Læsetid: 5 min.

Vejen ud af fattigdom

3. juni 2000

På mandag, den. 5. juni, åbner FN's femte kvindekonference officielt i New York. To af hovedpunkterne på dagsordenen er vold mod og handel med kvinder. Men en del af NGO'erne vil arbejde på, at kvinders økonomiske rettigheder får en mere fremtrædende plads i slutdokumentet. Informations Ulrikke Moustgaard er på plads i New York, mens Merete Nielsen har været i Nepal for at møde nogle af de kvinder, det hele handler om - kvinder, der prøver at skabe deres eget liv.

Nepalesiske kvinder arbejder langt hårdere end mændene og dør tidligere. De er livet igennem udsat for systematisk diskrimination, men med små midler kan de oprustes til at stille krav og forbedre deres liv
Man ser dem overalt i Nepal. Med klip-klap sandaler på fødderne og iført farvestrålende dragter vandrer de krumbøjede langs veje og smalle bjergstier med tungtlæssede kurve spændt fast til hovedet.
Uanset om man befinder sig i lavlandet i øst eller bjergområderne i vest, springer billedet af de hårdtarbejdende kvinder i øjnene.
Hårdt fysisk arbejde er på ingen måde usædvanligt i et udviklingsland, hvor omkring halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Og ligesom i andre u-lande er det kvinderne, der bærer den største del af arbejds- og fattigdomsbyrden.
Diskrimination af kvinder gennemtrænger det nepalesiske samfund i alle samfundslag, og det udgør et stort problem for udviklingen i et af verdens fattigste lande.
Udviklingseksperter, hvad enten de kommer fra FN-systemet, Danida eller forskellige græsrodsorganisationer, er enige om, at en vis grad af økonomisk selvstændighed er altafgørende, hvis kvindernes levevilkår skal forbedres.
Statistikkerne taler deres eget tydelige sprog. Nepal er et ud af kun tre lande, hvor den gennemsnitlige levetid for kvinder er kortere end mændenes.
En 15-timers arbejdsdag fra kl. fem om morgenen til otte om aftenen er normalt for mange kvinder, mens mænd i gennemsnit arbejder fire timer mindre. Samtidig er kvinderne ofte dårligere ernærede, hvilket skyldes, at de lige fra spædbørnsalderen har måtte nøjes med resterne fra mændenes og drengenes måltider.
Kønsdiskriminationen kommer også til udtryk ved, at fædre, brødre eller andre familiemedlemmer er villige til at sælge deres piger til bordeller i Indien. FN skønner, at omkring 200.000 nepalesiske piger og kvinder arbejder på bordeller i indiske storbyer som Delhi og Bombay.

Økonomisk magt
Meget skal ændres, før Nepals kvinder får blot acceptable levevilkår. Det gælder bl.a. det juridiske system, som f.eks. ikke giver kvinder de samme rettigheder til at arve som mænd.
Det betyder, at de fleste kvinder er jordløse og derfor ikke har mulighed for at udnytte deres ressourcer og tjene deres egne penge.
De kvinder, der på trods af deres fattigdom har fået mulighed for at skabe sig en lille indtægt, stråler af selvtillid og en igangsætterglæde, der kunne gøre enhver Lykketoft misundelig.
Tag f.eks. den 34-årige Sabtre Poudel, som i løbet af syv måneder har fået etableret en hønsefarm i Terai-lavlandet, øst for hovedstaden Kathmandu.
"Jeg tjener nu dobbelt så meget som min mand, og han kan ikke længere presse mig til noget - nu kommer han for at låne penge af mig," fortæller Sabtre stolt.
Noget af overskuddet har hun brugt til at installere et biogasanlæg, så hun har gas til madlavning. I stedet for at bruge flere timer om dagen på at gå i skoven og finde brænde, kan hun nu nøjes med at stryge en tændstik og tænde for gassen i køkkenet.
Sabtre peger på sine øjne og fortæller, at hun ikke længere har problemer med øjnene, som har smertet meget på grund af flammerne fra ildstedet.

Kvinder organiseres
I Syangja-distriktet i højlandet lever Guma Kumari Acharja, der er 24 år og enlig mor til tre børn på syv, otte og 11 år. Hendes mand er taget til Indien, hvor han har giftet sig med en anden.
Ligesom hovedparten af de nepalesiske kvinder fremtræder hun meget soigneret og feminin med sine smykker og den karakteristiske røde plet ved hårgrænsen.
Med tydelig glæde i ansigtet fortæller hun, at hun med hjælp fra den lokale kvindegruppe har købt en lille butik, hvor hun sælger te, vaskepulver og slik.
Butikken, der ikke er meget mere end otte kvadratmeter, fungerer også som hendes hjem. Tre brikse med sivmåtter som underlag, et lille bord, et par stole og fire tandbørster udgør familiens ejendele.
Tidligere boede Guma oppe i bjergene, hvor børnene ikke havde mulighed for at gå i skole. Selv er hun analfabet, hvilket gælder for omkring 70 procent af Nepals kvinder mod knap 40 procent for mændenes vedkommende.
"Det er min butik, og jeg har betalt lånet tilbage," fortæller hun flere gange i løbet af samtalen.
For fem år siden lånte Guma penge af den fælles pulje, som den lokale kvindegruppe har sparet op.
Det er stort set umuligt for de fattige og især de fattige kvinder at låne penge i Nepal. Derfor satser både FN's udviklingsprogram (UNDP) og Danida på at få kvinderne til at organisere sig i grupper, hvor de laver en fælles opsparing. De betaler typisk fem rupies (ca. fem øre) hver uge til den fælles pulje, og medlemmerne kan så låne penge, hvis de f.eks. vil købe en høne eller et lille stykke jord.

Stigende bevidsthed
Kvindegrupperne betyder ikke bare økonomiske forbedringer. De er også med til at styrke kvindernes bevidsthed om, at de i fællesskab kan nogle ændre traditioner.
I et ungt demokrati som Nepal er man stadig kun i gang med de indledende øvelser, som består i at decentralisere beslutningsprocesser. Befolkningen i landdistrikterne er slet ikke vant til, at de selv har indflydelse på forhold, der har betydning for deres liv.
Durga Parajuli, der repræsenterer en af kvindegrupperne i Parbat, et distrikt uden for Nepals anden største by, Phokara, forklarer, at kvinderne langsomt er ved at forstå, hvad det vil sige at organisere sig.
De mødes en gang om ugen for at snakke om dagligdagsproblemer som f.eks. opdragelse af deres børn, hygiejne, eller hvordan de kan forebygge mændenes drikkeri og spil.
En gang, da en kvinde havde fået bank af sin fulde mand, gik kvinderne i samlet flok til manden og sagde, at hvis det skete igen, ville de gå til myndighederne.
Et andet emne, der bliver diskuteret, er familieplanlægning. Kvinder i Nepal får i gennemsnit fire til fem børn, hvilket er en hård belastning for en underernæret krop.
"Vi er begyndt at opfordre hinanden til kun at få to børn. Tidligere var vi meget generte over at tale om den slags, men nu er det ikke noget problem at gå til den lokale sundhedsklinik for at få prævention," siger Durga Parajuli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu