Læsetid: 5 min.

Supermaterialisten

2. juni 2000

Christian Bale er en frygtindgydende Patrick Bateman i Mary Harrons filmatisering af 'American Psycho' - et stærkt symbol på 80'ernes kyniske overfladekultur

Ny film
Var man selv en del af det boomende yuppie-børs-miljø i 80'ernes New York, må det have været lidt af et chok at læse American Psycho, da den udkom i 1991.
Ikke på grund af den explicitte sex og vold, der skaffede forfatteren Bret Easton Ellis kritikere og puritanere på halsen, men på grund af bogens kompromisløst minutiøse og monstrøse dissekering af en ligegyldig generation og et goldt miljø bygget på penge, statussymboler og udvendighed. For selv om Ellis' bog blev punket for sin meget udpenslede skildring af hovedpersonen Patrick Batemans blodige og seksuelle udskejelser, blev den samtidig samtidig hyldet som et vægtigt tidsseismografisk værk.
Takket være kontroverserne solgte bogen godt, og Hollywood, der altid forstår et
diskret vink, har siden, trods uvejr undervejs, forsøgt at få realiseret en filmversion. Nu ankommer filmen så til de danske biografer, og selv om film ikke har samme rystende indvirkning på sit - må man formode - forberedte publikum, som bogen havde på sine læsere, så er Christian Bale i Marry Harrons instruktion frygtindgydende som socio-paten Patrick Bateman.

Sociopaten
Bateman er en af mange, unge (27 år) og velhavende vicedirektører i Wall Street-firmaet Pierce & Pierce. Han gør det i 'mergers and aquisitions' - 'murders and executions', kalder han det selv, en lille kobling mellem Batemans arbejde og hans natur - og har eget kontor med en fiks lille sekretær, der selvfølgelig er forelsket i ham.
Hans hverdag består af minimalt arbejde og minituøs forarbejdning og polering af det perfekte ydre, han bruger timer på at vedligeholde med fugtighedscremer, hårbalsam, alkoholfattig aftershave, situps og sjipning.
Hans hundedyre lejlighed ligger i det mondæne American Gardens på Manhattan. Han har et American Express Platinumcard og garderoben fyldt med de dyreste og mest elegante jakkesæt, skjorter og sko. Han kæmper en stadig kamp med venner og kolleger om at få reservationer til de bedste og mest populære restauranter, og han får tårer i øjnene og panikanfald, når nogen kan fremvise et smukkere visitkort end han.
Og fritiden, ja, den bruger han på at dyrke voldsom sex med kæresten, elskerinden eller de modeller og prostituerede, han ynder at være sammen med, før han slår dem ihjel på brutal og blodig vis.
Patrick Bateman er den ekstreme inkarnation af det supermaterialistiske 80'er-menneske: Når man skræller den velplejede overflade af, er der kun dyret og de basale drifter tilbage.

Vejen til lærredet
David Cronenberg og Oliver Stone er to af de instruktører, der har været interesseret i at filmatisere American Psycho. Men ingen af dem holdt ved - Cronenberg formodentlig, fordi han allerede har lavet sin version af historien med Crash og Dead Ringers. Stone fordi han ikke kunne få Leonardo DiCaprio til at skrive under på kontrakten - og måske fordi han for 15 år siden lavede sin egen, noget mere prosaiske skildring af guldfebertiden i 80'erne med Wall Street.
Så projektet røg tilbage til Mary Harron, der var på før Stone, og hendes første valg til hovedrollen, den unge, engelske skuespiller Christian Bale.

Afdæmpet og sober
Harron har valgt en mere afdæmpet og sober tilgang, end Stone og Cronenberg (formodentlig) ville have valgt. Sex og vold er til stede, men kun i små doser og hovedsageligt som antydninger eller uden for kameraet.
I stedet bruger Harron, som Ellis i bogen, megen tid på visuelt og verbalt dygtigt at etablere det sterile, stiliserede og følelseskolde miljø, Bateman og hans ligesindede færdes i.
Hvor maden er kunstfærdigt udført og smuk at se på, men ikke interessant at spise. Hvor kvinder i mænds øjne er og bør være kønt vedhæng uden egentlig personlighed. Og hvor jagten på dén jakke og dét par sokker, som kan give én forspringet i forhold til omgangskredsen, er resulteret i en uniformering, hvor elegant den så end måtte være, som gør Bateman identitetsløs.
Det er heri, at bog og film bliver virkelig skræmmende. Ingen er noget på grund af de mennesker, de er - snarere på trods af, og kun fordi de har penge til at købe sig til en slags synlighed i form af pænt tøj og en velbeliggende lejlighed.
Batemans fremmedgjorthed og ansigtsløshed illustreres flot i de scener, hvor kolleger forveksler ham med en anden. Og når han udbreder sig om forskellige restauranter og rockgrupper, Genesis og Huey Lewis and the News, som havde han memoreret en anmeldelse fra et hipt new yorker-magasin. Popkultur som sindbillede på hulhed og falskhed.
Det er også i disse scener, at Ellis' underspillede, sorte humor accentueres og umiddelbart gør filmen mere spiselig end bogen.
Christian Bale, der sekunderes excellent af en række unge, amerikanske skuespillere, bl.a. Jared Leto og Chloë Sevigny, er den fødte Bateman, og han fylder godt på lærredet. På overfladen kan han være charmerende, men der er ikke langt ned til kynismen og morderen - eller til den usikre, desperate mand, der bare gerne vil passe ind. Hans muskuløse krop og udtryksløse, glatte fysiognomi fortæller om alt det, der er - eller skulle jeg hellere sige ikke er - under overfladen.

Et sygt samfund
Batemans morderiske tilbøjeligheder er et råb om hjælp. Et forsøg på at blive anerkendt for noget, om ikke andet så et dyr. Men han har glemt at tage højde for et ligegyldigt og egocentreret samfund, der ikke ser længere end sin egen navle.
Mod slutningen af filmen - som jeg drister mig til at antage, de fleste kender - begynder Batemans ellers så tjekkede verden at bryde sammen. Han frygter, at han er ved at blive opdaget og erkender i en feberrus sine synder på sin advokats telefonsvarer. Men advokaten er overbevist om, at det hele er en spøg og genkender end ikke Bateman, da de mødes. Og efterfølgende opdager Bateman, at alle sporene efter hans forfærdelige forbrydelser er blevet slettet.
Pointen er selvfølgelig, at samfundet og miljøet lukker øjnene og stiltiende accepterer Batemans ret til at leve. At tage afstand fra ham og erkende hans sindssygdom ville være det samme som at erkende, at samfundet er sygt, fordi det har frembragt og ikke forstår eller formår at tage hånd om et uhyre af Batemans kaliber. Som portræt af en tid, hvor material velstand og det at se ud af noget betød alt, er Harrons film meget vellykket. Man kan dog diskutere, om ikke filmen i forhold til bogen kommer en postgang for sent - på trods af de almengyldige, samfundsmæssige betragtninger - lige oven på et årti, 90'erne, hvor de mere spiri-tuelle og humanistiske værdier blev sat i højsædet.
De fleste kan dog huske bogen og er sikkert nysgerrige efter at se, hvorledes Mary Harron har løst problemet med de explicitte scener - og det skal nok give filmen et publikum.

*American Psycho. Instruk-tion og manuskript: Mary Harron Amerikansk (Dagmar, København)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her