Læsetid: 4 min.

Den trofaste ledsager

14. juni 2000

Nye bøger om sorg og tab

Nye bøger
Der er i de senere år kommet en lang række bøger om sorg og krise og sår i sindet. Det er måske tidstypisk, at vi har brug for så mange bøger om disse lidelser, der ikke er sygdomme, men som rammer alle mennesker. Bøgernes store udbredelse med mangfoldige nyoptryk er tegn på, at der er stor brug for disse bøger. Er der så også brug for de to seneste?
For den førstes vedkommende: i høj grad ja. Den er skrevet af Gurli Fyhr og hedder Sorgens rum. Den er for det første anderledes ved at henvende sig til pårørende til sørgende; pårørende, der ikke er trænet i psykologisk og kriseterapeutisk arbejde. Bogen handler altså ikke om sorgterapi i professionelt regi, hvor en egentlig behandling er påkrævet. Den handler om, hvad de nærmeste kan gøre for at forstå og hjælpe et familiemedlem eller en god ven i sorgen.
For det andet adskiller den sig fra de andre toneangivende sorg og krisebøger. Johan Cullberg (Krise og udvikling) taler om fire faser i sorgarbejdet, der efterhånden er blevet så berømte, at de indgår som et fast indslag i elementære lærebøger: chokfasen, reaktionsfasen (det egentlige sorgarbejde), bearbejdningsfasen og nyorienteringen.
Selv om Cullberg selvfølgelig ved, at der er tilbagefald og overlapninger i faseforløbet, giver Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick ("Den nødvendige smerte") alligevel en bedre orientering, når de taler om fire opgaver, der skal løses gennem sorgen: følelsesmæssig erkendelse af tabet (ikke bare intellektuel forståelse), mestring af sorgens mange følelser, tilegnelse af nye færdigheder og nyorientering ("reinvestering af den følelsesmæssige energi").
Både disse to bøger og Gurli Fyhrs lægger afgørende betydning i, at sorgens følelser kommer til udtryk og gennemleves. Man kan kalde dem katarsisteorier, teorier om at sindet skal renses for følelsesmæssig slagger.
Gurli Fyhr søger at undgå fremmedord og faggloser, så hun bygger sine forklaringer og råd på to kernebegreber: psyken og drømmen. Psyken betyder sindet eller sjælen, om man vil, men taler altså ikke om noget selv eller ego. Det giver en god, almen tale. Og med 'drømmen' mener hun alle de urealistiske tanker om at genvinde det for evigt tabte.

Sorgprocessen
Som de to andre bøger opererer Fyhrs også med fire faser eller opgaver. Hun taler om:
1) Stræben efter at genfinde det mistede (vrede, irritation, gråd, råb om hjælp og afvisning).
2) Virkeligheden fortrænger drømmen (fortvivlelse og skuffelse, "sorgarbejdets mest effektivt arbejdende følelse").
3) Drømmen knuses - tilværelsen går i opløsning. Fremtiden synes nedbrudt, depression.
4) En ny drøm vokser frem - tilværelsen bygges op igen. (Cullbergs 'nyorientering').
Fyhr skelner mellem sorg og krise ved som Cullberg at sige, at ved krisen er det, som om både fortiden og fremtiden er nedbrudt; at tidligere erfaringer og indlærte rutiner ikke mere er gyldige. I krisens akutte øjeblikke er alting kaos. Sådan behøver en sorg ikke at være. Ved krisen rammes psyken pludseligt og totalt, mens en sund sorgproces veksler mellem aktivt sorgarbejde og dagligdagens gøremål.
Sorgprocessens mål er, at man skal blive følelsesmæssig fri af det, man har mistet. Bogen taler om, hvad pårørende, venner og kolleger kan gøre for at støtte processen, og viser mange fine eksempler på, hvor vigtigt det er, at skabe trygge rammer og at give "sorgen rum".

Sorgen kræver respekt
Lena Sørensen mistede sin far og derefter sin mor. Lenas bog er en beskrivelse af den støtte hun fik i en sorggruppe, hvor bogens to medforfattere, Hanne Essebo Olsen og Bjarne Thannel arbejder efter Davidsen-Nielsen og Leicks metoder.
Den lille bog er netop bygget op om en af disse metoder, brevskrivningen, og har så ind imellem medforfatternes kommentarer, der er velmenende, men lidt udvandede iagttagelser fra Den nødvendige smerte.
Det er ulykkeligt, hvad Lena Sørensen har oplevet, og det har uden tvivl kostet hende megen smerte at skrive indlæg, farvelbreve og digte til faderen. Man føler sig som en væmmelig stud, når man nedvurderer sådan noget. Det er da heller ikke følelserne eller smerten, studen nedvurderer, men knækprosaen og de fade kommentarer.
Sorgarbejdet i gruppen har været en helt nødvendig støtte, men bogen er der ikke mange vitaminer i. Jeg har tænkt over, om den måske har god værdi som eksempel, som en lille let sag, man kunne stikke ud til andre i lignende svære situationer.
Jeg tror det ikke. Sorgen er min, jeg får støtte, hvis nogen støtter mig i min sorg. Jeg kan ikke bruge andres historier til noget, da jeg indadvendt lider i mit snævre sorg-rum.
Lena Sørensen har, da hun igen får øjne for det, støtte fra sin tro på Gud, og i den forbindelse har hun en smuk lille historie, jeg gerne vil viderebringe:
En mand er død og kommer op til Gud. Gud viser ham hans liv, og det undrer manden, at på de gode dage var der aftryk af Vorherres fodspor ved siden af hans egne, men på de tunge dage var der kun et sæt fodspor. Gud siger: "Jeg fulgte dig på dine glade dage. På dine ulykkelige dage bar jeg dig."
Når skæbnen rammer os, er sorgen en trofast ledsager, der kræver respekt, hårdt arbejde og stor omhu. Det er vigtigt at bringe hjælp til den sørgende. Gurli Fyhr giver god hjælp, mens den anden bog næsten kun er til hjælp for forfatterne selv.

*Gurli Fyhr: Sorgens rum. Oversat af Torben Hanson.
217 s., 198 kr. Gyldendal

*Lena Sørensen, Hanne Essebo Olsen og Bjarne Thannel: Lenas bog. En vej gennem sorgen. 76 s., 135 kr. Dens psykologisk Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her