Læsetid: 4 min.

SF's himmelfart

2. juni 2000

Surrealisme eller socialisme? Hvad strides folkesocialisterne dog om?

OP TIL Kristi Himmelfartsdag fik ledende sf'eres himmelråbende påstande om hinandens dovenskab subsidiært halehæng til Enhedslisten følgende indsigtsfulde ord med på vejen af sognepræst og SF-borgmester i Vejle Flemming Christensen: "Der svæver i luften, hvad der er substansen i konflikten,"
Uden at have erhvervet den teologisk embedseksamen tør jeg godt give Flemming Christensen ret. Også når han tilføjer: "Det er lidt nogle gummiord med at holde med de svageste i samfundet."
Når teologer strides om magten uden anden grund, end at den ene hellere ser sig selv end den anden i besiddelse af den, anvendes altid gummiord om de svageste i samfundet, som Jesus jo holdt med, men som ens teologiske modstander beskyldes for ikke at holde lige så meget med.
Det er karakteristisk for den øjeblikkelige strid i SF, at det svæver i luften, hvad den meget omstridte magt egentlig skal bruges til.
Skal formanden for folketingsgruppen Jes Lunde sidde i SF's forretningsudvalg, fordi det giver magt? lyder det ene stridsspørgsmål. Jamen, hvad vil Jes Lunde med den magt?
Og hvad vil omvendt en hovedbestyrelse og et forretningsudvalg opnå ved at udelukke Jes Lunde? Begge svar blæser i vinden.
Skal SF sidde i regering med også CD og Kristeligt Folkeparti eller skal SF kun styre efter en regering med S og R? lyder det andet af de aktuelle stridsspørgsmål. Sidde i den ene eller den anden regering ... for at forfølge hvilket projekt?
Svaret på det sidste spørgsmål skyder sin egen himmelfart op i det høje blå.
Helt surrealistisk bliver det, hvis man spørger de folkesocialistiske teologer, om der overhovedet er nogen som helst udsigter til at socialdemokraterne og/eller de radikale og/eller centrumdemokraterne og/eller de kristelige vil sidde i regering med SF?
Og hvis svaret skulle være et nej, hvilket vel ikke helt kan udelukkes, hvad SF i så fald agter at bruge tiden - og magten - til?
På den anden side af selv surrealismen kommer man, hvis spørgerækken afsluttes med spørgsmålet: Hvad nu hvis den næste regering hverken omfatter Poul Nyrup Rasmussen eller Marianne Jelved eller Mimi Jakobsen eller Jann Sjursen men Anders Fogh Rasmussen?
Hvad skal Holger K. Nielsen så bestille?
Her er vi - hvad svaret angår - oppe i mindst den syvende himmel.
FOR AT komme ned på jorden igen, kunne man fristes til at lade de fire udfordringer, som den nye EU-kommission peger på, gå videre fra regeringen til den del af oppositionen, som SF udgør.
Udfordringerne eller de fire udstødninger, som de også kaldes, består som forhåbentlig bekendt af følgende:
nEn ødelæggelse af menneskehedens naturgrundlag, som nu ifølge Kommissionen foregår med 'frygtindgydende' hast.
nEn stigende ulighed mellem fattige og rige lande på den netop omtalte jord (som teologer af alle slags altid har haft deres kvaler med at få indarbejdet i de himmelske systemer).
nEn voksende udstødning af befolkningsgrupper i de rige lande fra de stadig mere globaliserede og robotiserede arbejdsmarkeder.
nEn truende forarmelse af demokratiet under pres fra klodens umådelige private kapitalansamlinger og de hidtidige forsøg på modforanstaltninger, som ofte opfattes mere bureaukratiske (EU selv indbefattet) end demokratiske.
Hvad er SF's svar på disse emner, der umiddelbart ikke burde være særlig teologiske men til gengæld særdeles påtrængende?

WILLY SØVNDAL, som foruden af være sf'er også er formand for Folketingets socialudvalg, skal endnu engang - jeg havde nær sagt: hæves til skyerne, hvis det ikke netop i dette Frie ords sammenhæng kunne misforstås(!), men så ganske jævnt - takkes, fordi han bliver ved med af forfølge Finansministeriet og dets chef med spørgsmål om, hvorfor der hvert eneste år under selv økonomisk høj-konjunktur synes at være nye omkring 40.000 kvinder og mænd i den ellers arbejds-duelige alder, som kommer på overførselsindkomst uden nogen siden at komme tilbage til et ordinært arbejde igen?
Bliv ved Søvndal Bliv endelig ved!
Men er tiden ikke også inde til, at SF foretager en mere grundlæggende undersøgelse af, hvorfor det er blevet så forbandet svært at sætte den sociale udstødning på dagsordenen? Ikke blot i Danmark men i hele den vestlige verden? Og ikke blot i den borgerlige og socialdemokratisk-radikale lejr men i virkeligheden også på venstrefløjen? Ja, i SF selv? Her står striden angiveligt mellem såkaldte 'traditionalister' og 'fornyere', men den sociale katastrofe synes at være af en karakter, som hverken 'traditionalister' eller 'fornyere' er i stand til at håndtere. Hvorfor skellet mellem dem måske i virkelig er irrelevant?
Hvad den 'frygtindgydende' naturødelæggelse angår, er referatet (af Ebbe Sønderriis) fra miljøministermødet i denne uges onsdagsudgave af Information slående:
"Det står fuldstændig klart, at vores fremskridt ikke har været store nok til at opveje udviklingens negative følger," sagde lederen af FN's miljøorganisation UNEP Klaus Töpfer. Hvorefter han alligevel erklærede sig som optimist.
Det gør han naturligvis for ikke at tage modet fra folk. Men i dag véd vi, at det for mange folk betyder, at så er der nok ikke længere grund til at tage miljøudfordringen op. Det går jo åbenbart rigtig godt....
Går det rigtig skidt, så er det i de fattige lande. De skal derfor hjælpes.
Det skal de bestemt. Men i dag véd vi, at det så betyder, at det endnu større bidrag til naturødelæggelsen, som rigdommen og overforbruget i de rige lande udgør, kommer i anden række. Eller slet ikke kommer på tale.
Er det ikke på tide, at SF har et svar på den udfordring?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her