Læsetid: 4 min.

Da Albanien startede forfra

15. juli 2000

For ti år siden indvarslede ambassade-flygtningene Albaniens totale forvandling

Der var varmt, overfyldt og en yderst anspændt stemning på de udenlandske ambassader i Tirana for ti år siden. I knap to uger havde tusinder af unge mænd opholdt sig på den tyske, italienske, franske og græske ambassade i den albanske hovedstad.
Det var uvist, hvordan de albanske magthavere ville reagere på den overraskende strøm af flygtninge, der blev fulgt op af demonstrationer både i hovedstaden og i enkelte provinsbyer.
Verdenspressen tolkede flugten ind på de udenlandske ambassader, som at nu stod stalinismens sidste bastion i Østeuropa for fald. Efter Berlinmurens fald og afsættelsen af den rumænske præsident Ceausescu var turen nu kommet til det Albanien, hvor man stadig fandt statuer af Lenin og Stalin.
Landet havde været hermetisk afsondret fra omverdenen, og isolationen betød, at ingen organiseret opposition havde markeret sig. Politiske dissidenter var et ukendt fænomen. Undertrykkelsen var total. Styret svarede brutalt igen på enhver modstand med årelange fængselsdomme, og tusindvis af familier blev sendt i internt eksil.

Masseflugt
Den 8. juli 1990 landede
Giovanni de Mistura, en udsending fra FN's generalsekretær, i den albanske lufthavn Rinas. På det tidspunkt var antallet af ambassadeflygtninge oppe på 5.000.
Alene den tyske ambassade skulle skaffe plads, vand og mad til mere end 3.000 flygtninge, mens de hygiejniske og sanitære forhold hurtigt forværredes i sommervarmen, især da myndighederne afbrød vandtilførselen.
Imidlertid lykkedes det for Giovanni de Mistura at få udvirket, at de mange tusinde måtte forlade landet. Flygtningene blev udskibet fra havnebyen Durres i vestligt chartrede skibe, og den 14. juli var flygtningedramaet overstået. Albanerne rejste til Vesteuropa, hvor de først blev modtaget som helte, siden måtte de hutle sig frem på bunden af arbejdsmarkedet.
Men flygtningestrømmen havde for alvor afsløret en udbredt utilfredshed i Albanien, især blandt unge mænd. Den højeste befolkningstilvækst i Europa og et forældet, nedslidt og skrantende produktionsapparat havde skabt en økonomisk krise.
Fem år efter den diktatoriske enehersker Enver Hoxhas død ville tusinder af unge, arbejdsløse mænd vende ryggen til socialismens selvudråbte fyrtårn og søge lykken i det Vesteuropa, som de kendte fra de italienske tv-reklamer.

Systemskifte
Havde magthaverne håbet, at den store exodus ville tage trykket af den politiske kedel, tog de fejl. Ambassadebesættelserne indvarslede det systemskifte, der i løbet af det næste år forvandlede Albanien fra et hermetisk tillukket planøkonomisk land til en stor kasionokapitalistisk bule.
Ganske vist lykkedes det for det kommunistiske parti at få flertal ved det første flerpartivalg i foråret 1991. Men en generalstrejke i sommeren 1991 og stigende opslutning til det Demokratiske Parti betød, at Sali Berisha i 1992 vandt valget og kunne overtage præsidentposten fra Ramiz Alia, som i 1985 havde efterfulgt Hoxha.
Hermed startede en økonomisk og politisk forvandling af Albanien, som i tid og omfang ikke kender noget sidestykke. Det startede med et næsten totalt sammenbrud, hvor landsbyskoler blev ribbet for selv den sidste mursten, mens man i byerne fjernede madrasser fra hospitalerne.
Kollektivitet og statseje blev afløst af en utrolig individualisme og privatisering. Mens det havde taget årtier at bekæmpe klanernes rolle og lægge låg på blodhævn, genopstod på få måneder hævndrab og et klan- og mafiavælde. De omdannede kirker og moskeer blev genåbnet, med arabisk kapital skød nye minareter op, og snesevis af nyreligiøse sekter forsøgte at slå rødder i den religiøst-jomfruelige albanske befolkning.
De rygende skorstene fra fabrikker er blevet afløst af udstødningsgas fra en bilpark, der er blevet 100-doblet på mindre end ti år. Ambassadeflygtningene fik få måneder efter følgeskab af titusinder af bådflygtninge, der i overfyldte skibe søgte over Adriaterhavet til Italien, og op imod en halv million albanere arbejder legalt og især illegalt i Italien og fremfor alt i Grækenland. Hver tredje voksne albanske mand arbejder nu i udlandet.
Albanien har i de seneste ti år været det østeuropæiske land, der har modtaget mest vestlig bistand pr. indbygger. Men bortset fra et aftapningsanlæg for Coca-Cola er der ikke megen nyere industri. Landbruget er blevet privatiseret og opdelt i smålodder. I byernes parker er der overalt skudt kiosker og barer op. Migrantarbejdernes penge er siden pyramidespillene blevet investeret i husbyggeri, biler og småforretninger.
Politisk opstod en stillingskrig mellem Socialistpartiet, det tidligere kommunistparti, og det Demokratiske Parti, der gennem svindelvalg i 1996 holdt sig ved magten frem til det folkelige oprør i 1997, der blev udløst efter pyramidespillenes kollaps. Titusindvis af familier, der havde mistet alle deres sparepenge, holdt Berisha-regeringen ansvarlig.
Våbendepoter blev stormet, og mange af de mere end 800.000 våben fandt i de følgende måneder vej over grænsen til Kosovo.
Hidkaldte udenlandske tropper beskyttede ikke ale-ne de få udenlandske investeringer i Albanien, men sikrede også gennemførelse af valg til parlamentet i 1997. Det blev en klar sejr for Socialistpartiet, hvis nyligt løsladte formand Fatos Nano dannede regering. I efteråret 1998 forsøgte Berisha at gennemføre et statskup, men det mislykkedes. Berisha spøger dog stadig i kulissen og er klar til efterårets lokalvalg.
"Berisha er en død mand i albansk politik," siger den nuværende statsminister, Ilir Meta, fra det Demokratiske Parti.
"Jeg frygter ikke lokalvalgene. Det vigtigste er at få bekæmpet korruptionen, øget sikkerheden og udbygget infrastrukturen. Får vi held med det, forbliver vi ved magten."

*Tue Magnussen er cand. mag. og har som projektkoordinator besøgt Albanien flere gange.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu