Læsetid: 5 min.

Zimbabwe i flammer før valget

23. juni 2000

Udover de sigende voldsscener har valgkampagnen ført tilhængere af regeringen rundt i landet for at luge ud i oppositionen

Harare - Vejen til Zimbabwes forestående parlamentsvalg, berammet til lørdag og søndag i denne uge, er brolagt med mere end 30 døde og mange lemlæstede.
Mens kampen for vælgernes gunst fortsætter mellem især regeringspartiet ZANU PF og oppositionen Bevægelsen for Demokratisk Forandring (MDC), som betragtes som ZANU PF's stærkeste modstander siden uafhængigheden for 20 år siden, er vælgerskaren blevet udsat for alle mulige former for overgreb.
Udover de sigende voldsscener har valgkampagnen ført de politiske partier rundt i hele landet for at bejle til alle, hvis stemme har betydning.
De traditionelle valgmøder samler tusinder af zim-babwere under træerne på tørre græspletter eller på sportspladser. I løbet af de sidste fire måneder har de hørt på politiske prædikener om, hvad de forskellige partier har på lager til valget. Det regerende parti startede endda med at bruge psykologisk krigsførelse ved at leje de samme lokaliteter til valgmøder som MDC.
"Det har helt klart givet bagslag. Se bare hvordan ZANU PF ikke formåede at fylde parkanlægget i Harares tætbefolkede forstad, High-field, som regeringspartiet ellers fyldte til bristepunktet i 1980, da præsident Mugabe vendte tilbage efter frihedskampen. Det var Mugabes første valgmøde, og det blev afholdt i den sorte forstad, fordi Highfield i et historisk perspektiv var det sted, hvor ZANU PF blev dannet tilbage i 1963," mener en politisk iagttager.
Mødet, som blev afholdt syv dage før valget, tiltrak kun omkring 5.000 tilhængere, hvoraf de fleste var blevet transporteret med bus fra andre valgkredse. ZANU PFs indledende valgmøde samme sted i 1980 samlede mere end 250.000 mennesker, og mange blev nødt til at lytte fra træer og gader, da Mugabe talte. I dag er billedet anderledes. Stemningen er skiftet i takt med at zimbabwerne beklager sig over økonomiske trængsler, og det regerende parti anklages for at køre landet i sænk.
MDC fokuserer fortsat hovedsageligt på ZANU PF's fejl og giver løfter om at udrydde korruptionen, lokke investeringer til og få vendt landets økonomiske nedgang.

Jord - et fast emne
Om det følsomme emne om jordbesiddelse, som ZANU PF bruger som trækplaster ved hvert eneste valg har MDC's ordfører for jord - og landbrugsspørgsmål, Tendai Biti, sagt:
"Vi tror fuldt og fast på, at jord-spørgsmålet er et nationalt anliggende af stor vigtighed, som skal betragtes i et realistisk og positivt lys. Jordløse bønner skal tilgodeses, men uden at kompromittere produktiviteten i hhv. sorte og hvide kommercielle landbrug."
ZANU PF har endnu en gang sat jordfordelings-spørgsmålet på dagsordenen og startet en krig, som indtil videre har kostet fire hvide landmænd, en fodermester og en politimand livet, alle dræbt af ZANU PF-tilhængere og krigsveteraner.
MDC's leder, Morgan Tsvangirai, har sagt til sine tilhængere på valgmøderne, at "hvis Mugabe virkelig ønskede at ændre loven og give jord tilbage til folk uden at skulle betale kompensation, så kunne han have gjort det i 1987, da han i parlamentet gav sig selv mere magt som præsident med den udøvende magt."
Mere end 3,5 mio. hektar land blev opkøbt mellem 1980 og 1998 men kun 70.000 familier blev genbosat. Endnu fem mio. hektar til genbosætning af omkring 100.000 familier mangler at blive erhvervet.

