Læsetid: 2 min.

verdensmusik

20. juni 2000

Elegante ballader
*Der er gået et par år, siden Ricardo Lemvo udgav sin debut-cd Mambo YoYo. Det høres på hans og Makina Locas nye plade. Med Mambo YoYo skilte Ricardo Lemvo og bandet sig klart ud fra underskoven af glade festoriginaler med hang til cocktails af cubanske latinrytmer og det, vi engang kaldte Zaire-rumba. Den nye plader bringer dem op i første division, for São Salvador er en helstøbt, velproduceret og varieret plade. Lemvo er stadig tro mod sit udgangspunkt: de centralafrikanske vestkystguitarer og ditto rytmer i selskab med cubanske 'klassikere'. Men byder ud over en klar overvægt af yderst dansable numre også på en række ganske elegante ballader.
Ricardo Lemvo & Makina Loca: São Salvador. Putumayo Artists (Import: Temba Music).

Orientalsk festfyld
*Står du og mangler ideer til temaet for din næste fest, så er der måske hjælpe at hente på Supreme Orient, som tillige matcher tidens herskende tøjtrend. Atten perler fra det 'orientalske' skatkammer. Sat sammen til dig af en fiffig udgiver, som satser på dovne kunder, der gerne overlader musikvalget til autopiloten. 70 minutter i selskab med sikre kunstnere som Khaled, Cheb Mami, Ofra Haza og Rachid Taha blandt mange andre. Kvaliteten og udvalget fejler ikke noget, men det er trods alt en plade, der rettelig bør stå i partykassen og kun støves af ved festlige lejligheder.
Supreme Orient. Atoll Music (Import: Amigo).

Varme fra Youssou
*Youssou N'Dours indspiller mindst fem skiver til sit senegalesiske hjemmemarked for hver international plade, han sender ud. Kun enkelte af dem når vore breddegrader.
Som nu denne nytårshilsen til afrikanske fans, der byder på både ukendte og gode, gamle sange som det afrikanske superhit "Birima," der også findes i flere udgaver på Joko, Youssou N'Dours aktuelle internationale album. Her tilsat frodig fællessang. Glade sange, der emmer af varme og frodig polyrytmisk 'mbalax'. Den ægte vare.
Youssou N'Dour & le Super Etoile: Spécial fin d'année plus. Jololi (Import: Verdenshjørnet, MS).

Strengeleg ad libitum
*Musikalsk ferieflugt fra skyer og kølig dansk sommerregn: Luk øjnene, tænk dig til varmen (gang med tre!), og bevæg dig dovent ud i den afrikanske nat. Følg med til det vestafrikanske land, Mali.
Et af verdens fattigste - men med et musikliv, der er lige så frodigt, som landet er tørt.
Din rejseleder er den amerikanske guitarist og Mali-kender, Banning Eyre. Under et længere ophold hos Super Rail Bands guitarist Djelimady Tounkara har han udvalgt (og i de fleste tilfælde også indspillet) denne stemningsskabende samling med frodige, rustne og indtrængende (kvinde)stemmer og strenge i alle afskygninger.
Akustiske såvel som meget elektriske. Indimellem har han strøet allerede kendte numre med etablerede kunstnere som Salif Keïta, Ali Farka Touré og Habib Koité. Det havde han såmænd ikke behøvet.
In Griot Time: String Music from Mali. Stern's Africa. (Import: Amigo).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her