Analyse
Læsetid: 5 min.

Valgsvindel pletter Chirac

15. juni 2000

Tusinder af falske vælgere i Paris, da han var borgmester men det er'majestætsfornærmelse' at nævne præsidentens ansvar i parlamentet

Valgsvindel er en alvorlig sag, en forbrydelse mod demokratiet. Når det foregår i selve den franske hovedstad, Byernes By, må det nødvendigvis vække opsigt. Men hvad der gør afsløringen af falske vælgerlister i Paris med tusinder af ikke-eksisterende personer særlig interessant er, at 'systemet' stammer fra den lange årrække (1977-95), da Jacques Chirac - i dag Republikkens Præsident - var byens borgmester og leder af partiet RPR.
Dag efter dag antydes det i kommentarer, at Chirac er den egentlig ansvarlige for den systematiske valgsvindel. Men det er forbudt at sige det i parlamentet. Det grønne nationalforsamlingsmedlem Noël Mamère blev forleden kaldt til orden (en form for straf) af Nationalforsamlingens formand, fordi han havde sagt, at valgsvindelen i Paris "er en af de største skandaler i Republikken (...) men kun den synlige del af et meget større isbjerg, hvilket betyder, at denne valgsvindel blev organiseret på højeste niveau(...) Jeg henleder opmærksomheden på, at Republikkens nuværende præsident var Paris' borgmester, og at Jacques Chirac har dækket alle disse manøvrer, der går tilbage til 1977."

At den grønne parlamentariker blev kaldt til orden i strenge vendinger, har kastet lys over det forhold, at den franske præsident nyder en udstrakt immunitet i forbindelse med de privilegier, som forfatningen tillægger ham - og som mere hører hjemme i et monarki end en republik. Kritik af præsidenten i parlamentet behandles som en form for majestætsfornærmelse, hvilket stemmer dårligt overens med det forhold, at præsidenten er en folkevalgt politiker med en politisk rolle, ikke bare et formelt statsoverhoved.
Episoden har skabt fornyet debat om præsidentpostens monarkiske karakter, netop som man har taget de første skridt til en forfatningsændring, der skal reducere præsidentens mandat fra syv til fem år, og som vil komme til folkeafstemning til oktober.
Der peges på det urimelige i, at præsidentposten behandles som ophøjet, hellig og ukrænkelig - på bekostning af selve ytringsfriheden i parlamentet. Det socialistiske nationalforsamlingsmedlem Arnaud Montebourg betegner det som "censur" og påpeger, at Chirac "behandles, som om han var konge af Marokko eller fyrste af Monaco."
Spørgsmålet om Chiracs immunitet har været genstand for diskussion i årevis i forbindelse med forskellige korruptionsaffærer i det parisiske bystyre. Forud for afsløringen af valgsvindel har man optrevlet omfattende sager om ulovlig finansiering af Chiracs kampagner og hans parti RPR, returkommissioner i forbindelse med byggekontrakter og leverancer til kommunen og til dens sociale boligselskab, fiktive job og ulovlige favører i form af nedsat leje i kommunale boliger etc.
Forfatningsrådet afsagde i januar 1999 kendelse om, at præsidenten "nyder immunitet" og ikke kan retsforfølges "undtagen for højforræderi" (og i så fald ved Rigsretten), så længe han beklæder præsidentposten. I maj 1998 havde justitsminister Elisabeth Guigou givet udtryk for den modsatte opfattelse - at præsidenten kunne stilles for en almindelig domstol - men hun blev desavoueret og kaldt til orden af premierminister Lionel Jospin.
Regeringschefen er Chiracs politiske modstander, men han ønsker at respektere præsidentembedets privilegier. Jospin har heller ikke brug for direkte angreb på præsidenten - han kan forlade sig på medierne.

Censuren i parlamentet med hensyn til præsidentens person forhindrer ikke, at pressen med stigende hyppighed nævner ham som ansvarlig for korruption og valgsvindel i Paris. Således skrev Le Monde i en ledende artikel den 9. juni omtrent det samme, som parlamentarikeren Noël Mamère var blevet frakendt retten til at sige i Nationalforsamlingen. Bladet henviste til, at en undersøgelse foretaget af gendarmeriet på foranledning af anklagemyndigheden havde afsløret et system med falske adresser og valgsvindel i Paris' 2. valgkreds, der havde skabt 3.300 ekstra vælgere til fordel for RPR ved nationalforsamlingsvalget i 1997. Valgsvindel er en alvorlig krænkelse af demokratiet, fastslog bladet og fortsatte:
"At disse tildragelser foregår i byen Paris, og at man blandt deres hovedpersoner finder det nuværende statsoverhoved, er afgjort en skærpende omstændighed. Først og fremmest fordi alt, hvad der angår hovedstaden i et centraliseret land som Frankrig giver enorm genlyd, endog ud over landets grænser. Dernæst fordi Paris' rådhus også var den vigtigste bastion for det største højreparti, en af de dominerende poler i Frankrigs politiske liv. Endelig fordi beboeren af Elysée-palæet, selv om han nyder en faktisk, omend ikke retslig juridisk immunitet, ikke kan unddrage sig virkningerne af sit politiske ansvar. Man forventer derfor af retsvæsenet, at det fører sine undersøgelser til ende, og af Jacques Chirac, at han snarest giver en forklaring."
Bladet skriver også, at afsløringerne "kaster et grelt lys over metoder, som man troede var forbeholdt bananrepublikker fra en anden tidsalder."
Gendarmeriets undersøgelser har afsløret en systematisk rekruttering af falske vælgere, der har lagt navn til fiktive adresser mod betaling i form af "tjenester" fra kommunen. I centrum for systemet er det 5. arrondissement, der udgør kernen i Paris' 2. valgkreds, og som gennem årtier har været den lokale vælgerbastion for Chirac og derefter hans efterfølger på borgmesterposten, RPR-politikeren Jean Tiberi.
Omkring 100 af 180 afhørte personer har vedgået at have medvirket til de svindelagtige metoder. Forfatningsrådet konstaterede allerede i en kendelse i 1998, at der var falske vælgere i 5. arrondissement ved nationalforsamlingsvalget i 1997, men nægtede at annullere valget af Jean Tiberi til Nationalforsamlingen under henvisning til, at antallet af falske vælgere var lavere end Tiberis forspring i stemmer i forhold til hans modkandidat i anden valgrunde...

Mens sigtelserne i forbindelse med korruption og valgsvindel måned efter måned hagler ned over politikere og partifunktionærer på lavere niveau, tales der oftere og oftere om 'den øverste ansvarlige', og det bliver det stadig mere klart, at Chirac har brug for sin immunitet. Men det er også tydeligt, at immuniteten slides ved at blive brugt. Til forskel fra pressefriheden, der "kun slides, når den ikke bliver brugt" (ifølge det berømte ugeblad Le Canard Enchaîné's valgsprog).
Chirac er stadig populær, og han har ikke tabt præsidentvalget i 2002 på forhånd. Men hans image er truet af affærerne, og hvis han ikke opnår genvalg, mister han sin immunitet. Når han forlader præsidentpalæet, indhentes han af sin fortid som borgmester og partileder.
På forsiden af Le Monde citeres ekspræsident Valéry Giscard d'Estaing - Chiracs gamle, bitre rival i det franske højre - for at have sagt om Chirac: "Han ender som Helmut Kohl."
Hvis det sker, vil Giscard græde tørre tårer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her