Analyse
Læsetid: 5 min.

3G-auktioner taber luft

19. juli 2000

Hollandsk og tysk auktion om licenserne for den tredie generation af mobiltelefoni vil give meget færre penge til statskasserne end forudset efter forårets britiske succesauktion

De europæiske finansministre ser ud til at kunne vinke farvel til en stor del af guldgruben på måske op imod 800 milliarder kroner, som de håbede kunne barbere toppen af staternes gæld, uden at man bøvle med besværlige sparemanøvrer.
Auktionen om de såkaldte tredje generations UMTS-licenser for mobiltelefoni (forkortet til 3G), ser alligevel ikke ud til at indbringe så mange penge, som den britiske auktion gav løfter om i foråret, da selskaberne betalte 275 mia. kroner til den britiske statskasse for at få fingrene i de vigtige licenser.
Den hollandske regering fik sig forleden en slem skuffelse, da den åbnede sin auktion om fem 3G-licenser. To teleselskaber sprang fra auktionen i sidste øjeblik, og på grund af flere samarbejdsaftaler var der pludselig kun seks tele-koncerner til at byde på de fem licenser. Den hollandske regering havde i lyset af den britiske erfaring regnet med at få omkring 70 mia. kroner ind på auktionen, men de første bud har været meget lavere end forventet, og nu skønner de fleste analytikere, at auktionen kun vil skaffe statskassen mellem fem og ti milliarder kroner.
For eksempel har Tele Danmark - via partnerskabet 3G Blue sammen med Belgacom og Deutsche Telekom - tilbudt kun 700.000 kroner for licens D. Eller under halvdelen af den mindstepris, som den hollandske regering har fastsat.
Blandt konkurrenterne er verdens største mobilselskab Vodafone, samt British Telecom og France Telecom, der satser på at få fødderne indenfor i alle vigtige europæiske markeder.
De regner med, at UMTS sætter turbo på sammensmeltningen af mobiltelefoni og Internettet, fordi teknologien gør det muligt at overføre billeder, lyd og data over nettet med to millioner bits i sekundet - flere hundrede gange hurtigere end det nuværende GSM-net.

Den 31. juli indledes den strategisk vigtigste 3G-auktion i Europa, og det er den tyske. Den rød-grønne regering anslog efter den britiske auktion, at den ville kunne hente op imod 450 milliarder kroner ind på en UMTS-auktion, men siden da er forudsætningerne ændret kraftigt.
Flere af de teleselskaber, der bød hinanden dyrt op i Storbritannien har fået et alvorligt smæk på aktiemarkedet, fordi man tvivler på, om selskaberne kan forrente den dyre investering, der svarer til, at hver eneste britiske borger skal betale knap 5.000 kroner for få en 3G mobiltelefon.
Siden april måned har flere selskaber meddelt, at de alligevel ikke deltager i den tyske auktion - bl.a. Tele Danmark, der meldte fra i sidste måned, fordi man skønnede, at prisen ville være for høj. Andre er søgt ind i alliancer for at deles om omkostningerne ved en tysk licens.
Det betyder, at der formodentlig kun stiller syv selskaber op til den tyske auktion, hvor der kommer mellem fire og seks licenser under hammeren. Den tyske regering har endnu ikke taget stilling til, om den vil skære antallet af licenser ned til fire for at holde prisen i vejret, men mange analytikere vurderer, at den tyske regering skal stille sig tilfreds med maksimalt at få 120 til 200 mia. kroner ind på auktionen.

Den tyske auktion bliver anderledes end den britiske, der tog flere uger. Den tyske auktion løber over få dage, og selskaberne skal byde hinanden op i en stribe runder af hver 40 minutter.
Spørgsmålet er så, om det er en mere effektiv måde at presse penge ud af teleselskaberne end den britiske model. Den hollandske model med mindstepriser og relativt mange licenser (i forhold til antallet af auktionsdeltagere) har vist sig at hive relativt få penge ind til statskassen. Den tyske auktion, hvor der som i England stilles relativt få krav fra regeringens side, vil afsløre om luften for alvor er gået ud af auktionspriserne for 3G-licenser.
Alt taler for, at priserne i Tyskland bliver en del lavere end i Storbritannien.
Et af de aggressive selskaber i den britiske runde - det Hong Kong baserede Hutchison Whampoa - indgik i sidste uge en alliance med det hollandske telefonselskab KPN og med Japans NTT.
Hong Kong selskabet nåede en smertetærskel i den britiske auktion, og nu vil de sammen med de hollandske og japanske partnere byde i fællesskab ved auktionerne i Tyskland og Belgien. De tre partnere vil også sammen lægge billet ind på den noget billigere 'skønhedskonkurrence' - en udbudsrunde - som den franske regering gennemfører til efteråret. KPN og NTT har samtidig lovet at købe 35 procent af aktierne i den britiske mobillicens, som Hutchison vandt i april måned for dyrtkøbte penge.
Den italienske regering - der også satser på auktionsmetoden - meddelte mandag i sidste uge, at den mindst vil have 16 mia. kroner ind på salg af 3G-licenser, og det er meget lavere, end man skønnede i foråret.
Teleminister Salvatore Cardinale siger endda, at regeringen overvejer at imødekomme et krav fra teleselskaberne om at fastsætte en maksimumpris for licenserne - eller alternativt at give dem en skattenedsættelse for at holde deres omkostninger nede.
Den italienske regering har erkendt, at euforien på mobilmarkedet er forsvundet, og at regeringen nu må sætte sig mere beskedne mål.
Det ændrede økonomiske klima på mobilmarkedet vil også få stor betydning for den kommende 3G-auktion i Danmark. Da et flertal i Folketinget den 28. april i al hast valgte at vende rundt på en tallerken og erstatte en planlagt udbudsrunde med en auktion, var der nogle, der skønnede, at statskassen måske kunne tjene mellem 20 og 25 milliarder kroner på en 3G-licens. Skønnet byggede på erfaringerne fra den britiske auktion.

Forskningsminister Birte Weiss har gentagne gange fastslået, at regeringens mål ikke er at få flest mulig penge i statskassen. Den forsigtighedsstrategi kan nu vise sig være klog.
Uanset hvordan den danske auktion skrues sammen - og tager ved lære af de britiske, de hollandske og de tyske erfaringer - så skal man i det ændrede investeringsklima i Europa næppe regne med mere end 10 milliarder kroner i statskassen. Men mindre kan sikkert gøre det.
Det fundamentale er, at auktionen er mere gennemsigtig som metode end en udbudsrunde, og nu kan man så vælge at glæde sig over, at lavere auktionspriser i teorien skulle sikre en hurtigere udbygning af nettet, og forbrugerne kan håbe på, at de skal betale lavere priser for at bruge en 3G- mobiltelefon.
Det sidste kan ingen med sikkerhed sige, for det afhænger i høj grad af, hvor skarp konkurrencen bliver mellem mobilselskaberne. Og det er i sidste ende op til regeringen at sikre en effektiv konkurrence på markedet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her