Læsetid: 4 min.

Absolut Nijinskij

22. juli 2000

John Neumeier afsluttede sin jagt på den russiske danser og koreograf med en fabelagtig gallaaften på Hamburgische Staatsoper

Ballet
Det er frydefuldt at følge en besættelse, når den håndteres så intelligent som den amerikansk-tyske koreograf John Neumeiers livslange optagethed af geniet Nijinskij. Kulminationen var hans tre timer lange ballet og udstillingen af hans forrygende samling Nijinskij-memorabilia (anmeldt her i avisen 5. juli), der i søndags fulgtes af en endnu længere gallaaften.
Neumeier afslutter traditionelt sin hamburgersæson med en 'Nijinsky-Gala', og var i år nået til nr. 26. Det var så overdådigt, at man ikke mindes at have været med til noget lignende nogensinde: Fire timers ballet af og om Nijinskij, fortolket og rekonstrueret. Det er livsaligt, at nogen kan tage denne kunstart så alvorligt, at man når frem til grænserne for teatrets muligheder.

Ungdom og galskab
Aftenen begyndte med Neumeiers egen koreografi i Vaslaw, en fantasi over Nijinskijs koreografiske ideer med musik af Johann Sebastian
Bach. Det er et meget charmerende stileksperiment, som man gerne så i Danmark. Det kunne snildt kombineres med Petrusjka, som Det kongelige Teater skylder os en helhjertet nyopsætning af i stedet for de russiske bravourballetter, man ikke har stjernerne til.
John Neumeier kom derefter selv på scenen for siden aftenen igennem at introducere balletindslagene. Han berettede, hvorledes Alexandra Danilova havde rekonstrueret et af Nijinskijs store numre fra Sankt Petersborg-tiden, rokokofantasien Le Pavillon d'Armide, og vi så en dekadent lille sag, hvor hamburgerne undtagelsesvist kom til kort. Danserindernes arme var spidse og uskønne, så den ene måtte indkassere et kraftigt 'buh' fra min sidedame.
Men i næste nummer, Neumeiers ganske korte Petruschka, et koncentrat af den udødelige historie, var Lloyd Riggins en gribende hudløst forelsket marionet, mens Silvia Azzoni med usigelig sødme og charme fik alverden ud af sin dukkes kantede bevægelser.
Men vi skulle endnu højere, for der findes fremragende dansere, og der findes væsener, der adskiller sig fra alle andre blandt Jordens milliarder. Den russiske Vladimir Malakov er et sådant fænomen, der får hjertet til at glemme nogle slag. For første gang under Neumeiers fremmaning af Nijinskij havde man en anelse om, hvorledes det havde været dengang, omkring første verdenskrig, når henrykkelsen greb tilskuerne og Lytton Strachey sendte en overdådig buket og gik i seng og drømte om danseren.
Det var jo ikke akrobatiske sportspræstationer, der fik Europas kunstnere til at forgude Nijinskij, men den enestående blanding af animalsk livsglæde, erotisk karisma og et sind, der var ved at sprænges. Neumeiers Nijinskij-fremstillere har været hæmmet af deres sunde normalitet, Malakov derimod har en androgyn kraft, der sætter ham i et andet rum end de øvrige dansere. Hvilket netop var formidabelt i Rosendrømmen, hvor den unge piges forelskelse skal fremmane en ånd. Vladimir Malakov personificerede en ekstraterrestrial og kunne samtidig være partner for sin drømmende ungmø, Anna Polikarpova. Hans krop udfører ikke det ene trin efter det andet, men er i én, organisk-bølgende bevægelse, dvælende og nektarsugende eller højt i luften svævende.

Bukkespring og tennis
Efter en tiltrængt pause præsenterede Neumeier derefter to nye Nijinskij-iscenesættelser fra Royal Ballet i London, hvor man efter årelange studier har rekonstrueret En fauns eftermiddag og verdens første ballet i moderne tøj, Jeux. Som for at bevise, at russerne er bedre til Nijinskij end alle andre, var Irek Mukhamedov en vidunderlig buk af en faun. Han er vel egnet til at forskrække kønne nymfejomfruer, smukt klædt på i genskabt Léon Bakst-scenografi.
Den anden ballet af Nijinskij, Jeux, har også musik af Claude Debussy og er fremkaldt af en stemning fra Bedford Square i Londons
Bloomsbury. En sommeraften lander en tennisbold i en park, og en henrivende erotisk ping-pong udspiller sig imellem en ung mand og to piger. Man fik fornemmelsen af, at Nijinskijs seksuelle verden på scenen har været af en inciterende, foruroligende 'før syndefaldet'-karakter, overskridende det enkelte køns grænser.
De søde piger, der også kysses, var Deborah Bull og Jane Bum, mens Bruce Sansom reinkarnerede Nijinskij. Skarn som man er, havde man hellere set Vladimir Malakov i rollen! Rekonstruktionen af Faunen var af Ann Hutchinson Guest, mens Milicent Hodson havde taget sig af tennis-legen. Man tænker atter med græmmelse på det niveau, hvor hjemlige ballet holder sig for koreologisk akribi, hverken Bournonville eller Balanchine behandles med alvor eller kærlighed.

Kraftspring
Tredjedel af Neumeiers kærlighedserklæring til Nijinskij indledtes med en stor scene, hvor Diaghilev er hovedpersonen, på sygemelding lykkeligt udført af Lloyd Riggins, og en bedårende koreografi af søster Bronislava Nijinska, Le Train Bleu, i sin tid rekonstrueret af Anton Dolin for Kevin Hagen i Hamburg. En lille sommerspøg med en ualmindeligt kær strandløve, med splitspring og saltomortaler i sandet.
Aftenens vidunderlige show-stopper var dog Malakovs vittige og genialske solo, koreograferet af David Parsons. Når man igen og igen om Nijinskij læser, at han stod stille i luften, når han engang var kommet op, var det berusende at se en dans for en mand, der aldrig rører jorden. Med stroboskopisk lys var danseren fanget, når han sprang - enten som gedebuk, eller i en manege, hvor han bare kom tilsyne hele scenen rundt, med samlede fødder. Det var pragtfuldt fundet på, og denne lille dans, med titlen Caught bør Aage Thordahl-Christensen give sit publikum på Det Kongelige Teater fornøjelsen at se. Så kan man også der tale om galla!

*Nijinsky-Gala XXVI, Auf den Spuren Nijinskys. Hamburgische Staatsoper, med gæstespil af Royal Ballet, London og Vladimir Majakov. 26. Hamburger Ballett-Tage, 16. juli

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her