Læsetid: 5 min.

Den visionære fordragelighed

6. juni 2000

Erling Bjøl afslutter sit tværgående historiske projekt om krig og fred

Ny bog
"Ethvert menneskes erfaring begynder forfra. Kun institutionerne bliver klogere. De samler en kollektiv erfaring og viden. Af denne erfaring og denne viden vil de mennesker, der virker under de samme regler ikke ændre natur, men gradvis ændre adfærd."
Med disse ord, delvis inspireret af den schweiziske 1800-tals filosof Henri-Frédéric Amiel, anskueliggør Jean Monnet i 1961 over for litteraten, politologen og Paris-korrespondenten Erling Bjøl Kul- og Stålunionens, senere Fællesmarkedets, sikkerhedspolitiske og fredsbevarende perspektiv. Frem for sværmeriske ahistoriske hensigtserklæringer i et uklart nationalt ideals navn understreger samtalen forsvarlige, reale institutioners nødvendighed i moderne international politik.
På dette tidspunkt har Erling Bjøl i sin produktive tilværelse sin doktorafhandling under forberedelse: La France devant L'Europe, hvis emne, som titlen antyder, er den 4. republiks Europa-politik, forstadiet til EU. Jean Monnet, formand for det betydelige franske planlægningskommissariat og Robert Schuman, Frankrigs udenrigsminister står som de centrale skikkelser i den centraleuropæiske fredsbestræbelse. Efter århundredets to altødelæggende væbnede konflikter - i realiteten én verdenskrig afbrudt af en skrøbelig våbenhvile - hvor først og sidst Tyskland og Frankrig tørner sammen, forestiller Monnet og Schuman sig visionært - og her kan man for en gangs skyld tillade sig at bruge det store ord vision - en fremtidig europæisk kronisk gennemforhandlet og institutionaliseret fred.

Fred som metode
Dette kan og bør ske ved suverænitetsafgivelse. Ruhr-distriktets vældige industripotentiale, tysk forudsætning for krigens førelse, lægges under overnational myndighed, som vel at mærke Frankrig ligervis accepterer. For Monnet er denne civilisering af følsomme internationale relationer, fjernt fra Versailles-fredens dikterede fredsarrangementer, ikke en købslåen, men en bestræbelse på "at løse problemerne under en fælles synsvinkel."
Jean Monnet betror Erling Bjøl at det europæiske fællesskab mere end noget andet må opfattes som forhandlingsmetode. Med andre ord en ny politisk kultur med krigen som baggrund og freden som formål. Jean Monnets tankegang om det storpolitiske sigte har som bekendt haft uendeligt svært ved at fæste folkeligt rodnet i dét grundtvigiansk konservativt folkesocialistiske danske Danmark, der i forbløffende omfang stædigt synes at opfatte europæisk samarbejde - inklusive erfaringsmæssigt stabliserende valutarisk fodslag - som højrisiko for fædrelandets selvværd og fortsatte eksistens.
Aktuelt fæstner man sig selvsagt ved dette - så at sige selvoplevede - afsnit om det nye Europa i denne righoldige bog, der i ét og alt lever op til sin fremragende forgænger fra 1998: Hvorfor krig?
Dette spørgsmål om fredens gåde er akkurat så fascinerende: Når krig er så hyppigt forekommende i historien, og vi af gode grunde interesserer os for krigens væsen, hvorfor er der så til tider fred? Og hvorfor er freden med mellemrum så varig og stabil at vi forledes til at tro den holdbar?
Disse spørgsmål stiller Erling Bjøl i denne ombæring i en bred gennemgang af store dele af verdenshistorien fra vest til øst, fra oldtid til nutid, og besvarer dem på den måde, historikeren nu engang må imødekomme umulige problemstillinger: med komplekse og rigt nuancerede og derfor ofte uhåndterlige forklaringer, såfremt man ikke erindrer sig nuancen.
Når Bjøl er bedst, og det er Bjøl som regel, er teksten som også i denne vægtige oplysningsmættede fremstilling: skinbarlig fænomenologisk historisk og kulturhistorisk dannelse på højt niveau. Næppe nogen anden dansk faglig skribent i fortid og nutid er ihændehaver af en viden i den grad forgrenet og omfattende, samt i formuleringen så integreret med stoffets krinkelkroge som Erling Bjøl. Hvilken anerkendende iagttagelse - sagt med et berettiget nationalt mindreværdskompleks - unægtelig antyder den galliske kvalitet og dimension i Bjøls lange arbejdsliv og flittige virke. Dertil kommer den ublandede fornøjelse, man som ydmyg fagfælle føler ved Bjøls journalistiske evne. Kort sagt skrives der ikke bedre og mere medrivende samfundsvidenskabelig prosa på sproget. Bjøl behøver i den anledning ikke at føle sig forulempet, såfremt anmelderen tyr til betegnelsen: samfunds-populærvidenskabelig prosa. Teksten er til at læse og forstå og bør akkurat som første bind finde en bred læserkreds.

Liv og død som stof
Det hele handler trods alt om det vigtigste en konfliktforsker kan byde på: spørgsmålet om fred eller krig, liv og død. Historiske lovmæssigheder som lære for fremtiden kan man næppe uddrage af Bjøls ambitiøse fremstilling, hvorledes det også skulle gå til. Som den citerede polske statsmand Adam Czartoryski skrev i 1864: "Menneskene synes dømt til kun at kunne foretage en sikker bedømmelse af forhold, de ikke længere kan påvirke."
Det er en af Bjøls styrker at han stedse og loyalt fremhæver usikkerhedsfaktorerne og kompleksiteten i historien og ofte antyder historieskriverens forbandede pligt til forenkling af disse forhold. Allerede heri ligger muligheden for fejltolkning. Ikke mindst når motivvurderingerne skal på bordet. Som andre politologer af åndsform og årgang kan Erling Bjøl vel ikke helt sige sig fri for en tro på rationalet, en periodisk forståelig tilbøjelighed til derfor at overvurdere visse mere intellektuelt orienterede aktørers forstandighed og disses stringens i analytisk ord og politisk handling. Det befriende ved Bjøl er imidlertid at han næsten lige så ofte dementerer beundringen og er parat til at sætte spørgsmålstegn ved sine (få) helte med en og anden ikke så sjældent menneskeliggørende, kildebelagt personoplysende detalje.

Inden september
Givetvis står danmarkshistorien den nu aldrende Bjøls hjerte nær. Således må afsnittet om Kalmarunionen fremhæves. Dén og i øvrigt den Westfalske Fred. Forfatteren har ladet sig fotografere på gæstgiveriet i den lille by Ladbergen mellem Münster og Osnabrück, hvor de svære forhandlinger - på skriftligt latin - dengang fandt sted. Det tog en helvedes tid, til gengæld var freden usædvanlig holdbar, hvilket er en af Bjøls pointer. Rettidig og langvarig omhu i det internationale system. Til den ende har man udenrigspolitikkens teknikere, diplomatiet, som i vulgærforestillingen er folk, der snobber rundt på bonede gulve, men som i virkelighedens verden udøver en nyttig gerning, Demosthenes allerede indså uundværligheden af.
I historiens sjældne store øjeblikke lykkes det ved visionære politikere og de professionelle diplomaters bistand at få politisk oprindeligt uforenelige størrelser til at gå op i en højere fredens enhed, hvor forhandlingen bliver kultur og livsform. Bjøls bog er en fortrinlig anskueliggørelse af, hvor vanskeligt opnåeligt dette attråede stadium er, men at det på den anden side sker. Som lige for næsen af os. Gid mange, der med letkøbt dansk navlebeskuende skepsis afviser Monnets velsignelsesrige vision, ville læse Bjøl. Det kan nås inden september.

*Erling Bjøl: Hvordan fred? 360 s. ill., 329 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her