Læsetid: 5 min.

Strejf fra en verden i opbrud

3. juni 2000

For 11. gang samles de ni lande rundt om Østersøen til filmfest i Gudhjem på Bornholm.

Baltikum
"Intet har ændret sig de sidste ti år. Pensionen er ikke steget, og vi må stadig gå i skoven og plukke bær for at overleve."
Sådan opsummerer et ældre lettisk ægtepar deres situation, mens de sidder og snitter peberrod i dokumentaristen Ivars Seleckis' halvanden time lange New Times at Crossroad Street, et gensyn med livet på en forstadsvej i Riga, som Seleckis første gang lavede film om i 1989.
Ægteparret virker ikke, som om de er utilfredse med livet efter Sovjetunionens kollaps. På den anden side er der heller ikke noget at juble over. Det kan godt være, at den nationale selvstændighed er genvundet, og det politiske klima har ændret sig. Men for mange menige borgere ligner hverdagen til forveksling sig selv her 11 år efter Murens fald.
Selvfølgelig er der sket forandringer. Det lægges der ikke skjul på i Seleckis' film. Lidt længere nede ad Crossroad Street har en sigøjner bygget et palads med sikkerhedsvagter omkring, i ny og næ ruller en blank Mercedes hen ad den hullede vej, og folk er begyndt at sætte hegn om deres haver. Og så er demokratiet kommet til byen. Omend beboerne synes at have svært ved at tage det som andet end underholdning, når de socialdemokratiske kandidater stiller sig op på et medbragt podium og lover guld og grønne skove. Velkommen til Vesten!
Men rundt om disse tegn på nye tider eksisterer stadig vaner, holdninger og livsformer, der har rødder i et halvt århundredes Sovjetkultur. Selv om den storpolitiske kolbøtte i 1989 oplevedes, som skete den ved et finger-knips, er det ved at blive klart, at de menneskelige og samfundsmæssige forandringer vil strække sig over genera-tioner.

Det der forsvinder
Og netop fortidens tilstedeværelse i den nye verdensorden er temaet for mange af filmene på årets Balticum Film & TV Festival. En række film konstaterer, at hverdagen for mange mennesker ikke har ændret sig, mens andre finder tiden inde til at dokumentere det, der er ved at forsvinde.
Og så er der en enkelt film, som viser, hvordan nostalgien efter kommunisttiden ligefrem kan være vejen til mental og identitetsmæssig overlevelse.
Her tænkes på et af festivalens stærke kort, Pepe Danquarts biograffilm Home Game om den tidligere østtyske ishockeyklub Dynamo, i dag forvandlet til det europæiske superhold Eisbären. Da den østtyske stat omkring 1970 måtte skære ned på sportsbudgettet, gik det bl.a. ud over ishockey.
Og op gennem 70'erne og 80'erne udviklede det sig til en grotesk situation, hvor landet kun havde to stærke klubber, som i den ene turnering efter den anden kæmpede mod hinanden. Mestrene var og blev Dynamo.

Nyt samlingspunkt
Med Murens fald kom der ny dynamik i tysk ishockey, og efter at have skiftet navn til Eisbären (ingen sponsorer ville røre et 'Stasihold' med en ildtang) blev de gamle fa-voritter fra øst stortyske mestre. Samtidig blev de nye Eisbären et samlingspunkt for østtyske fans, der i mange andre henseender ikke oplevede genforeningen som en dans på roser.
Danquarts film følger Eisbärens tilhængere og tegner gennem dem et portræt af et Tyskland, hvor muren mellem ossier og wessier stadig er særdeles mærkbar, og hvor enhver sejr på isen for østtyskerne opleves som en bekræftelse af en identitet og en kultur, som er ved at blive udslettet, uden at noget andet umiddelbart sættes i stedet.
Bagsiden af den tyske genforening, set fra et østtysk synspunkt, fremstilles med al ønskelig tydelighed i en anden tysk film, nemlig Thomas Heises Neustadt, en efterfølger til filmen Jammed om nynazister i bydelen Halle-Neustadt, som blev vist på Balticum festivalen i 1993.
Hovedpersonerne er nu blevet lidt ældre, mange af dem deltager ikke længere direkte i ballade og slagsmål, men stemningen er stadig lige pessimistisk.
Især arbejdsløsheden får skylden for byens massive sociale problemer, og selv om flere af de medvirkende giver udtryk for, at de ikke helt har opgivet håbet, gennem-strømmes filmen af en atmosfære af depression, misbrugsproblemer og vold.
Omtrent lige så forstemmende - men også uafrystelig - er Audrius Juzenas' Front Line om de børn og unge, der tabes af systemet i Litauen. Dokumentarister som Herz Frank og Juris Podnieks har tidligere lavet barske film om ungdomsfængsler og outsidere i de baltiske lande, men ingen af dem har formidlet en afstumpethed og fortabthed som den, der kan læses ud af Juzenas' film.

Skrammet og kronraget
Front Line konfronterer ligesom tidligere film om emnet beskueren med skrammede og kronragede hoveder i et ungdomsfængsel, men den gør ekstra ondt, fordi den viser, at forholdene under demokratiet nærmest er blevet værre end i kommunisttiden. Med komplet mangel på blufærdighed går filmen tæt på vold, stofmisbrug, kriminalitet, prostitution og de unges indbyrdes afstraffelse, der eksempelvis kan bestå i at tvinge ofrets hoved ned i en fyldt toiletkumme.
Mange scener er tydeligvis iscenesat til ære for kameraet, og man kan indvende, at filmen svælger lige lovlig meget i snavset.
Men det ændrer ikke ved, at dens budskab - at denne form for fængselsstraf ikke har nogen som helst reformerende effekt - slås fast med syvtommersøm.
Mindre dystert ser det ud i en række film, der har det tilfælles, at de interesserer sig for mennesker, som enten er bærere af en uddøende kultur eller har meldt sig helt ud af samfundet. Denne type film har man kunnet se i alle årene på Bornholm, outsiderportrætter og sympatiske stemningsbilleder af nedarvede livsmønstre uden for storbyerne. Og i år synes vægten især at ligge på at fastholde den ældre generation, som inden så forfærdelig længe vil tage en væsentlig del af østlandenes kulturarv med sig i graven.
Fyrtårnet i denne kategori er polakken Pawel Lozinskis The Way It Is. Lozinski er en af gengangerne på Balticum festivalen, og også i sit nye værk demonstrerer han hvor få ingredienser, der skal til for at lave stor filmkunst. The Way It Is er optaget på video i den etageejendom, hvor instruktøren bor.
Gennem et år har han fulgt to naboer, et par ældre mænd, der hver på deres måde forsøger at overleve tabet af det liv, de havde engang.
Instruktøren investerer tålmodighed, nysgerrighed og et blik for de måder, hvorpå mennesker selv i de vanskeligste situationer forsøger at opretholde deres værdighed. Resten leveres af de to hovedpersoner - eller af selve livet, kunne man sige.
Det er film som Pawel Lozinskis, der fra starten har berettiget Balticum festivalens eksistens. I de senere år har arrangørerne dog udvidet feltet med et program af europæiske filmskolefilm samt en æreskunstner - i år Erik Clausen - der viser spillefilm i Rønne.
Hertil kommer, at den nye festivaldirektør Kim Caspersen i år åbner en dør mod Sydøsteuropa med et program af dokumentarfilm fra Balkanregionen.
Et initiativ, der er tænkt som et eksperiment i forhold til eventuelt at udvide Balticum festivalens mål og spændvidde i fremtiden.

*Balticum Film & TV Festival, Gudhjem, Bornholm, 3. til 9. juni. Information: 70 23 00 24

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her