Læsetid: 6 min.

Afrikansk katastrofe

15. juli 2000

Aids-konference i Sydafrika er slut - dette er et uddrag af Sydafrikas præsident Thabo Mbekis tale til forsamlingen

Udefra
De mødes i et land, hvis borgere først for ganske nylig har fået frihed og demokrati i gave. For os er friheden og demokratiet kun seks år gamle.
Visheden om, at det - uanset vanskelighederne - vil lykkes os at skabe et bedre liv for hele vort folk, er kun seks år gammel.
Fordi muligheden for, at vi selv - både sorte og hvide - kan afgøre vor fremtid, er en så ny og levende virkelighed, overvurderer vi måske ofte det, der kan opnås fra den ene dag til den anden.
Når vi forestiller os, at Deres konference vil hjælpe os med at overvinde de problemer, vi har som afrikanere, overvurderer vi måske det, Den 13. Internationale Aids-konference kan udrette.
(...)
Lad mig fortælle en historie, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fortalte verden i 1995:
Verdens største morder og den vigtigste årsag til dårlig sundhedstilstand og lidelse over hele kloden står næsten nederst på den internationale liste over sygdomme. Den har fået kodebetegnelsen Z59.5 - ekstrem fattigdom.
Fattigdom er hovedårsagen til, at små børn ikke bliver vaccineret, at der ikke er adgang til rent vand og sanitet, at medicin og anden behandling ikke er til rådighed, og at mødre dør i barselsseng. Den er den underliggende årsag til lav forventet levetid, handicap, invaliditet og sult.
Fattigdom er en væsentlig faktor bag mental sygdom, stress, selvmord, opløsning af familier og stofmisbrug. I udviklingslandene dør hvert år 12,2 millioner børn under fem år - de fleste af årsager, som kunne forhindres for blot nogle få amerikanske cent pr. barn. De dør hovedsageligt på grund af verdens ligegyldighed, men frem for alt dør de, fordi de er fattige.
Bagved de opmuntrende data om faldende dødelighed og stigende forventet levetid - og mange andre ubestridelige fremskridt på sundhedsområdet - ligger uacceptable forskelle i velstand. (...)

Passagerer, der flyver fra Japan til Uganda, forlader det land, der har verdens højeste forventede levetid på næsten 79 år, og kommer i løbet af en enkelt dag til det land, der har den laveste med knap 42 år. En dag væk med fly, men et halvt livs forskel nede på jorden. En flyrejse mellem Frankrig og Elfenbenskysten tager kun få timer, men den strækker sig over næsten 26 år i forventet levetid. En kort flyvetur mellem Florida i USA og Haiti repræsenterer en kløft i forventet levetid på over 19 år.
Hiv og aids har ødelæggende konsekvenser for unge mennesker.
I mange udviklingslande er op mod to tredjedele af de nye tilfælde unge mennesker mellem 15 og 24 år. Generelt anslås det, at halvdelen af de nye hiv-smittede i verden er folk under 25 år - 60 procent af kvinderne bliver smittet i tyveårsalderen.
Mange af de mest begavede og arbejdsomme borgere, som kunne bygge en bedre verden og forme deres landes skæbne, går på tragisk vis en tidlig død i møde som følge af hiv-smitte. Det er en del af den historie, som WHO fortalte i sin rapport om verdens sundhedstilstand i 1995.
Fem år efter har de væsentlige elementer i denne historie ikke ændret sig.
I nogle tilfælde er situationen blevet værre. De vil have bemærket, at da WHO brugte flyrejser til at illustrere sin historie, gik rejserne fra Japan til Uganda, fra Frankrig til Elfenbenskysten og fra USA til Haiti.
Fra det udviklede Asien, Europa og Nordamerika gik to af disse rejser til Afrika og den tredje til den afrikanske diaspora. (...)

Nogle i vor fælles verden betragter de spørgsmål, som jeg og resten af vor regering har rejst om hiv og aids - emnet for den konference, De deltager i - som noget i retning af grov kriminel adfærd eller folkemord.
Det, jeg hører gentaget højlydt og vredt, er: Stil ingen spørgsmål! (...)
Jeg lyttede opmærksomt til den historie, som WHO fortalte.
Det, jeg hørte, var, at ekstrem fattigdom er verdens største morder og den vigtigste årsag til dårlig sundhedstilstand og lidelse overalt på kloden.
Efterhånden som jeg lyttede, hørte jeg historier om malaria, tuberkulose, hepatitis B, hiv-aids og andre sygdomme. Jeg hørte også om mangel på mikro-næringsstoffer, jod og A-vitamin. Jeg hørte om syfilis, gonoré, herpes og andre seksuelt overførte sygdomme, såvel som graviditet blandt teenagere.
Jeg hørte også om kolera, infektioner af åndedrætsorganerne, anæmi, bilharzia, flodblindhed, guineaorm og andre sygdomme med komplicerede latinske navne. Mens jeg lyttede til denne fortælling om menneskelig elendighed, hørte jeg navnet igen og igen med skræmmende hyppighed: Afrika, Afrika, Afrika! Og til sidst drog jeg den slutning, at vi som afrikanere står over for en sundhedskrise af enorme dimensioner.
En af konsekvenserne af denne krise er den dybt foruroligende nedbrydning af immunsystemet hos millioner af mennesker, så deres legemer ikke har et naturligt forsvar mod angreb af mange viruser og bakterier. (...)

Når jeg lyttede og hørte hele den historie, der blev fortalt om vort land, forekom det mig, at vi ikke kunne give en enkelt virus skylden for alting.
Det forekom mig også, at hver eneste levende afrikaner, syg eller rask, er et bytte for mange fjender af sundheden, der påvirker hinanden på mange måder inden for ét menneskelegeme. Og således kom jeg til den konklusion, at vi har et desperat og presserende behov for at føre en krig på alle fronter for at garantere og realisere alles ret til en god sundhedstilstand.
Og så - da jeg ikke var tilstrækkeligt oplyst og derfor dårligt forberedt - begyndte jeg at spørge. Jeg forventede et svar fra andre om, hvad der kan gøres, især med hensyn til hiv og aids! Et af de spørgsmål, jeg har stilllet er, om sikker sex, kondomer og anti-viral medicin er en tilstrækkelig reaktion på den sundhedskatastrofe, vi står over for!
Det glæder mig at kunne fortælle, at nogle fremragende videnskabsmænd besluttede at efterkomme vor ydmyge anmodning om at bruge deres ekspertise til at give os svar på visse spørgsmål. Nogle af dem har i mange år specialiseret sig i hiv-aids, og de var indbyrdes stærkt uenige om forskellige ting. Alligevel var de så venlige at gå sammen om at hjælpe os.
(...)
De har indvilliget i at udarbejde en rapport inden årets udgang, efter at de bl.a. har undersøgt pålideligheden af de nuværende hiv-test og de oplysninger, de giver, samt det forbedrede overvågningssystem. (...)

I mellemtiden vil vi fortsætte med at intensivere vor egen kampagne mod aids. Den omfatter bl.a.
nen fortsat offentlig oplysningskampagne, der opmuntrer til sikker sex og brug af kondomer,
net mere målrettet program, der retter sig mod at reducere og eliminere fattigdommen og forbedre vort folks ernæringstilstand,
nen koordineret kamp mod bl.a. tuberkulose og alle seksuelt overførte sygdomme,
nen menneskelig behandling af de mennesker, der lever med hiv og aids såvel som alle de forældreløse børn i vort samfund,
nat bidrage til de internationale bestræbelser for at udvikle en aids-vaccine, og
nat forske videre i anti-viral medicin.
Alt dette vil De finde i vort lands aids-handlingsplan. De vil se af denne plan, samt af det arbejde der er blevet gjort, at der ikke er belæg for beskyldningerne om, at vor regering tøver med at tage udfordringen op. (...)

Oversat af Birgit Ibsen

Fakta - Mbekis tale
*Thabo Mbekis åbningstale på den 13. internationale aids-kongres i Durban i Sydafrika vakte både stor opmærksomhed og raseri, fordi han betonede fattigdom som Verdens største morder. En underliggende dagsorden er, at Thabo Mbeki har indsat et par af de såkaldte aids-dissidenter i et ekspertpanel, som skal udarbejde retningslinier for Sydafrikas aids-politik.
Den herskende videnskabelige opfattelse er, at hiv udvikler aids - og det slår millioner ihjel. I modsætning hertil mener de videnskabelige dissidenter, at udviklingen af aids skyldes en kombination af flere faktorer. Dødsofrene på aids' tabsliste er derfor vildt overdrevne, fordi også ofre for underernæring, malaria, tuberkulose osv. regnes med, siger de.
Sydafrika har 4,2 millioner hiv- og aidsramte. fris

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu