Læsetid: 6 min.

'De skal sgu sige undskyld!'

10. juni 2000

Fremtrædende kommunister må træde frem og sige, at de tog fejl og hvorfor de gjorde det. Det er et spørgsmål om troværdighed, mener historikeren Uffe Østergaard, der dengang var VS'er

Troværdighed
"Jeg er en stor tilhænger af, at vi prøver at lære af historien, også ens egen. Det, man lærer af, er egne fejltagelser. Men det forudsætter, at man ser dem i øjnene. Og de, der dengang stod frem offentligt og talte for socialisme og revolution, må finde sig i at blive afkrævet en forklaring i dag".
Det er historikeren, professor Uffe Østergaard, VS'er i perioden 1972-78, der gerne så flere af sine egne alders- og meningsfæller fra dengang stille sig op og sige: 'Vi tog fejl'.
Uffe Østergaard understreger, at han ikke "deltager i nogen hetz".
"Jeg taler ikke om straf eller noget som helst juridisk efterspil. Jeg taler ikke om, at tidligere topkommunister skal fyres fra fremtrædende stillinger. Men jeg taler om, at hvis de - nej, hvis vi - skal tages alvorligt som samtalepartnere i den offentlige debat i dag, så må vi også erkende egne fejltagelser. Det er et spørgsmål om troværdighed."
"To journalister fra Ekstra Bladet - det er sådan et blad, du og jeg ikke læser - har gjort et anerkendelsesværdigt stykke arbejde ved at sidde og pløje disse Stasi-arkiver igennem. Jeg undrer mig over, hvorfor andre ikke har gjort det samme. Det synes jeg er symptomatisk for en alt for venlig offentlig omgangsform i Danmark på det punkt er jeg enig med Weekendavisens Ulrik Høy." "Vi kender jo hinanden i Danmark og siger: 'De mente det jo nok ikke så slemt'. Og det gjorde de - nej vi - sikkert heller ikke. Men hvis vi kigger tilbage på datidens retorik - også det ny venstres - så var den meget bevæbnet, meget militant. Hvad mente vi med det? De fleste formentlig ingenting. Det kom jo aldrig på en prøve. Men under andre historiske omstændigheder kunne sådanne ord dræbe".

Marxist med hjernen
Uffe Østergaard blev marxist i 1966-67, da han begyndte historie-studiet på Århus universitet. Han blev marxist med hjernen - mere end med hjertet.
"Det var ikke utopien om det socialistiske samfund, der trak, som det var for så mange. Det var mere marxismen som som videnskabelig analysemodel".
"Jeg var - og er fortsat i dag - overbevist om, at den marxistiske analyse er den bedste til at forstå kapitalismen. En god analyse, men en fuldstændig håbløs politisk strategi. Vrangforestillingen om det totalt rationelle, centralt planlagte system er brudt sammen på alle leder og kanter. Men dengang i 1960erne og 70erne var vi mange, der lod os snyde. Eller blev snydt af vores egne ønskedrømme".
Og så var der Vietnam-krigen. Hvor marxismen appellerede til Uffe Østergaards rationelle tankegang, talte modstanden mod USA's krig i Vietnam til følelserne.
"Vi kunne jo hver dag på tv-billederne fra Vietnam følge, hvordan den selvgode amerikanske retorik blev klædt af til skindet. De store ord om frihed blev gjort til tom retorik. Man gjorde det onde med henvisning til det gode."
I det hele taget spillede den anti-imperialistiske bevægelse og Tredje Verdens-landes selvstændighedsbestræbelser en stor rolle for Uffe Østergaard og mange fæller på venstrefløjen.
"'Et undertrykt folk har altid ret', hed det dengang. Det tog 20-30 år at erkende, at sloganet var noget af det mest misvisende. Da de undertrykte folks ledere og befrielsesbevægelser kom til magten, undertrykte de mindst lige så godt som de gamle kolonimagter".

Anti-sovjetisk vaccine
Uffe Østergaard blev trods sit engagement aldrig kommunist i Sovjet-udgaven. Hvorfor?
"Sovjetunionen og den såkaldte 'virkeliggjorte socialisme' dementerede sig selv ved sin politiske undertrykkelse og relative fattigdom. Især hvis man rejste meget i Østeuropa, hvad jeg gjorde. Disse rejser var en meget kraftig vaccination for mig".
Men mange unge, også unge studerende, valgte i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne at blive medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti eller ungdomsorganisationen, DKU. DKP fik et parlamentarisk come-back - på trods af erfaringerne fra Sovjetunionen og Østeuropa. Hvorfor?
"Det er svært at sige. Jeg har jo undervist mange af dem. De var gennemgående rare mennesker - og jeg ville hellere købe en brugt bil af kommunisterne end af mange af dem, jeg var politisk enig med. Jeg tror simpelthen, at der var et bedre socialt liv i DKP og DKU, mens det sociale liv var ad helvede til i VS."
En 'sociologisk forklaring' finder Uffe Østergaard i, at 1970erne og 1980erne var en periode, hvor mange unge med en ikke-akademisk baggrund kom ind på læreanstalterne.
"Mange var helt studieuvante og var midt i en vanskelig social omstillingsproces - fra land til by, fra én klasse til en anden. I de kommunistiske organisationer fandt de en ramme, der stivede dem af og hvor det var rart at være. Det ny venstre var for intellektuelt og forbitret et miljø. Hos kommunisterne var der hjemmebagte kager".

Hylede med ulvene
Selv engagerede Uffe Østergaard sig i to venstrefløjsprojekter i det kritiske historikertidskrift Den Jyske Historiker og fra 1972 også i Venstresocialisterne. Det første kigger han tilbage på med stor tilfredshed, men ikke det andet.
"Jeg meldte mig ind i VS, da leninistfraktionen forlod den, da Vibeke Sperling gik...ha,ha!".
"Men jeg drev det aldrig til noget, så der må have været et eller andet galt. Jeg blev systematisk aldrig valgt til noget som helst. Jeg var medlem i seks år, og jeg tjente penge, havde parcelhus og passede slet ikke ind. Til sidst blev jeg smidt ud på grund af kontingentrestance. Meget uheroisk".
Hvad har Uffe Østergaard så at sige undskyld for?
"Jeg hylede med alle ulvene. Jeg holdt min mund i store forsamlinger og lod så bare være med at følge parolerne som så mange andre. Men jeg tog heller ikke afstand...".
- Tog afstand fra hvad?
"I vores selvforståelse - som jeg i dag mener var naiv - mente vi, at vi havde en helt anderledes kritisk holdning til Sovjetunionen og 'den virkeliggjorte socialisme'. Det havde vi også, hvis man blot ser på formuleringerne i de mange resolutioner mod Sovjetunionen, mod invasionen i Afghanistan og så videre".
"Men lige under overfladen lå også hos det ny venstre en tro på en centralistisk struktur, på at planlægning var løsningen på alting. Når vi tænker til bunds, vil vi se, at det ville have fået samme konsekvenser som i Sovjet"

Ikke Stalins skyld
Men er en demokratisk, decentral socialisme umulig? Ligger de autoritære tendenser simpelthen indbygget i et system, hvor alt er reguleret og planlagt?
"Det er nærliggende at drage den konklusion, når man ser på de historiske erfaringer. Det er for billigt at sige - som mange gør - at socialismens fallit skyldes, at den blev indført i det tilbagestående Rusland, eller at Lenin og Stalin var onde mænd. Det er ganske enkelt ikke forklaring nok. Det er nok ikke tilfældigt, at centralstyring af økonomien hidtil også har ført til centralisme i det politiske og kulturelle liv. Det er en simpel, men nødvendig erkendelse".
Så siden Uffe Østergaard i 1982 vendte hjem fra et flerårigt ophold på Europa-universitetet i Firenze har han bevæget sig et stykke politisk. Han betegner sig i dag som 'social-liberal', stemmer på Det Radikale Venstre ("når de da ikke siger noget dumt om forsvaret"), og tror på, at alle organisationer, institutioner og virksomheder skal have "en modvægt". Tror på konkurrencen som drivkraft, med en intervenerende stat til at afhjælpe markedets fejl og uretfærdigheder.
De socialistiske utopier har vist sig ikke at fungere i praksis, og 1990erne er blevet ny liberalismens årti. Men stadigvæk dør mio. af mennesker verden over af sult og mangelsygdomme. Hvordan kan vi sige, at vi har fundet det bedste af alle samfundssystemer?
"Det kan vi heller ikke. Vi har måske fundet det hidtil mindst ringe. Jeg forudser, at når den næste store 'proces' vil blive ført, så er det den globale markeds-kapitalisme, der er på anklagebænken. Denne proces vil ikke blive ført af danskere mod danskere eller europæere mod europæere, men af de mindre priviligerede verdensdele mod os".
- Så historien er ikke slut. Måske kan også socialismen med dens indbyggede logik og dens appel om social retfærdighed få en renæssance?
"Det er jeg sikker på. Men jeg håber meget, at der ikke genopstår en nostalgi for den gamle socialisme med dens ensrettende og autoritære potentiale. Vi må indarbejde behovet for pluralisme og konkurrence. Historien gentager sig, skrev Marx, først som tragedie, så som farce. Nu har vi haft begge dele. Marx sagde ikke noget om, hvad vi så kan vente os...".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her