Læsetid: 5 min.

Vandaber, nassere, mccarthyister og talenter

3. juni 2000

Radio og tv

For nylig læste jeg et sted, at den kendsgerning, at vi mennesker er det pattedyr, der bedst har kunnet udvikle sine orale lyde til brug for kommunikation, har haft sin pris. Og prisen har været, at vi samtidig er det eneste pattedyr, der ikke på samme tid kan trække vejret og synke føden. Det er derfor vi fra barns ben af lærer, at vi ikke må tale med mad i munden. Det er ikke, fordi det ikke ser pænt ud. Det er fordi, vi kan dø af det.
Den pudsige undtagelse fra denne regel er de ganske små nye mennesker, der er yngre end 18-20 måneder. De kan det der med spisning og vejrtrækning på samme tid, og det praktiserer de - og praktiserede vi - under amning. De små væseners fulde kontrol over deres vejrtrækning og iltbehov gir sig også udtryk i en virtuos evne til undervandssvømning, hvilket man på det seneste har kunnet iagttage i flere dokumentarprogrammer,hvor babyer boltrer sig under vandoverfladen bogstaveligt talt som fisk i vandet og med velbehagelige udtryk i ansigterne, som følte de sig tilbage i mors liv og svømmede rundt i det varme vand derinde.
Det er utrolig morsomt at se på. Man kunne ligefrem drømme om at tidligere tiders Pausefisk blev genoplivet, men nu med Pauseundervandsbabyer. Når de unge mennesker så bliver 18-20 måneder gamle, så sker den ændring af svælget, som giver os talens brug. Og så er det slut med at lege delfin.
I et engelsk dokumentarprogram, Vandaben på DR 2 tirsdag aften, kunne man igen nyde de aqua-boltrende babyer. Denne gang blev de anvendt i en argumentation for at den gamle teori, at vi nedstammer fra en gren af chimpanser, er noget sludder. Al snak om, at vi i sin tid rejste os op på bagbenene, fordi vi af klimatiske grunde var flyttet fra skovene ud på savannen, hvor vi måtte række op ad mod træernes grene for at finde føden, den går i følge den engelske amatørantropolog, Elaine Morgan, ikke længere.
Hvordan skulle det kunne ha' sig, at vi er det eneste hårløse landpattedyr med et fedtlag under huden, hvis ikke det var, fordi vi engang var kommet op fra det hav, hvori man finder andre hårløse pattedyr med fedt under huden, plæderer Elaine Morgan.
Interessant, må man sige, hvis man er optaget af sine rødder længere tilbage end Gorm denGamle.

Det lille program om Nasseren onsdag aften på DR2 var morsomt, veloplagt og velredigeret i al sin selvironi. Hvem nasser på hvem? var oplægget, og det blev tydeliggjort hinsides enhver mulighed for misforståelse, at det gjorde først og fremmest programmets ophavsmand og hovedperson, Lars Wass.
Gevinsten ved at hænge sig selv ud var, at så kunne man også tillade sig til slut at hænge den nyere histories største danske samfundsnasserøv, Mogens Glistrup, ud, uden at han selv opdagede det. Ganske fikst.

Både Deadline og Bogart bød på interessante eksempler på den ovenfor omtalte evne til oral kommunikation. Connie Hedegaard hører jo ikke til dem, der lægger skjul hverken på sin politiske fortid eller sine ditto sympatier af konservativ relevans, idet hun jævnligt lufter begge dele i Søndags Politiken.
Nu havde hun et herværende dagblads chefredaktør inde til spanking i anledning af, at han tilksyneladende havde vendt den anden kind til diverse højreorienterede kollegers angreb på ham og hans fortid som medlem af DKP.
Chefredaktøren havde, på grund af fru Hedegaards uafbrudte afbrydelser, svært at finde ørenlyd for sit synspunkt, nemlig at angrebene hidtil har haft en personlig karakter og er foregået på et niveau, der ikke har rimeliggjort en reaktion på dem. Ihvorvel man kan give ham ret, har den forløbne kampagne netop været et eksempel på, at det kan være farligt ikke at reagere på selv stupide angreb. Det selvgode og nærmest mccarthyistiske krav om bodsgang, der som skum på den liberalistiske bølge skyller henover landet for tiden, er jo ikke andet end et "hvad sagde vi!" i bagklogskabens rungende selvovervurdering. Lades den historiske sammenhæng ude af betragtning, så er der ikke meget, der giver mening. Heller ikke den aktuelle dyrkelse af kapital, økonomisk succes og IT-aktiegalskab.

BådeDeadline og Bogart havde også spørgsmålet, er dansk film ved at gå i stå, oppe at vende. Baggrunden er, at kun fire spillefilm er i produktion i skrivende stund, hvor næsten halvdelen af det år, der skulle resultere i 25 film, er gået.
Peter Aalbæks cigar kunne fortælle os, at mange af de freelance tonefolk, lysfolk og fotogafer, uden hvilke der ikke ville være nogen filmbranche i dette land, går rundt og tror at de er blevet blacklistede, siden telefonen aldrig mere ringer med tilbud om arbejde.
Områdedirektør og produktudviklingschef Thomas Stenderup, der i begge programmer optrådte som talerør for Det Danske Filminstitut, gjorde rede for, at nok er der kommet flere penge til dansk film, men mange af de nye penge skal, efter krav fra politikerne, bruges til at sikre, at der ikke tabes penge på film, som ikke har et bredt publikums bevågenhed.
Det er en idiotisk forestilling om, at man på en eller anden måde på forhånd kan beklikke skæbnen for endnu ikke producerede film. Den går helt tilbage til den gamle fifty/fifty-ordning og dens idéer om publikumsvenlige film.
Selvfølgelig skal der ikke sjaskes med pengene. Men selv politikerne bør se i øjnene, at filmproduktion er et spil, hvori det går op og ned som i hundehandel.
DR, for eksempel, havde ingen anelse om, at det var kommende succeser, de satte igang, da de sprang til og hjalp Idioterne, Festen og Mifunes sidste sang til verden, efter at Filminstitutet havde vendt dogmefilmene ryggen.
Selv den færdige Festen ville danske distributører ikke røre ved. Så svært er det at forudsige en films skæbne før den har mødt sit publikum. Stenderup og Aalbæk var tilsyneladende enige om, at dansk films fremtid afhænger af den underskov af talenter, alle tror på findes. Det koster en tre-fire spillefilm at blive en rigtig god instruktør. Bergman brugte en seks-syv stykker, før han brød igennem.
Jamen, så se da for fanden at få proppen af og kom i gang. Der er kun syv måneder til at lave enogtyve spillefilm i, hvis målet ifølge handlingsplanen skal nås.
At underskoven er frodig kunne man forvisse sig om i onsdagens tema-lørdags program Fra Hillerød til Hollywood, hvor vi blev præsenteret for seks ganske korte film, som sprudlede om kap af talenter.
De var da også i konkurrence med hinanden; jeg slukkede dog inden vinderen var fundet, for det fandt jeg ganske ligegyldigt.
Jeg kender ikke de unge talenter; men jeg så dem for mig svæve rundt i en underskov med salige udtryk, akkurat som babyerne under vandet.
Man må så håbe, de kan holde vejret, indtil det for alvor bliver deres tur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her