Læsetid: 2 min.

Thorsen kan gå fri

14. juni 2000

Byggematador Kurt Thorsen kan meget vel slippe fra PFA-sagen uden straf, vurderer eksperter

Der er ingen grund til at blive overrasket, hvis Kurt Thorsen slipper fra PFA-sagen uden straf. Sådan lyder vurderingen fra to af landets førende strafferetseksperter, umiddelbart før der i dag falder dom i sagen om svindel med PFA-garantier for 3,7 milliarder kroner.
Både lektor Lars Bo Langsted fra Handelshøjskolen i Aarhus og lektor Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet vurderer, at anklageren Merete Vestergaard kan få svært ved at få sit ønske opfyldt om mindst seks års fængsel til Kurt Thorsen for dokumentfalsk.
"Jeg vil ikke blive overrasket, hvis Thorsen bliver frifundet. Vi mangler det konkrete bevis, som kan spille sammen med rækken af indicier. Vi mangler nogen, der har set ham skifte blækket ud i fyldepennen, eller har set ham sige til Rasmus Trads, at nu skriver de to under," siger Lars Bo Langsted. Samtidig har Thorsen i retssagen kunnet give gode forklaringer på de fleste af sine handlinger, påpeger Jørn Vestergaard.
"Der er mange ting, der belaster ham, men der kan næsten gives gode forklareinger på det meste."

Svært at tro på uskyld
Omvendt har begge svært ved at tro, at Thorsens samvittighed er ganske ren.
"Det taler imod Thorsen, at der er en række indicier, som tyder på, at det han har forklaret ikke hænger lige godt sammen. Der er nogle ting, der er så anstrengte, at man kan sige, at han burde have indset, at der var noget galt," siger Lars Bo Langsted.
Men det ikke nok for byretsdommer Peter Lind Larsen og hans to domsmænd, understreger Langsted. De skal være helt sikre.
"Det springende punkt er, at der ikke er nogen uagtsomhedsbestemmelse om falskneri. Hvis det var tilfældet ville det være tilstrækkeligt at sige, at Thorsen burde have indset, at der var noget galt."
Er retten til gengæld sikker, er der ingen tvivl hos de to eksperter: "Hvis Thorsen bliver fundet skyldig, bliver der ikke givet rabat, fordi der var usikkerhed om, hvorvidt han var skyldig. Det er enten eller," siger Jørn Vestergaard.
Lars Bo Langsted vurderer, at Kurt Thorsen kan risikere en fængselsdom på fire år, mens Trads kan få tre år. Strafferammen er otte år.
Dommen ventes under alle omstændigheder at blive anket til landsretten.

Side 3:
O. J. Simpson på dansk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her