Læsetid: 5 min.

Venstrefløjens brogede buket

17. juni 2000

Med SF's dannelse i 1959 begyndte en næsten uendelig opsplitningsproces, som gennem de næste årtier kom til at præge den danske venstrefløj

Splittelserne
I tiden fra Den Kommunistiske Internationales oprettelse i 1919 og frem til 1950'ernes slutning var venstrefløjen i Danmark stort set identisk med DKP. I kølvandet på afsløringerne om Stalintiden og invasionen i Ungarn i 1956 opstod i dette parti en dyb splittelse, som i 1959 førte til oprettelsen af Socialistisk Folkeparti.
SF slog på at repræsentere en 'tredje vej' til socialismen mellem den socialdemokratiske og den Moskva-tro kommunistiske.
I praksis betød det et program, der i mange spørgsmål lå nær DKPs, men med hævdelse af sin uafhængighed af Moskva.
Ved folketingsvalget i 1960 gled DKP ud, mens SF opnåede 6,1 procent af stemmerne. Derved blev det klart, at socialistiske tanker fortsat havde en plads i det politiske liv. Men SF's dannelse markerede samtidig begyndelsen på en næsten uendelig opsplitningsproces, som gennem de næste to årtier kom til at præge den danske venstrefløj.
Ret hurtigt viste det sig, at heller ikke det nye parti kunne rumme hele den politiske opposition, som nu voksede frem.
SF havde et skarpt formuleret krav om dansk afrustning og opnåede dermed en betragtelig tilslutning blandt mange af de unge, der var sat igang af det samtidige protestinitiativ 'Kampagnen mod Atomvåben', selv om dette egentlig ikke specielt var et venstreorienteret foretagende.
Men mange - også inden for SF - nåede hurtigt frem til en opfattelse af, at SF nærmest var at ligne med et nyt socialdemokrati. Det førte i 1967 - da SF var blevet parlamentarisk grundlag for den socialdemokratiske regering ('det røde kabinet') - til en splittelse af partiet og oprettelsen af Venstresocialisterne (VS).

Et mylder af grupper
En særlig gren af SF's oprindelige venstrefløj var ungdomsorganisationen Socialistisk Ungdoms Forum, som først sluttede sig til VS, men et par år senere brød med VS og tilsluttede sig den trotskistiske Fjerde Internationale.
VS blev selv genstand for så stærke fraktionsdannelser, at det til tider kunne være vanskeligt at se, hvad fraktionerne havde til fælles.
Og skønt alvorligt decimeret i 1960'ernes begyndelse leverede også DKP materiale til nye politiske organisationer. Uenigheden mellem Moskva og Beijing resulterede således på dansk grund i oprettelsen af den maoistiske Kommunistisk Arbejds Kreds i 1964, som selv senere oplevede en udspaltning i KFML, der dannede grundlag for Kommunistisk Arbejder Parti (KAP) i 1976. Ud af blandt andre KAP sprang i 1979 det albansk orienterede Danmarks Kommunistiske Parti marxister-leninister (DKPml).
Og så videre og så videre. Splittelserne var i virkeligheden langt mere omfattende og forgrenede end her antydet.
I slutningen af 1980'erne havde SF efterhånden manifesteret sig som det indiskutabelt eneste venstrefløjsparti med en bredere folkelig appel, men det lykkedes dog en række af de mindre overlevende organisationer at skabe et samarbejde i Enhedslisten.
Uden for SF og Enhedslisten var der fortsat i 1990'erne flere konkurrerende initiativer på venstrefløjen, men uden større betydning for den politiske debat.

Hvad skilte vandene?
Stærk splittelse er således et kendetegn for dansk venstrefløj gennem de foregående fire årtier. Det kan derfor være problematisk at tale om Venstrefløjen, idet man hermed signalerer en enhed, som ikke var gældende. Mange af venstrefløjens organisationer brugte faktisk megen energi på at bekæmpe hinanden.
Begrebet venstrefløj giver nok kun mening i meget bred forstand; for eksempel ved en fælles bekenden sig til marxismen, eller i hvert fald til marxistisk inspiration, og til socialismen med hvad dette begreb indebærer af opfattelser.
Vandene skiltes allerede ved spørgsmålet om, hvordan man skulle nå til socialismen, og hvad denne socialisme overhovedet var - udover at den ikke var kapitalisme. I det hele taget kan venstrefløjen måske bedst forstås ved det, den ikke var eller mente ikke at være: liberalistisk, socialdemokratisk med mere.
Det har været normalt at tale om 'det ny venstre' som en fælles betegnelse for alt det, der opstod efter bruddet i DKP i slutningen af 1950'erne. DKP ses hermed modstillet som et 'gammelt venstre', og modstillingen er ofte blevet uddybet med andre prædikater: 'udogmatisk' i modsætning til 'dogmatisk', 'anti-stalinistisk' i modsætning til 'stalinistisk', 'ubundet' i modsætning til 'bundet'.
Ved nærmere undersøgelse giver skellene dog ikke megen mening.
Selv de mest overfladiske gennemsyn af gamle venstrefløjspamfletter afslører overalt heftige udfald mod hverandre garneret med Marx-, Mao-, Che- og andre citater, der har skullet tjene som den øverste autoritet.
DKP havde frivilligt bundet sig nært til Moskva - men bindinger havde mange af det ny venstres organisationer til Kina, Albanien, Jugoslavien, Cuba, Vietnam osv. I det ny venstre var også fascination af Lenin og leninismen en hyppigt forekommende foreteelse, og selv Stalin blev hyldet af nogle. Det kan således være uhyre vanskeligt at definere det ny venstres fælles indhold som mere end blot en afstandtagen fra DKP/ Moskva-kommunismen.

Prægede samfundet
Den organiserede venstrefløj har aldrig huset mange mennesker. På sit højdepunkt i 1970'erne talte dens mange organisationer tilsammen skønsmæssigt under 20.000 medlemmer, hvoraf DKP og SF slugte mere end de to tredjedele.
Hvis man bruger stemmetal til folketingsvalgene som en indikator på bredere opbakning, blev toppen nået i slutningen af 1980'erne med en samlet stemmeprocent for partier til venstre for Socialdemokratiet på omkring 15. I 1960'erne lå procenten under 10, i 1970'erne og 90'erne noget over 10.
Især i 1960'erne og 70'erne var venstrefløjen ikke desto mindre i samklang med betydende nye tendenser af politisk og kulturel karakter, som den formåede at præge, ofte dybt. Ungdomsoprøret og de mange kunst- og livsformseksperimenter i denne tid kan således kun forstås i sammenhæng med venstrefløjens virke.
Store folkelige bevægelser som fredsbevægelsen, Vietnambevægelsen, EF-modstanden, atomkraftmodstanden blev ligeledes væsentligt påvirket herfra, og det samme gjorde kvindebevægelsen og de mange miljøbevægelser.
Ældre institutioner som fagbevægelsen blev også udfordret og har om ikke andet så i hvert fald fået en god del nuværende tillidsmænd på forskellige niveauer fra den danske venstrefløj. Så venstrefløjen har bestemt spillet betydningsfulde roller. Om man nu har kunnet lide dem alle eller ej.

Søren Hein Rasmussen er lektor, ph.d. ved Historisk Institut, Århus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her