Læsetid: 2 min.

Som en stuegang

9. juni 2000

Landsholdets mange skader kan ikke reduceres med god, gammeldags kanylekraft

Euro 2000
BRUNSSUM - Da landsholdets bus dukkede op til gårsdagens træning, kom kun syv spillere ud.
Træner Bo Johansson havde varslet 'frivillig' træning, og det havde amputeret holdet en smule. 15 spillere var blevet hjemme på Hotel Golf Résidentie cirka seks kilometer væk. Det var en sløv dag.
Samtlige tilstedeværende var reservespillere - bortset fra Martin Jørgensen, der stadig havde problemer med sin lyske. Information vurderer, at han ikke bliver klar til søndagskampen mod Frankrig i Brügge.
Selv sagde han, før han begav sig ud på en lang løbetur rundt og rundt om banen, at der var en fifty-fifty chance, hvis han skulle være optimistisk.

Medicinen må give op
Mens den utilpassede Thomas Gravesen fortalte nogle interesserede journalister, at han ikke havde nogen favoritplads på banen ("bare jeg ikke skal stå på mål, er jeg parat til hvad som helst"), udbredte landsholdets læge, doktor Mogens Kreutzfeldt, sig et par meter væk om de ankelskader, som særligt Jes Høgh og Brian Steen Nielsen havde pådraget sig.
Formiddagspressen havde spurgt til de mere kuriøse og usunde behandlingsmetoder, og Kreutzfeldt havde opregnet forskellige typer 'blokader' - som dog ikke kunne bruges.
"Ingen af de skader, vi har, kan behandles med injektioner af nogen art," vurderede doktoren.
Hans afværgende svar får formentlig den konsekvens, at avislæsere hjemme i
Danmark ikke vil støde på overskrifter som 'Junkie-landsholdet' eller 'Kanylehelvede i den danske EM-lejr.

De forkerte helte
Som abonnenter og hyppige løssalgskøbere måske vil erindre sig, berørte jeg følgende problemstilling i går: Skuffelsen i deres øjne er ubærlig; når pressens charterbus - af sportshistoriske årsager kaldet 'Humørbussen' - drejer ind på fodboldanlægget i Landgraaf, tror de mange fremmødte lokale, at vi er landsholdet på vej til træning.
Folk stirrer forventningsfuldt på os gennem de tonede ruder, indtil de har set nok håndfaste beviser på, at vi ikke er fodboldhelte, men bare almindelige danskere: Den fremskredne alder; overvægten; den slappe muskulatur; tøjsmagen; det tynde hår; de høje tindinger.
"Det er ikke landsholdet, men bare..."
Inde i bussen kan vi ikke høre deres skuffede stemmer, men efterhånden kan vi mundaflæse lige den sætning på hollandsk. Jammer, het zijn geen Deense voetbalspelers, maar slechts...
Humørbussen indfinder sig dagligt til denne træning under EM, så stemningen af nederlag i sportspressens rækker vil være konstant i de næste par uger - selv om vi vinder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her