Læsetid: 2 min.

A.P. beholder oliefelter

12. juli 2000

Selvom arealerne skulle være afleveret, fik A.P. Møller i går delvist forlænget eneretten i tre år. Samtidig er Stavads rapport om olieskatten udskudt endnu engang

"Vi er tilfredse med udfaldet," lød det kort fra underdirektør Bo Wildfang i Mærsk Olie og Gas, da han i går skulle kommentere selskabets nye aftale med staten om olieefterforskning i Nordsøen.
Den tilfredse tone kan skyldes, at selskabet, som indgår i A.P. Møller koncernen, kom bedre ud af forhandlingerne med miljø- og energiminister Svend Auken (S), end mange havde ventet.
Ifølge en aftale fra 1981 skulle A.P. Møller havde afleveret 25 procent af sine oliearealer tilbage til staten allerede 1. januar 2000. Med gårsdagens aftale blev det væsentligt mindre - nu er det kun godt 10 procent af arealerne, der skal afleveres i første omgang.
Vicedirektør Peter Helmer Steen fra Energistyrelsen forklarer hvorfor:
"Det ligger i 1981-aftalen, at de blokke, hvor A.P. Møller var i gang med produktion eller havde indgivet ansøgninger om at gå i gang med produktion, ikke skulle afleveres tilbage," siger han til Information.
Samtidig er det nu aftalt, at Mærsk Olie og Gas inden foråret 2003 skal undersøge de pågældende områder og dermed afklare, om selskabet sammen med sine to partnere, Shell og Texaco, vil sætte en produktion i gang.
"Det er investeringer for et par hundrede millioner kroner, Mærsk nu skal i gang med for at bestemme, om der er olie. Den efterforskningsaktivitet havde vi ikke kunnet få billigere, hvis det var andre selskaber, der skulle gøre det," vurderer Peter Helmer Steen.

Skattero
Med aftalen har Mærsk og de to partnere nu fået ro omkring arealerne i mindst tre år.
Og det er ikke den eneste front, hvor roen hersker. For også når det gælder undersøgelserne af den danske oliebeskatning, er der stille. Undersøgelserne af den relativt lave danske oliebeskatning, som skatteminister Ole Stavad satte i gang i december, da de økonomiske vismænd gjorde opmærksom på problemet, trækker nemlig fortsat ud. Ifølge Skatteministeriet kan der tidligst ventes en rapport i slutningen af august eller i september.
Dermed kan det blive svært at få spørgsmålet med i dette års finanslovsforhandlinger, som både Enhedslisten og SF ønsker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her