Læsetid: 4 min.

Som i et spejl

14. juni 2000

Otte internationale samtidskunstnere sætter billeder på erfaringen af at vokse op i en medieskabt virkelighed

Udstilling
Vores tilværelser er mere end nogen sinde gennemlyst af massemedierne. Talk show'ets endeløse selvudkrængninger konkurrerer med Internettets indiskrete web cams om at blotlægge mest muligt af menneskesjælens dunkle afkroge og unævnelige begær. Fremmede inviterer os - i al offentlighed - til at lægge ører til hjerteskærende betroelser, udbasunerer med fortroligt dæmpede stemmer deres inderste til hvem som helst. Det handler om at 'være på', og ingen midler skyes i den kamp.
Virkeligheden eksisterer først, når den bliver re-cirkuleret i massemedierne. Moderne krigsførelse består lige så meget i at kontrollere medierne som i at beherske bestemte geografiske territorier. Politik handler om 'image', mere end om indhold - den forkerte budbringer kan ødelægge ethvert budskab. Helt ned på individets niveau har massemedierne indflydelse.
Hvis spejlet tidligere har været selvindsigtens topos, den primære metafor for mødet med sig selv gennem den anden, så er det i dag massemedierne, der indtager denne plads. Vi spejler os i massemedierne, vores møde med omverdenen, den anden, finder sted gennem massemedierne.

Mimetisk effekt
Det er denne nye erfaring, som optager de otte kunstnere, der deltager på udstillingen "Jeg og de andre". Helt åbenlyst er det tilfældet i Ursula Roggs fotografiske dokumentationer af gæster, der 'bag scenen' venter på at deltage i talk shows af Her er dit liv-typen. Mindre åbenlyst, men mere subtilt, i Rineke Dijkstras video Annemiek, hvor en pubertetspige med bøjle på tænderne mimer til nummeret I wanna be with you med Backstreet Boys. Med nervøst flakkende øjne laver hun en slags visuel karaoke, en mimisk genopførsel af sine idolers sang. Pinligt bevidst om sit 'mispas' med forlægget fniser pigen et par gange, men i sin kejtede imitation af forbillederne formidler hun bedre end noget andet på udstillingen den følelse af uformåenhed og decideret afmægtighed som massemediernes polerede billeder af en fejlfri og perfekt virkelighed kan afsætte i os.
Den mimetiske effekt er også emnet for Isabell Heimerdingers installation Terri Watching Gloria Again, der bl.a. består af en to timer lang videoregistrering af skuespilleren Terri, der ser John Cassavetes' spillefilm Gloria. Siddende i en sofa forsøger hun at eftergøre hovedrolleindehaveren, Gena Rowlands præstation, men også i dette tilfælde sker det med en mærkelig uformåenhed i forhold til forbilledet.
Omvendt viser Richard Hoecks video Belly Dancer (to Martin Kippenberger) en særdeles kontrolleret mavedanser, der virtuøst udfører sit dansenummer, mens hun vedvarende smiler forførende til kameraet. Kun momentant brydes illusionens tætte segl, når hun forsvinder ud af billedfeltet eller en fra filmholdet kommer til at træde ind i det. Videobilledet er ligesom tv-billedet et kukkasseteater, en indrammet illusion om virkelighed.
Andre af de deltagende kunstnere beskæftiger sig mere med de moderne mediers sandhedsværdi. Matthias Wähner har med sine Warshots dokumenteret Internettets rolle som henholdsvis propagandaredskab og informationskilde i forbindelse med Kosovo-krigen i 1999.
I skærmbilleder fra forskellige hjemmesider møder vi alt fra Nato's officielle hjemmeside til mere obskur propaganda. Radikalt forskelligartede udlægninger af virkeligheden fremfører sig her med den samme enøjede autoritet. Sandheden er tilsyneladende definitivt eksileret fra Internettet, men alle hjemmesider svøber sig ikke desto mindre i dens gevandter.

Identitetsløs
Dunja Evers arbejder mere generelt med fotografiets funktion som identitetsbillede. Hun har lavet en række meget fascinerende farvefotografier, der ved første øjekast forekommer helt monokrome, men som viser sig at rumme de udviskede træk fra forskellige ansigter. Portrætterne er identitetsløse, de henviser ikke længere til specifikke individer, men snarere til et generaliseret, stiliseret maskeansigt.
Både Zoltán Jókay og Boris Mikhailov tematiserer relationen mellem fotograf og model. Jókays portrætter af især unge mennesker lægger sig et sted mellem poserede portrætter og snapshots. Det er situationsbilleder, men de er begivenhedsløse. De portrætterede er tydeligvis involverede i projektet, de kigger ind i kameraet, er sig bevidst om, at de bliver fotograferede. De poserer imidlertid ikke af den grund, men optræder snarere indifferent, udtryksløst.
Mikhailovs billeder fra hans hjemby Charkow i Ukraine skildrer fuldstændig usentimentalt og uden fordringer på 'objektivitet' usle, hjemløse mennesker, der vælter sig i alkoholopløst elendighed og armod.
Mikhailov har betalt modellerne for deres medvirken, og mange af dem har han fået til at blotte underlivet for kameraet. De groteske 'blotlæggelser' virker som en parodi på det traditionelle reportagefotografis prætentioner om trænge ind i sandheden om tingene. På udstillingen vises kun tre af Mikhailovs billeder, men den meget omfattende serie Case History, som de er hentet fra, blev i sin helhed publiceret i bogform sidste år.
Udstillingen "Jeg og de andre" skærer ind til benet i forhold til nogle af samtidens store temaer i kunsten, bl.a. spørgsmålet om sammenhængen mellem kunst og virkelighed. Dette spørgsmål implicerer videre spørgsmålet om virkelighedens status i en kultur, der er underlagt massemediernes logik, hvilket som sagt netop er emnet for mange af de deltagende kunstnere.
Den medieskabte virkelighed er ikke blot og bart fatamorgana, men en realitet med lige så store konsekvenser som den 'virkelige' virkelighed. Som kunstnerne her demonstrerer, så influerer medievirkeligheden også i høj grad på selvforståelsen, fordi vi spejler os i vores omgivelser - også hvis den mere end noget andet udgøres af massemediernes billeder.
Overvægten af tyske kunstnere har sin naturlige forklaring i, at udstillingen ankommer færdigpakket fra Fotomuseum Münchner Stadtmuseum, der netop har vist den. Den tyske overrepræsentation er ikke nogen svaghed ved udstillingen, men introducerer tværtimod nye navne på den danske scene. Mig bekendt er Wähner den eneste af de tyske kunstnere, der tidligere har været vist i Danmark. Der er således lejlighed til at se et tidstypisk tema belyst af 'nye' kunstnere, plus et par store, internationale navne som Dijkstra og Mikhailov. I den balanceakt er det afgjort kunstnerne mere end temaet, der gør udstillingen seværdig, men seværdig er den absolut.

*Jeg og de andre. Nikolaj Udstillingsbygning. Nikolaj Plads. Alle dage kl. 12-17. Til
6. aug.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her