Otpors symbol - knytnæven, og hvor den unge mand i naziuniform præsenteres som "Madlen Jugend!" Hun bliver nemlig udråbt til bagmanden bag den officielt lederløse bevægelse. Og risikoen ved at demonstrere bliver stadig større. Men det vil regeringens risiko også blive, hvis den griber hårdt ind mod demonstrationerne. Vil den fortsat kunne stole på politi og militær, hvis det kommer til blodsudgydelse i større omfang?
En anden mulig kilde til modstand er nemlig hæren. Der er trods mange udskiftninger på ledende poster stadig officerer tilbage med holdninger fra den gamle Tito-tid. Der er en smertegrænse for, hvad de vil være med til. Især hvis de bliver sat ind mod befolkningen.
Vurderingen af, hvorvidt Milosevic juridisk set er ansvarlig for en række af de krigsforbrydelser, der har fundet sted i det tidligere Jugoslavien siden 1991, ligger i Haag. Men det er op til serberne at evaluere hans politiske indsats, for det er dem, han er politisk ansvarlig overfor. Som serbernes leder gennem 13 år påhviler der ham et politisk ansvar for en serie dispositioner med skæbnesvangre konsekvenser.
Fra ophævelsen af Kosovos autonomi i 1989 over støtten til serbernes oprør i Kroatien og Bosnien til den hovedløse fordrivelse af hundredtusindvis af albanere fra Kosovo i 1999. Vil det nu gå galt i Montenegro? Og hvad med nationens generelle isolation, forarmelse og ødelagte anseelse? Derfor trænger Serbien mere end nogensinde til et lederskifte. Men problemet er at finde en leder der kan magte opgaven. Og en sådan kan kun serberne selv finde. Det er måske lykkedes for dem i Bosnien og Montenegro. Men i kernelandet Serbien er det svært at se, hvordan der kan ske et politisk gennembrud i et land med en snart ikke-eksisterende demokratisk offentlighed.

Derfor stiger risikoen for en voldelig omvæltning, som ikke nødvendigvis fører til den politiske fornyelse, Serbien har brug for for at slippe ud af isolationen.
Dels bør udlandet sende flere radio- og tv-nyheder udefra til Jugoslavien, dels bør det utvetydigt signalere til serberne, at de vilje være velkomne som fuldgyldige medlemmer af det europæiske selskab under en regering, som lever op til Europarådets standarder for demokrati og menneskerettigheder, herunder ytringsfriheden og oppositionens adgang til massemedierne, og som vil samarbejde loyalt med krigsforbrydertribunalet i Haag.
For hvis serberne skal ud af deres paria-status, er der ingen vej uden om en klarlæggelse af de serbiske lederes ansvar i forhold til de katastrofale overgreb, befolkningerne både i Kroatien, Bosnien og Kosovo har været udsat for. Uden et retsopgør vil det være illusorisk at håbe på forsoning mellem nationerne på det vestlige Balkan og etablering af varigt fredelige relationer mellem dem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her