Læsetid: 4 min.

Verden ifølge Foltmann

5. juni 2000

Biokemikeren Bent Foltmann forsøger sig med Den Store Fortælling om biologi og erkendelse. Et projekt, der er dømt til at mislykkes

Ny bog
Glem alt om bridge og fluefiskeri. Blandt pensionerede forskere fra naturvidenskaberne er den mest populære beskæftigelse at udfærdige skrifter, der forklarer, hvordan verden er skruet sammen set i deres optik. Det er i hvert tilfælde det indtryk, man får, når man ser den strøm af bøger, der i disse år bliver signeret af aldrende professor-emeritusser og andre notabiliteter inden for især de biologiske videnskaber.
Vi har på dansk blandt andet stiftet bekendtskab med sådanne bøger fra den franske molekylærbiolog Francois Jacob og den amerikanske zoolog Edward O. Wilson, og nu er turen så kommet til den danske biokemiker Bent Foltmann.

Stort projekt
Den 75-årige dr.phil. Bent Foltmann er professor emeritus ved Molekylærbiologisk Institut på Københavns Universitet. I hans aktive forskerliv arbejdede Foltmann med at afdække struktur og funktion af en bestemt gruppe enzymer, men efter pensioneringen har han kastet sig over mere generelle aspekter ved biologien.
Denne interesse har ført til bogen Det ufattelige liv - Tanker om biologi og erkendelse, som netop er udkommet på Gyldendal.
Som titlen antyder, vil Bent Foltmann ikke kun holde sig til sit eget fagområde. I indledningen skriver han: "Jeg søger at give en oversigt over den foreliggende biologiske viden og de konsekvenser for vor erkendelse, som jeg mener, det er muligt at drage på dette grundlag," Intet mindre.
Foltmann indrømmer selv, at "det er en opgave, som grænser til det umulige," og "hvis et dusin eksperter havde behandlet emnerne, ville den seneste viden være bedre dækket og konklusionerne måske mere holdbare."

Darwin igen igen
Bogens første del har mest karakter af en lærebogsgennemgang af de forskellige områder i biologien, som Foltmann mener, har betydning for erkendelsen. Der er kapitler om Darwin, basal biokemi, livets oprindelse, menneskets afstamning osv.
Da Bent Foltmann er en god og erfaren formidler, er de enkelte kapitler letlæste og til tider også ganske underholdende. Samtidig sidder man dog også og undrer sig over, hvorfor man endnu en gang skal have historien om Darwins rejse med The Beagle, når den nu er beskrevet glimrende af kompetente fagfolk mange andre steder i litteraturen. På samme måde med de andre kapitler i bogens første del: Foltmann vil så gerne have det hele med, men dermed må han også skøjte hen over uenigheder og forskellige fortolkningsmuligheder, og resultatet bliver dermed i sidste ende uinteressant.
I anden del af bogen bevæger han sig ind på områder som bevidsthed, sprog og religion - og dermed også længere væk fra sit eget fagområde. Bent Foltmann vil gerne finde frem til den biologiske kerne i beskrivelsen af disse fænomener og opstiller nogle teorier for, hvordan f.eks. religionen er opstået hos mennesket. I sig selv et interessant og sympatisk projekt, men Foltmanns teorier er rene spekulationer og konklusionerne ikke ligefrem revolutionerende. Således når han f.eks. frem til at "den religiøse disposition kan opfattes som bevidsthedens kompensation for, at mennesket kan leve i en verden, hvor livet ellers ville virke meningsløst."

Håbløst projekt
Bogen sidste kapitel handler primært om fremtidens genteknologiske udfordringer, og igen sidder denne anmelder med fornemmelsen af, at det kunne man da læse mere interessante redegørelser om andetsteds, f.eks. i Etisk Råds rapporter.
Hvorfor vil Bent Foltmann absolut destillere alle de vidt forskellige fagområder ind i én bog, når de ikke bruges i en bestemt argumentation eller et klart defineret projekt?
For 100 år siden var det måske muligt for et enkelt menneske at skrive en dækkende bog om hele biologien, men i dag er det et håbløst projekt. Bent Foltmanns bog indeholder da mange sympatiske betragtninger, men det gør dem ikke automatisk interessante.
Som Foltmann også selv medgiver, præsenterer han blot en enkelt biokemikers anskuelser på nogle områder, som han i virkeligheden ikke har særlige forudsætninger til at udtale sig om.

Varige spor?
Med bogens sidste linjer får man en idé om, hvorfor Bent Foltmann alligevel har valgt at skrive bogen. Her beskriver han, hvordan han ser døden som en forudsætning for det nye liv, der vokser frem, og hvordan noget af det, der forsvinder, trods alt bliver bevaret: "Blandt de individuelle liv er det de påvirkninger eller erindringer, som er udgået derfra. I historien er det ideerne, og i den biologiske udvikling er det de blivende gener."
Alle vil så gerne forklare sig, sætte sig spor. Det er fint nok, hvis tankerne "kan ægge til modsigelse eller inspirere til nye tanker," som Foltmann selv håber hans bog kan gøre.
Men Foltmanns bog mangler både autoritet og provokerende tanker nok til at virkelig at bevæge en diskussion om erkendelsens biologi i nye retninger.
Desuden er bogen uhjælpelig romantisk i sit syn på livet og videnskaben. Foltmann vil så gerne genskabe 'Den Store Fortælling' der forener mennesker, således at man igen kan føle sig hjemme i verden. Sådan ser virkeligheden dog ikke ud længere, hvilket gør bogen til en lettere anakronisme.

*Bent Foltmann: Det ufattelige liv - Tanker om biologi og erkendelse. 384 sider. 299 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu