Læsetid: 2 min.

Sommer i Paris

13. juni 2000

Shirov skar dybt i remispølsen i en forestilling, hvor der ikke blev givet smuler til de glade skakamatører

Skak
Der er utroligt meget, man kan foretage sig en smuk sommerdag i Paris, der i dén grad er blevet shinet op til år 2000 (Notre-Dame står lysende renspulet mod den blå himmel!). Man kan tage ud til det imponerende tennisanlæg Roland Garros og se Conchita Martinez og Arantxa Sanchez spille ballonbold i et par timer. Man kan tage til Versailles og lege forhindringsløb i solkongens gemakker i selskab med en halv million japanske turister. Eller man kan slentre en tur i Luxembourghaven og måske være så heldig at få plads ved de langborde, hvor skakstormestrene Alexei Shirov (Spanien) og Joel Lautier (Frankrig) giver simultanforestilling.
En forestilling, hvor der for øvrigt ikke blev givet smuler til de glade skakamatører. Ikke så meget som en sølle remiskrumme. Dette show i den pragtfulde pariserpark - hvor der jo er talrige andre aktiviteter end skak - var afslutningen på en lille celeber hurtigturnering, der ikke overraskende blev vundet af Shirov. I finalen mødte han den russiske skaklegende Boris Spassky, der er fransk gift og bor i Frankrig.

Gab, mand
Spassky er altid god for en hurtig remis. Eller næsten altid. For i det første finaleparti mod Shirov kom han med de hvide brikker galt af sted:
1.e4 e6 2.d4 d5 3.Sc3 Sf6 4.Lg5 dxe4 5.Sxe4 Le7 6.Lxf6 Lxf6 7.Sf3 0-0 8.Lc4 Sc6 9.c3 e5 10.dxe5 ...
Gab, mand. Spassky spiller skak som Martinez og Sanchez spiller tennis. Hvis man vil noget med de hvide brikker, spiller man selvfølgelig i stedet 10.d5 Sb8 11.De2 og rokerer langt. Som Peter Lekó gjorde det i sin match mod Alexander Khalifman i Budapest først på året.
10. - Sxe5 11.Sxf6+ Dxf6 12.Sxe5 Dxe5+ 13.De2 ...
Om lidt er remisen klar. Troede folk. Men Shirov tog en længere tænketur i boksen og kom ud med en plan:
13. - Te8 14.Dxe5 Txe5+ 15.Kd2 ...
Nej, der skal ikke remiseres lige nu:
15. - Le6! 16.Lxe6 Td8+!
Et vigtigt mellemtræk. Shirov har slebet kniven og skærer dybt i remispølsen.
17.Kc2 Te2+ - dette tårn får lov til at blive på anden række det meste af partiet, og det bliver afgørende.
18.Kb3 fxe6 19.Tad1 Td6 20.Txd6 cxd6 21.Tf1 ...
Hvid er dømt til passivt spil, men han har selv været ude om det.
21. - d5 22.a4 Kf7 23.a5 e5 24.Ka3 Ke6 25.b3 g5 26.Kb4 h5 27.h3 e4 28.g3 Ke5 29.Kc5 Td2 30.Kb4 h4 - skaber yderligere en svækkelse i den hvide lejr - 31.gxh4 gxh4 32.a6 bxa6 33.Ta1 Txf2 34.Txa6 Tf7 35.Th6 e3 36.Th8 Te7 ...
Og her opgav Spassky. Den sorte e-bonde koster for dyrt.
Det andet parti blev en underholdende affære, for nu var Spassky jo tvunget til at komme ud af busken. En overgang troede tilskuerne, at den gamle kæmpe havde godt fat i Shirov, men efter at Spassky havde misset en lovende fortsættelse, havde favoritten ikke svært ved at hive den nødvendige remis hjem og dermed vinde matchen 1,5 - 0,5.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her