Læsetid: 3 min.

Alt vel i Tórshavn

3. juni 2000

DER SIDDER en fuld mand på bænken her på hovedgaden i Tórshavn uden for banken. Han er velklædt og veltalende i solen, fuld af gode råd til en dansker. "Vi har det skidegodt på Færøerne!" erklærer han og holder mig fast i et håndgreb, der virker som en forankring ud over et fuglefjeld. Et stædigt ønske om en dialog.

Han sÅs allerede i aftes på den gamle kirkegård, hvor han vel har haft et mere sørgmodigt møde. Den ligger for enden af Grims Kambans gøta, der snor sig op fra havnen med farvede trævillaer, der i mange år har nydt udsigten ud mod Nolsøy. Kirkegården, der længe ikke har været i brug undtagen for dem, der har kunnet puttes ned til slægtninge, lå i det hvide aftenlys som et eksistentielt fravær eller som en invitation til en langsom filmscene af magisk bebudelse. Langs alleen rækker af grå træstammer med krogede grene før løvspringet, der kun syntes vagt markeret eller at ville udeblive, men græsset er i vild vækst hen over gravene med deres sten af glemsel.
Påskeliljer her og der, en enkelt falmet buket, en lille rusten lygte. Et par hvide duer i alabast har omsorgsløst gemt sig i det lave vildnis. I et uanseligt hjørne findes så sidste sted for digteren Jørgen-Frantz Jacobsen, gravlagt sammen med sin far, 1938.

MENS DET REGNER hjemme i Danmark, skinner solen dag efter dag mellem vældige skyformationer over Atlanten, ned over verdens mindste hovedstad - med procentvis flest digtere og fantaster, får man indtryk af. De bor og går og står alle vegne, som nu bronzemanden i frakke og stor hat i sin have, den elskede Tórshavnsdigter Hans A. Djurhuus, der døde i 1951 efter at have rystet vers og sang efter sang ud af ærmet. William Heinesen citerer ham i essayet "Den dejlige Havn" for følgende:
Længselen flyver saa langt, saa langt
ud over bjerge og dale.
Ude i verden hænder saa mangt -
faa gaar det godt, men mange vrangt.
Lad klinge i haabets sale
aandens evige tale!

OM FÆRØERNE nu opleves som verdens ende eller verdens navle, er en skønssag. Tårnet ved verdens ende, som Heinesen har skildret, kan anes i kikkert fra byens højder og betragtes tydeligt ved sejladsen rundt om Nolsøy.
Dér står det ved den bratte bjergskrænt, en litterær myte. "Om natten lyste tårnet om kap med afgrundens nordlys og stjerner, for det var et lysende tårn... Det var i den fjerne oprindelsens tid, fra dengang du endnu ikke vidste at det magiske tårnlys var lyset fra et ganske almindeligt fyrtårn, et værk af menneskers hænder og snilde, en nyttig og fornuftig lysgiver, hvis opgave det er at være vejleder for havets farende folk."

Som verdens navle er disse klippeøer opfattet af Gunnar Hoydal, med en mere vovet, fritvoksende metafor end de gamle længselsdigtere brugte, en navle på oceanets maveskind, hvor meridianernes barduner har slået knude, og bag knuden er den løse ende flosset op i sine løsdele,

og man vil se
at den består af digtere
af fantaster og drømmere,
som hver med deres yderste fimrehår
vifter ud i vindene.
Og dog ligger verden trygt forankret til disse elskede knolde,
men der er naturligvis den fare
at trækket en dag bliver for stort,
at fortøjningen rives op,
at navlebardunerne sprænges
og verden kastes i drift.

Det vil være en alvorlig sag for verden.
Og en alvorlig sag, som heftigt drøftes i de færøske medier, er fortøjningen til Danmark, som de fleste gerne vil kaste af sig, hvis de tør stole på, at fiskene stadig vil holde sig til de nære farvande.

Selvbevidstheden har fået stærk vækst og er ikke blevet mindre af den idiotisk studse holdning fra danske politikeres side og den ubegribelige ligegyldighed blandt såkaldt almindelige mennesker eller meningshavere, der ikke har fundet anledning til at skamme sig over det.

DET SES, at Per Kirkeby også har været på sejlads rundt om Nolsøy, der ligger som en mægtig kamelryg, set fra Tinganes, den lille, gamle bykerne i den ubeskyttede bugt. Han har arbejdet i værkstedet på kunstmuseet, Listasavn Føroya, en uges tid og udstiller nu gouacher, litografier og så disse fugleflugtshastige koldnålsraderinger, hvis rids genopliver synet af klipperne, lysets hvidhed, håndens præcise skælven i maj måned.

Udenfor i Plantagen har stormen væltet de fleste træer.
De er i ændret form flyttet indenfor bag museets glasvægge, skåret ud til et træværk af gulvfliser med et symptomatisk blik på naturens forvandlingsmuligheder gennem forarbejdning til kunst og praktisk brugbarhed. En gammel evne til skønsom udnyttelse af elementære resurser.
Til almindelig beruselse for gæsten. De har det skidegodt på Færøerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her