Læsetid: 2 min.

Det er størrelsen det kommer an på

29. juni 2000

København har fået tre nye monumenter. Men enten vælter de alt omkring sig, eller også syner de af intet

Kunst
Monumenter og udsmykninger er et offentligt og derfor uhyre vigtigt anliggende. Med eller imod vores vilje tvinges vi til at se kunst, når vi færdes i byen. Derfor må vi forlange, at værkerne tilfører noget til stedet, at de giver en poetisk indfaldsvinkel, hensætter os i en drømmetilstand eller gør os bevidste om byens puls.
Men det er desværre ikke gået så godt i den henseende på det sidste. I hvert fald ikke i København. Det seneste nummer af bladet Hovedstaden bringer således en særdeles kritisk artikel om et af Københavns nye monumenter. Den er skrevet af Morten Skriver og Rikke Diemer, og det drejer sig om Mogens Møllers nye monument til Bibliotekshaven ved Det kgl. Bibliotek. Under overskriften "Pælen i hjertet" skriver de bl.a.: "der er (...) tale om groft hærværk, en art legaliseret, fondsbetalt tredimensional graffiti (...) Malplaceret og utilstedelig dominerende i haven og i bassinet (... ) Den forøger ikke rummets betydning, men tager tværtimod betydning fra det."
Og man må give de to skribenter ret. For det første manglede der intet i den smukke, blomsterprydede have, som emmede af ro og gav næring til tankevirksomhed og drømmerier, og for det andet er den store skulptur i al sin magt og vælde så overrumplende, at den vælter sine omgivelser, ja, den er en voldsakt imod dem. Intet mindre.

Truer forbipasserende
Mogens Møller er ellers ophavsmand til flere vellykkede monumenter. Den forgyldte krukke til Gudenåen i Randers og den kosmiske udsmykning af Axeltorv, f.eks. Her er skalaforholdene, tematikken og formen lydhør over for omgivelserne. Det er intelligent udsmykningskunst.
Men denne erfaring synes ganske og aldeles tabt, hvad angår den hårde, missil-lignende skulptur, der står og truer de forbipasserende eller læsende i Bibliotekshaven i al sin outdatede postmodernistiske magt og vælde som et monument over menneskehedens destruktive tankevirksomhed.
Ved Gl. Strand står den allerede meget udskældte skulptur, Slægt løfter slægt, skabt af Svend Wiig Hansen som et af hans allersidste værker. Den er ikke udskældt på grund af sin form, endsige sit budskab, men alene på grund af sin størrelse. Heller ikke på denne plads manglede der noget som helst. Her var i forvejen kanalen med det sitrende vand, træerne, Thorvaldsens Museum lige overfor og den gamle fiskerkone. Øjet blev konstant diverteret med liv og smukke former. Men lige foran den dejlige café Diamanten står nu altså denne uhensigtsmæssigt store og klodsede figurkomposition i bronze.
Det tredje eksempel er Elisabeth Toubros skulptur Byfraktal til Søren Kierkegaards Plads, der blev afsløret for et par uger siden.
Men her er problemet modsat. Denne skulptur er for lille. Den står og klemmer sig sammen som et stykke sammenkrøllet folie henne i hjørnet af den enorme plads.
Den skulle have været dobbelt så stor for at danne modvægt til den store, sorte monolit, Den sorte Diamant, i den anden ende. Hvorfor tager kunstnerne ikke omgivelserne alvorligt?
I forvejen bygges der elendigt, grimt, klodset og åndløst. Man havde da forventet, at kunstnerstanden vidste bedre!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her