Analyse
Læsetid: 5 min.

Arafats manglende arvtager

7. juli 2000

Arafats skrantende helbred udgører en trussel mod fredsprocessen i Mellemøsten. For der findes ingen oplagt arvtager, der kan forene palæstinenserne i samme grad som Arafat med hård hånd har gjort det

Når præsident Clinton samler selvstyreformand Yasser Arafat og ministerpræsident Ehud Barak hos sig i Camp David i næste uge, kan det være sidste mulighed i meget lang tid fremover for at opnå et gennembrud i den fastkørte fredsproces.
Clintons embedsperiode går på hæld, og jo tættere vi kommer på hans fratræden omkring årsskiftet, des vanskeligere bliver det for ham at føre et stort udenrigspolitisk initiativ ud i livet. Ehud Barak er i alvorlige vanskeligheder på hjemmefronten, og det er ikke usandsynligt, at hans koalitionsproblemer udløser valg i utide, hvorved fredsprocessen vil blive lagt på hylden.
Yasser Arafats helbred udgør et tredje usikkerhedsmoment. Det siges at være ganske godt for tiden, men den palæstinensiske leders konstant rystende læber - en ikke officielt bekræftet Parkinsons lidelse - lader sig ikke skjule, samtidig med, at iagttagere ofte spekulerer i en lang række andre helbredsmæssige skavankers betydning for den palæstinensiske ledelses stabilitet. Arafats fødselsdag kendes ikke, men han er over 70 og må således vurderes at være ved at nærme sig sin karrieres afslutning.

Hvor længe holder Arafat, og hvad sker der, hvis han skulle falde pludseligt bort, er spørgsmålet som stadig hyppigere dukker op. Ingen i den palæstinensiske ledelse, og måske i endnu mindre grad blandt selvstyrets almindelige borgere holder af at drøfte emnet, men ikke desto mindre er en vis debat ved at snige sig udenom håbet om formandens udødelighed - helt ind i Fatah og den nærmeste kreds omkring Yasser Arafat.
"Arafats liv har været en afspejling af de strategiske beslutninger, han har taget på vegne af det palæstinensiske folk, og af den messianske gejst, med hvilken han har forfulgt dem og søgt at føre dem ud i livet," skriver den palæstinensiske journalist Said Aburish i sin kritiske Arafat-biografi fra forrige år. Men i arbejdet på dette livsværk har Arafat aldrig sikret sig en kronprins, og visse hælder til den opfattelse, at dette er en alvorlig strategisk fejltagelse, samtidig med at det må være en del af forklaringen på selvstyreformandens enestående evne til at overleve.
Khalil Shikaki, som er direktør for det uafhængige Center for Palestine Research and Studies, anser det som en del af hans styrke at lade tiden efter Arafat stå hen i uvished: "Hermed frygter alle det kaos og de problemer, som formodes at komme efter formanden, hvilket forener alle i indsatsen for at holde ham ved magten for at udskyde usikkerheden."
Denne balance afholder nogen fra at træde frem som seriøs kandidat til efterfølger på lederposten, idet flertallet i kredsen omkring Arafat straks ville mistænke vedkommende for at have til hensigt at fremkalde det frygtede kaos. Herudover sørger han for, at ingen i ledelsen bliver for magtfuld, og at alle får en vis indflydelse, så længe de accepterer Arafats ledelse og den fælles sag. Det er således ingen tilfældighed, at det palæstinensiske sikkerhedsapparat er opbygget af flere, parallelle politistyrker, som hver for sig ikke har nogen mulighed for at tage magten og holdes i balance ved en vis gensidig rivalisering.

I den palæstinensiske ledelse er der mange magtfulde mennesker, men ingen af dem kan udgøre nogen trussel mod formandens ledelse og kan derfor heller ikke tænkes at søge et magtskifte før tid.
"Så længe formand Arafat er vores præsident, er ingen kandidat til lederposten den stærkeste," siger generalsekretær for Fatah på Vestbredden og medlem af PLO's revolutionsråd Marwan Barghuti til Information.
Han forklarer dog, at formandens efterfølger sandsynligvis vil komme fra Fatah, som er langt den største politiske gruppering. En undersøgelse viser, at 37,1 procent af palæstinenserne giver Fatah deres støtte, mens kun ni procent hælder til den islamiske oppositionsbevægelse Hamas, som er næststørst.
"Skulle formanden, Gud forbyde, falde pludseligt bort vil Abu Ala som parlamentsformand træde ind som konstitueret præsident, og vil som sådan have en naturlig fordel i det valg, som ifølge konstitutionen skal afholdes indenfor 60 dage."
Abu Ala, hvis borgerlige navn er Ahmed Khury, er i flere sammenhænge blevet nævnt som fremtidig palæstinensisk leder. Han har indtaget en fremtrædende plads i Fatah gennem mange år, og selv om han ikke deler Yasser Arafats opfattelse i alle sager, står han som sikker støtte til formandens holdning i fredsprocessen. Abu Ala var som palæstinensisk forhandlingsleder med til at få den første Oslo-aftale med Israel på plads.
Han anses også for at være stærk fortaler for udbyggelse af demokratiet, og har ved mange lejligheder stillet forslag om en mere professionel ledelse af den palæstinensiske økonomi.
Visse iagttagere betragter især det manglende demokrati som den største vanskelighed for et smertefrit palæstinensisk magtskifte, og at selv Abu Ala slet ikke er vidtgående nok i sine visioner.
"Han står Arafat meget nær - jeg håber, du forstår, hvad jeg mener," smiler Haidar abd el Shafi uden at uddybe. Abd el Shafi var palæstinensisk delegationsleder ved de første fredsfølere i Madrid i 1991, men har siden distanceret sig fra Arafat i utilfredshed med dennes tøven med at indføre virkeligt demokrati. Han deler opfattelse og skæbne med de ligeså prominente palæstinensiske oppositionsledere Hanan Ashrawi og Feisal Husseini, der alle betragtes som demokrater.
I dén lejr betragter man situationen med stor alvor og udelukker ikke interne konflikter, hvis Arafat dør pludseligt. Faktisk vil det ifølge Abd el Shafi være svært at undgå, fordi Arafat ikke har opbygget nogen demokratisk tradition. Befolkningen er vant til, at ledelsen ikke interesserer sig for dem og har derfor næsten opgivet på forhånd. Der eksisterer ingen muligheder for at gøre sit politiske synspunkt gældende på græsrodsplan.
Derfor mener han, at ledere som Farouk Kaddoumi og Abu Mazen står stærkt, selv om deres folkelige opbakning er beskeden. De tilhører den gamle ledelse fra årene i Tunis og har derfor den rette adgang til magtapparatet.

Men et magtskifte i dén retning er ingen garant for stabilitet, og derfor vil disse stå dårligt rustet til at føre fredsprocessen videre. Befolkningen slår dem i hartkorn med Arafat, så de vil også arve formandens problemer med troværdigheden. Den folkelige desillusion med ledelsen er udbredt, hvilket dels skyldes det endnu manglende demokrati, og i høj grad de jævnlige anklager om korruption og en omsiggribende fornemmelse af, at de udenlandske donormidler aldrig kommer videre end til ledelsens lommer.
En arvtager fra Arafats nærmeste kreds vil skulle forsvare sig mod disse anklager. Men han vil samtidig til en vis grad mangle Arafats eminente greb om magten og derfor være nødt til at koncentrere sig om at konsolidere sit lederskab, hvilket må ske på bekostning af fredsprocessen og andre udadrettede engagementer.
Med Marwan Barghutis ord er Arafats person større, end de institutioner, han har opbygget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her