Læsetid: 4 min.

Den store vacuumdag

14. juni 2000

Stilhed mellem to storme. Kun et halvt landshold dukkede op til træningen i går

Euro 2000
NIEWENHAGEN - Rygtet spredte sig som en løbeild gennem pressens bus, der var på vej til landsholdets træning i Landgraaf: Et hold danske superligatrænere på DBU-kursus var på studietur i den danske træningslejr, og de ville møde op til træningen samme morgen.
"Det er en gave fra himlen!" råbte en stemme nede bagi med en røst som Charlton Heston i De ti bud.
Dagen i går var nemlig en af disse mærkelige vacuum-træningsdage midt mellem to storme - kampen mod Frankrig forleden og den uhyggelige match mod Holland i Rotterdam på søndag.
Og Gudskelov for superligatrænernes tilstedeværelse. Da landsholdets egen flotte bus kørte ind gennem anlægsporten, som den plejede, var den kun fyldt halvt op. Her var ingen Peter Schmeichel, ingen Jan Heintze, ingen René Henriksen, ingen Martin Jørgensen osv.
Alle der havde spillet mere end en halvleg mod Frankrig eller døjede med småskavanker, der kunne trænge til blid medfart, havde fået passérseddel til at blive hjemme og sysle med, hvad de måtte have af fritidsinteresser. Med landsholdsdoktor Mogens Kreutzfeldts ord var der individuel træning. "Nogle går i svømmepølen, andre holder fri", sagde doktoren, og forklarede, at Martin Jørgensens fravær skyldtes, at han "var godt snottet her til morgen, så han blev hjemme".

Alvor afløser spas
I modsætning til mandag, hvor spillerne vel nærmest var muntre (hvad kunne de også andet efter et 3-0-nederlag), var der en mere seriøs stemning i går. På furerne over Bo Johanssons øjenbryn sporedes en smule irritation over en dagbladsjournalists ellers venlige, men vedvarende spørgsmål til kriterierne for udvælgelsen af midtbanespillere. Mulighederne, Stig Tøfting, Brian Steen Nielsen, Thomas Gravesen og Allan Nielsen, var nemlig ifølge den diplomatiske og optimistiske Johansen alle "lige gode".
Og da jeg nærmede mig klyngen om Thomas Gravesen, var den sædvanligvis charmerende, talentfulde unge spiller netop blevet tirret af et spørgsmål om hierarkiet på landsholdet. Han havde startet med at fortælle, at der var to hierarkier, det aldersmæssige og det spillemæssige, og at de ældre bestemte nogle bestemte ting. Det svar ville journalisten gerne have uddybet.
"De pisker os på lange rækker," svarede Gravesen først sarkastisk, men slog så over i et mere alvorligt tonefald og rablede følgende svada af sig i en tone, der ikke var til at tage fejl af:
"Hvad mener du egentlig med det spørgsmål? Jeg aner slet ikke, hvad du mener. Kan du ikke give mig et clue? Det er ikke nogen slaveanstalt!"
Der kom ikke flere spørgsmål til Thomas Gravesen vedrørende landsholdshierarkiet.
Måske er der ikke noget at sige til, at der er nerver på. Som regel er han en spasmager. Da han og et par andre reserver stod og jonglerede med en bold i halvlegspausen i søndags, klovnede han og lavede ansigter, fuldstændig upåvirket af, at der var 30.000 tilskuere udenom.

Måske et lorte-EM
Qua sin skade var Brian Steen Nielsen et endnu større trækplaster.
Han fortalte, at han før EM havde haft det i tankerne som det store salgsmæssige udstillingsvindue, og nu kom han måske slet ikke til at spille.
"Jeg tager det helt stille og roligt," sagde han spagt. "Det kan gå hen og blive et rigtigt lorte-EM... fra at være fast mand og så pludselig til ikke at spille nogle kampe."
Mens holdet løb rundt og trænede skud på mål fra distancen (det så i øvrigt ikke godt ud), var der så heldigvis kursuseleverne fra DBU at tage fat i. Nogle blev interviewet til tv om EM-kampene, andre blev tophistorier i Jylland.

De bløde værdier
Var det ikke for Superligatrænerne, var der ikke meget at tage fat på i den danske lejr i går. Bliver Helveg klar? Gør Høgh? Der var déjà-vu i luften. Folk havde både spurgt om og svaret på de samme ting før.
I stedet skriver man lidt om byen Landgraaf, der har 42.000 indbyggere, hvoraf et par hundrede repræsentanter møder pligtskyldigt frem til den danske træning hver dag.
Man falder måske i snak med en gammel mand, der fortæller, at han selv spillede en landskamp for den hollandske hær mod Englands i 1953, og at området er et gammelt kulmine-distrikt og
han en gammel kulminearbejder.
Eller man møder Palle, Landgraafs eneste indbygger med dansk statsborgerskab, og hans fem måneder gamle hund, Bentley, der kommer til at deltage i tv's obligatoriske indslag med en hund, der bider hætten af speakerens mikrofon. Siden opfindelsen af fjernsynet har denne rutine gjort tusinder af hunde berømte verden over. Og man bliver aldrig træt af at se den.
P.S. Gårsdagens EM-artikel om kampen mellem Danmark og Frankrig var behæftet med en serie graverende fejl: Frankrigs to reservestjerner, den 191 centimeter høje og 82 kilo tunge Patrick Vieira og den 174 centimeter høje og 76 kilo tunge Sylvain Wiltord spiller ikke i henholdsvis italienske AC Milan og spanske Deportivo, men i engelske Arsenal og franske Girondins de Bordeaux. De førstnævnte klubber er nogle af spillernes tidligere klubber. Jeg beklager.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her