Surt opstød over, at 42.000 cyklister bliver sendt ud for at indvie Øresundsbroen - for derefter at være bandlyst på motorvejsbroen
FORMAT-SOMMERTILLÆG
Det kan godt være, at de 42.000 danske og svenske cyklister nød vinden og vejret og udsigten fra Øresundsbroen, da de fik lov at køre fra Sjælland til Skåne for et par uger siden.
Jeg synes imidlertid, at arrangementet var en hån mod cyklister i bred almindelighed.
Cyklisterne - fra småbørn i anhængere til energiske 70-årige - fik nemlig lov til at køre en strækning, som for fem år siden, blev dømt for farlig for cyklister. Hvilket var hovedargumentet for, at broen blev bygget uden cykelsti.
Faktisk var der ikke ende på argumenterne mod en cykelsti den gang:
"Det er for dyrt, broen bliver for lang, det blæser for meget, og det er for farligt at have en cykelsti ved siden af en motorvej," sagde Arne Melchior til Information i juni 1995. Øresundskonsortiets administrerende direktør sagde det samme: "det er for farligt," og henviste til samtlige tekniske rapporter, som havde ligget til grundlag for aftalen mellem den danske og svenske regering om Øresundsforbindelsen.
Vindfølsomme
På det tidspunkt lå broen endnu på tegnebrættet i to udgaver. Dels en etetages højbro med jernbane i midten og motorvej på begge sider. Dels den to-etagers model, hvor jernbanen er placeret på nederste dæk, som nu er blevet en realitet.
På den sidste model ville det have været forholdsvis let at hægte en cykelsti på - adskilt med en etage fra motorvejen. Det var blot et af de resultater, en gruppe studerende fra Danmarks Tekniske Institut nåede frem til i 1995 efter at have undersøgt holdbarheden af argumenterne mod cykelstien.
Et andet argument lød, at luften i tunnellen ville blive for krads at indånde for cyklister. Men som de studerende påpegede, tager det en cyklist otte minutter at køre igennem tunnellen med 15 kilometer i timen. Nede i Europa findes adskillige tunneller med cykelsti, flere af dem er længere end den under Øresund.
Samtidig gør ventilationssystemet luften i tunnellen langt renere end myldretidsosen ved de københavnske indfaldsveje. Og hele problemet kunne være løst ved at indkapsle cykelstien.
Et tredje argument var, at vinden var for stærk på den høje bro. Men heller ikke det argument holdt vand, viste det sig. I San Fransisco cykler man over Golden Gate Bridge i 70 meters højde med direkte udsigt til Stillethavet, hvorfra det næppe blæser mindre end ved Øresund. De studerende havde undersøgt vindforholdene på flere andre broer af lignende dimensioner og fundet ud af, at campingvogne kommer i vindproblemer før cyklister. At det problem kunne være løst ved at give både campingvogne og cyklister køreforbud i blæsevejr, siger sig selv.
For dyrt
Broen bliver for stejl, lød et fjerde argument om broens stigning, der svarer til en fjerdedel af stigningen på Valby bakke i København. Den klarer frederiksbergske skolebørn dagligt.
Det femte argument var selvfølgelig, at den samlede pris for en cykel- og gangsti på hele forbindelsen på 210 millioner kroner var for dyr. Uanset, at den svarer til en prisforøgelse på hele arrangementet på 1,4 procent. Hvilket forholdsmæssigt svarer til, at man spenderer 3.000 kroner på en skindjakke, men kvier sig ved at skulle slippe 42 kroner på t-shirten under jakken.
FDM - Forenede Danske Motorejere - kom cyklisterne til hjælp og anbefalede, at finansieringen af cykelstien blev fordelt på biler, lastbiler og busser med en prisstigning på knap fire procent. Altså 208 kroner i stedet for 200. Men nej.
Og heller ikke udgravningen af 30'ernes skitser til Øresundsbroen og 50'ernes udkast til en Storebæltsbro, hvor cykelstier indgår som en selvfølge, rokkede beslutningstagernes overbevisning om, at Øresundsbroen ligesom Farø- og Storebæltsbroen skulle betragtes som en del af en motorvejsstrækning.
Uanset argumenter fastholdt Trafikministeriet og Øresundskonsortiet i 1995, at en cykelsti var "for farlig" og Arne Melchior kaldte slet og ret ideen for "noget vrøvl," fordi de færreste gider cykle så langt.
Hvorefter man fem år senere sender 42.000 cyklende mennesker ud på broen.
Er der ikke nogen, der føler trang til at sige undskyld?