Læsetid: 3 min.

Den totale ydmygelse

23. juni 2000

- Eller 'Sidste pressemøde med Bosse.' Eller 'Hvad skulle han også sige'. Eller 'De danske lunger'. Eller 'Den sataniske latter'

Euro2000
LIÈGE - Jeg sad på sjette række og vægrede mig stærkt ved at nedfælde Bo Johanssons udtalelser på blokken. Igen var det egentlig bare noget velmenende sniksnak, som den afgående danske landstræner fyrede af, da han umiddelbart efter fodboldkampen onsdag aften vis-a-vis den internationale presse skulle forklare endnu et græsseligt EM-nederlag - dennegang 2-0 til Tjekkiet. Og det tredje på stribe.
Bo Johansson havde utvivlsomt en klar idé om, hvad der gik skævt, men tro mod sine sympatiske humanistiske principper ville han ikke sige noget, der kunne gøre ondt på nogen.
"I have a very positive feeling about the way we played the game," sagde han blot med sin meget stærke syngende svensk accent. "...and I'm very proud of the players," tilføjede han.
Men havde han så oplevet noget ved denne slutrundes fodboldspil, der var nyt eller anderledes? forsøgte en journalist (Johansson er en stor tilhænger af det seværdige, offensive fodboldspil, der hidtil har kendetegnet Euro 2000). Til det lød svaret:
"Noo... futbåll is an old game." Der var intet nyt her. Ellers også orkede han helt forståeligt ikke længere.

Luft til en time
Hvad skulle han også sige?
Endelig havde der været et hold, som Danmark helt afgjort kunne slå.
Thomas Helveg havde været tilbage som højre back i startopstillingen efter sin balleforstrækningspause, så reserven Søren Colding, der var blevet revset for sine åbenlyse tekniske og offensive mangler, kunne komme tilbage på bænken. Bjarne Goldbæk havde for første gang under EM været med på kanten til fordel for Morten Bisgaard og måtte virkelig føle, at han havde noget at revanchere efter to kampes bænkevarmeri.
Men nej, lige lidt havde det hjulpet. Efter en time og fire minutter med gåpåmod, gode skudforsøg og generel overvægt i spillet var landsholdet løbet tør for batterier, og den tjekkiske Liverpool-angriber Vladimir Smicer lavede to udmærkede mål i løbet af tre minutter.
Og så gik de helt i stå, spillerne. Peter Schmeichel, der havde råbt og skreget og rystet på hovedet af sit forsvar og af alle, der satte et ben forkert, blev helt apatisk og opgivende, som om han var blevet udsat for granatchok. Jon Dahl Tomasson, der havde brændt en målchance og forsøgt sig med et saksespark, undergik i den sidste halve time en gennemgribende anonymisering - som var han en omvendt 'Ugens nye type' i Femina.

Fire gode år
Ja, hvad skulle Johansson sige til det? Skulle han gentage det med den manglende bredde på landsholdet, at der var for få danske talenter, og at spillerne var for dårlige?
At de danske spillere på mystisk vis har klaret sig godt nok i de første halvlege mod Frankrig og Holland, og derefter er gået bag af dansen efter pauserne, kunne måske forklares således: Danskerne har simpelthen spillet over evne, altså 110 procent, i 45 minutter, mens modstanderne i kraft af deres talentophobning har kørt stille og roligt på 95 procent. 110 procent kan man ikke klare i en hel kamp, og da modstanderne så scorede, sagde det uigenkaldeligt knæk, for der var ikke mere luft i de danske lunger.
Lidt efter landstrænerens positive udmeldinger fik DBU's altid ulasteligt pomadiserede informationschef Lars Berendt med et karakteristisk emsigt håndpausetegn lånt fra sportens verden stoppet Bo Johanssons interaktion med pressen. De to forsvandt ud i nattemørket mellem det interimistiske pressetelt og stadion, og jeg fulgte efter.
Derude stod den tidligere landsholdsspiller Jan Mølby med den ene hånd i lommen og talte i mobiltelefon. Et eller andet fik Mølby til at bryde ud i en voldsom, skraldende latter, der må have runget satanisk i røret i den anden ende. Han var i godt humør. Som fodboldkommentator på tv 2 har Mølby været en af landsholdets største kritikere. Det var for ringe og havde ikke en chance, havde han sagt. Og fået ret.

Epilog
I bussen på vej til Düsseldorf Lufthavn i går morges talte nogle journalister om det forfærdelige danske EM og landsholdet. De var enige om, at de trods alt ville komme til at savne den karismatiske Bosse og den positive ånd og behagelige atmosfære, han spredte, hvorend han satte sine fødder. De fire år i hans selskab havde været gode, sagde de.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her