Selvtægt med samtykke
Siden uafhængigheden har regeringen hvert år annonceret nye tiltag for at ændre på situationen, hvor 70 procent af landets rige opdyrkelige jord var ejet af hvide som udgjorde mindre end én procent af befolkningen, men uden succes indtil nu.
20 år senere har veteraner fra uafhængighedskrigen samt tilhængere af ZANU PF grebet til selvtægt og invaderet landbrug og udløst en byge af vold, som har kostet fire hvide landmænd og snesevis af sorte landarbejdere livet.
Beslaglæggelsen af gårde, som gennemføres med præsident Robert Mugabes samtykke, har bremset produktionen på mere end 1000 landbrug og derved forværret landets i forvejen hårdt trængte økonomi. Mange landmænd har forladt deres afgrøder og søgt tilflugt i byer i nærheden.
Regeringen meddelte fornylig, at 804 landbrug vil blive tvangserhvervet til genbosættelser uden kompensation som valgflæsk for de tusinde af krigsveteraner og jordløse bønder, som har besat gårdene.
Tsvangirai har beskyldt Mugabes regering for brug af nepotisme i det allerførste jordredistributionsprogram lige efter uafhængigheden. Lister med navne på adskillige ministre og andre med topposter i regeringen, som har nydt godt af programmet på bekostning af jordløse bønder, er blevet sendt i omløb i pressen og offentligheden.
ZANU PF står overfor den største udfordring i 20 år i MDC's skikkelse, men giver ikke plads til forandringer. Bortset fra de fornærmelser som slynges i hovedet på MDC og dets ledere, har Mugabe og hans krigsveteraner sværget at gribe til våben, hvis MDC løber af med sejren ved valget.
Mugabe har på hvert eneste valgmøde erklæret, at en stemme på Tsvangirai vil være forræderi overfor de helte, som kæmpede og gav deres liv under uafhængighedskrigen i 1970'erne fordi: "Tsvangirai har solgt ud. Han vil ganske enkelt forære landet til de tidligere koloniherrer."
Men Tsvangirai har også nogle hårde ord med på vejen til Mugabe.
"Hvordan kan en statsleder se gennem fingre med lovløshed. Og hvordan kan nogen fornuftig leder anklage familieoverhoveder for at være under de hvides indflydelse, når de råber, at de er ved at dø af sult," fremfører Tsvangirai.

Luger ud
Valgkampagnen, som startede i byerne fortsatte for to måneder siden til de fjerntliggende landområder, som traditionelt er ZANU PF's højborg. Og i takt med at valg-dagen rykker nærmere, har folk i Mataga, et område i vækst omkring 400 km fra hovedstaden Harare, byttet rundt på nat og dag.
"Tilhængere af ZANU PF bruger de fleste nætter på at råbe og synge slagsange i gaderne samt at gå fra hus til hus og luge ud i medlemmerne af oppositionen. Det er nu blevet så faretruende, at vi tilbringer nætterne i en stor klynge og venter på at blive angrebet hvornår som helst," fortæller Roy Magwiza, tilhænger af MDC:
"De ved, at vi støtter MDC, så de gør alt, hvad de kan for at forhindre et hvilket som helst af vores valgmøder. Men det har vi fundet en løsning på. Mens de render rundt uden for vores huse og fordømmer os, holder vi små informationsmøder."
Magwiza, en ung ca. 18-årig kvinde, fortæller, at MDC's valgkampagner i Mberengwa nu finder sted om natten, og at det er nemmere ved mand til mand-møder at få overbevist nogle folk.
"Selv vores ledere i hovedstaden har luret det, der foregår her, så de kommer også jævnligt til møder her om aftenen, lige før ZANU PF-tilhængerne starter deres 'pungwes' (natlange politiske møder)," siger hun.
Det er under disse omstændigheder at zimbabwere, som under trusler om brutal vold, skal gå til stemmeurnerne for enten at bibeholde den nuværende regering af frygt for represalier, eller, at indsætte en ny kost til at rense ud i det rod som Afrikas tidligere juvel befinder sig i.

Oversat af Runa Trosborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu