Den amerikanske sikkerhedstjeneste, CIA, er leveringsdygtig i masser af nyttig information om alverdens lande - samt et par klare misforståelser
FORMAT - SOMMERTILLÆG
web.hvad.hvor
"Fredsførelse retter sig mod alle lande og alle menneskelige aktiviteter - ikke blot mod fjenden og dennes militær," udtalte forfatteren George S. Pettee i 1946, året før CIA blev dannet, i en bog om USA's fremtidige efterretningstjeneste.
Et godt eksempel på, hvad efterretningsvirksomhed bl.a. kan være, er den gennemgang af alverdens lande, som CIA har lagt ud på Internettet.
Inde på hjemmesiden klikker man på Publications and reports. Og siden på The World Factbook. Så dukker der en liste op med i hundredvis af landenavne i alfabetisk orden.
Man får en grundig introduktion til det land, man klikker ind på med gennemgang af dets geografi, folk, politiske system, økonomi, infrastruktur, militær, etc. Beskrivelsen af landet kan være en genvej til hurtigt at få et overblik over et land, man interesserer sig for, skal skrive om eller rejse til.
Om Kongeriget Danmark kan CIA fortælle, at i forne tider var landet hjemsted for rov- og angrebslystne vikinger. Siden hen blev Danmark en førende magt i Nordvesteuropa og har i dag udviklet sig til en moderne, fremgangsrig nation, som deltager i den politiske og økonomiske integration i Europa. Indtil videre dog uden deltagelse i visse aspekter af EU's Maastrichttraktat.
CIA konstaterer, at Danmark er beboet af fire etniske grupper: Skandinaver, eskimoer, færinger og tyskere.
En anden nyttig oplysning fra CIA, der sikkert for mange vil komme som en glædelig overraskelse, er, at Dronningens fødselsdag, den 16. april, er national fridag!
Vær altså opmærksom på, at selv verdens mægtigste efterretningsvirksomhed, The Central Intelligence Agency, kan fejle, og ikke alle oplysninger på hjemmesiden er helt op to date.
nwww.cia.gov