Læsetid: 3 min.

Al den jazz

7. juli 2000

Akja, al den jazz, der dog var dengang, og nu er den her igen. Copenhagen Jazz Festival åbner i dag

Sentimental journey
Vi var tre kammerater i gymnasiet i 60'erne, der frekventerede de lokale jazzklubber, Saratoga og Paname. Her spillede Århus Fodvarmere og Jazzminerne (tryk på anden stavelse) med trompetisten Troels Knudsen, bassisterne Paul Ehlers og Torsten Quist - fordel selv, erindringen slår ikke til - og trommeslageren Finn Slumstrup. Men den førende musiker var vibrafonisten Louis Hjulmand, som også kunne klare sig i København. Vibrafonen gav en metallisk lyd som en klokkeringlen fra en kane i snevejr. Vi kom der for at danse i dæmpet belysning - og lytte. Brune fløjlsbukser og islandske sweaters var den foretrukne påklædning. Forældre var bekymrede. Ødelagde klubberne de unges moral? Debatten gik, om der måtte sælges øl. Det blev en sag med store overskrifter i aviserne og heftige meninger.
Klubberne blev ledet af folk, der trods navne som Bent Jensen, Gysse og Simon gav dem en mafiøs aura. Hvad foregik i baglokalerne? Man kunne skimte 'mafiosoerne' gennem døren, når de i pauserne snakkede med musikerne - om penge, sprut, marihuana? Stor lykke var det, når en af dem gav gymnasieeleverne et nådigt nik, som om man var værdsat stamgæst. Cotton Club på århusiansk.
Vi abonnerede på Down Beat, et amerikansk jazzmagasin, og fulgte med i radioen, hvor jazzbaronen Timme Rosenkrantz alternerende (Roger, over) med Børge Roger Henrichsen udlagde musikken. Dirch Passer udleverede Roger i en monolog om en magisters videnskabelige analyse af den hotte musik. Specielt Sam Finkelsteins.

På jazz-kursus
Jazzen tog vi så alvorligt, at vi meldte os til et aftenskolekursus. Læreren hed Vagn Lundbye. Han var ikke forfatter, det blev han, men formand for Jysk-Fynsk Jazzunion og engagerede sig qua dette i moraldebatten. Han stod, så vidt jeg husker, på den opfattelse, at musik-
ken skulle være i centrum og var imod ølsalget. Øllet vandt.
Den første aften på kurset fortalte han om jazzens rødder. Han afspillede nogle skrattende trommelyde fra det dybeste Afrika. Jazzen var med slaverne ført over havet til byen New Orleans, hvor den udviklede sig fra arbejdssangene på bomuldsmarkerne og marchmusikken ved begravelserne til de første bands med Buddy Bolden, King Oliver, Kid Ory og Louis Armstrong.
Videre via swing og mainstream til Charlie Parkers be-bop og Lester Youngs cool jazz. Miles Davis' Kind of Blue var lige udkommet. Den var - og jeg citerer Vagn Lundbye ordret - "indgangsportalen til den moderne jazz".
Han fortalte engageret og stoppede så pludselig op for at demonstrere det sagte ved at spille en plade. Meget alvorligt gik han frem og tilbage imens og nikkede i takt med musikken.

Getz og Smith
Herfra kunne vi personligt følge jazzens udvikling, thi selv i en by i provinsen kom de toneangivende jazzmusikere. Danmark var dengang, takket være Montmartre i København, beriget af et funklende jazzliv. De store ville gerne spille i København, og flere af dem besøgte Århus. Den sprøde saxofon var for undertegnede den bedste lyd, og vi oplevede på nærmeste hånd en perlerække: Dexter Gordon, Ben Webster, Don Byas og især Stan Getz, der dukkede op flere gange med pianisten Jan Johansson og bassisten Oscar Pettiford, en fascinerende trio. Sidstnævnte fik, mens han boede i København, tre børn, som han kaldte Cello, Celeste og Celline.
Violinisten Stuff Smith besøgte jeg (som journalistelev) i en baggård i Tordenskjoldsgade. Han var da en ældre mand, boede hos en dansk kæreste og brugte dagene til at sammenlime modelfly, omgivet af baggårdens henrykte unger. Stuff Smith døde under opholdet og blev begravet i Juelsminde.

Jazzen død?
Jazzen døde også, i min og i mange andres bevidsthed. Der kom musikere som Don Cherry og Ornette Coleman. De improviserede så individuelt, at det blev temmelig skingert. Omtrent som hvis 11 fodboldspillere jonglerede med hver sin bold uden at ænse hinanden. Og så kom Beatles, og jazzen blegnede endnu mere.
Jazzen blev på den måde en afsluttet ting, en bygning, der kunne ses både forfra, bagfra og fra siden. Dens historie kunne skrives hele vejen igennem fra begyndelse til ende.
Jazzen død? Den bankes, blæses, truttes, tudes, klimpres, føles, smyges atter ud i Københavns og andre byers gader denne sommer. Så helt død er den nu ikke. Slet ikke.

format side 2-8: Jazz-tema

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu