Læsetid: 4 min.

Varm velkomst i Colombo

10. juni 2000

Tamiler, som deporteres fra europæiske lande efter afslag på deres asylansøgninger, risikerer anholdelse, afpresning, langvarig fængsling og tortur

.
NEW DELHI - 22 mennesker mistede livet, da industriminister Clement V. Guneratne onsdag blev myrdet ved et selvmordsattentat i en forstad til den srilankanske hovedstad, Colombo.
Men de 22 - og de 50 sårede - var ikke de eneste ofre for bomben. Torsdag begyndte bøller at kaste sten mod ta-milsk-ejede butikker i kvarteret, og 15 lokale tamiler blev slæbt til forhør på politistationen. Hvis tidligere bombeattentater kan tjene som eksempel, vil snesevis, måske hundredvis af tamiler - hvoraf langt de fleste er lovlydige borgere - blive rituelt forhørt i de kommende dage.
Men de tamiler, der i stigende tal bliver tvangsudvist fra Storbritannien og andre vestlige lande og sendt tilbage til Sri Lanka, kan forvente at få en endnu værre modtagelse.
Detaljerede beretninger fra Colombo afslører, at tamiler, som deporteres fra europæiske lande efter afslag på deres asylansøgninger, risikerer anholdelse, afpresning, langvarig fængsling og tortur. De, der kommer fra den nordlige del af landet, hvor tamilerne er i flertal, forhindres i at vende hjem.
I en rapport fra den uafhængige organisation Forum for Menneskelig Værdighed opregnes de problemer, som sådanne udviste rutinemæssigt kommer ud for - især efter at der i 1998 blev vedtaget en lov med det formål at reducere antallet af srilankanere, der flygter til Vesten.
Det begynder ved ankomsten til Katunayake-lufthavnen i Colombo, hvor udviste og andre, der mistænkes for illegal udrejse, får alle deres dokumenter beslaglagt og bliver anholdt. Politiet og immigrationsmyndighederne tager også deres penge, smykker og eventuelle andre værdigenstande. Måske bliver de løsladt efter få timer, men der kan også gå flere uger.
Alle srilankanske statsborgere skal bære et identitetskort på sig, og de formodes også at være i besiddelse af anden form for dokumentation om f.eks. beskæftigelse og uddannelse.

Nemme at anholde
Men de udviste tamiler, som er let kendelige på deres navn og/eller accent, er jo blevet frataget alle papirer og derfor udsat for at blive anholdt på ny - selv om deres eneste forseelse er, at de forgæves har søgt asyl i Vesten. En mand blev arresteret fire gange inden for 18 måneder.
Præsident Chandrika Kumaratungas regering nægter at afsløre, hvor mange der sidder i fængsel. I henhold til undtagelsesbestemmelserne og loven om bekæmpelse af terrorisme kan folk - næsten altid tamiler - der mistænkes for regeringsfjendtlige aktiviteter, tilbageholdes på ubestemt tid.
Grundlæggeren af Forum for Menneskelig Værdighed, menneskeretsadvokaten Maheswary Velautham, registrerer overgreb mod hjemsendte tamiler. Hun skriver i en ny rapport:
"Over tusind tamiler er blevet arresteret og tilbageholdes på ubestemt tid i forskellige fængsler og på politistationer. Næsten alle tamiler bliver slået, tortureret og aftvunget belastende udsagn, der desværre bliver betragtet som gyldigt bevismateriale."
"Sikkerhedsstyrkerne foretager massearrestationer af unge tamiler, både mænd og kvinder - ofte flere hundrede ad gangen. Tamilerne hævder, at der er tale om en form for chikane, som er direkte rettet mod dem."

Raffineret tortur
I fængslerne underkastes de forskellige former for tortur i form af stokkeslag, mishandling af kønsdele og afrivning af negle; nogle har fået et elektrisk bor stukket op i endetarmen. Det forlyder, at torturen i den sidste tid er blevet mere raffineret, så den ikke efterlader mærker. Men ifølge Amnesty International kommer der ikke mange klager over tortur, fordi ofrene og deres slægtninge er bange for repressalier.
Alligevel kan Maheswary Velautham dokumentere flere tilfælde. Thambirajah Kamalathasan blev sammen med 191 andre samlet op ud for Senegals kyst i februar 1998, og den 15. juli samme år blev han anholdt af politiet i Colombo. Øjenvidner så ham blive slået med stokke; chilipeber blev gnedet ind i hans øjne og hans kønsdele mast. Efter to-tre dage havde han svært ved at gå.
Moothathambi Vanitha, der blev udvist af Frankrig i oktober 1988, blev tortureret til at underskrive en belastende erklæring.
Hendes mor fortæller, at hun blev slået over hele kroppen med stokke. Hun fik at vide, at hun ville blive hængt nøgen op i benene og tortureret, hvis hun fortalte nogen, hvad hun havde været ude for.

Forgiftet stemning
17 års uforsonlig borgerkrig har polariseret det srilankanske samfund og forgiftet forholdet mellem befolkningsgrupperne i uhyggelig grad.
Den brutale behandling, den tamilske befrielsesbevægelse LTTE udsætter såvel sagesløse civile sinhalesere som moderate tamiler for, har ført til næsten samme uhyrlige barbari fra de sinhalesiske sikkerhedsstyrkers side.
De tamiler, der udvises fra Vesten, bliver til ikke-personer: De forhindres i at slå sig ned i Colombo, og de kan ikke vende tilbage til deres hjem, for det kræver en særlig tilladelse fra forsvarsministeriet - som aldrig gives.
Når det er, hvad der venter de udviste, er det ikke over-raskende, at så mange risikerer alt for at komme væk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu