Læsetid: 3 min.

Asiatisk flirt og sex markedsfører øl

6. juli 2000

Carlsberg og andre markedsdominerende bryggerier har i Sydøstasien ansat lokale piger, der med flirt og af og til sex får varen til at glide ned hos kunderne

TOKYO - 'Budweiser-ambassadører' kaldes de - de piger, der 'markedsfører' det amerikanske ølmærke på barer, pubber og i karaoke-klubber i Phnom Penh og flere andre storbyer i Sydøstasien.
Konkurrenterne har ikke fundet på lige så pompøse navne, men forudsætningerne er de samme, hvad enten det drejer sig om ølmærkevarer som Foster, San Miguel, Heiniken eller Carlsberg. Salget er overladt til unge, uniformerede piger, der kæmper om kundernes gunst.
I det cambodjanske sundhedsministeriums statistik klassificeres de som "indirekte kommercielle sexarbejdere" og er dermed ikke omfattet af de bestræbelser, der gøres for at standse den voldsomme spredning af aids i Cambodja.
De meget begrænsede økonomiske ressourcer på information omkring aids bruges næsten udelukkende på at nå den største risikogruppe, bordelpigerne, hvoraf godt 40 procent er smittede.
Kun få af 'ølpigerne' ved noget som helst om hiv eller aids.
Geoff Manthey, chef for FN-programmet UNAIDS i Phnom Penh, er skuffet over den negative reaktion, han hidtil har fået fra de multinationale bryggerier og de lokale distributører: "De lukker øjnene som strudse og nægter at give disse udsatte kvinder en elementær viden om sex og om, hvordan man beskytter sig," siger han.
Ligesom sine konkurrenter gemmer Carlsberg, som er en af de store i Sydøstasien, sig bag argumenter om moral og uskyld:
"Hvis vi giver pigerne information og uddeler gratis kondomer, så bidrager vi jo til at opmuntre dem til at gå i seng med kunderne," siger den lokale agent.
Bryggerierne påstår, at de "ikke kender noget til", hvordan øllet markedsføres i "frie lande", og at de heller ikke vil blande sig i det: "Vi sælger bare til dem og har ingen repræsentanter dér," siger Maria Avancena, talsmand for San Miguel i Manila.
Ikke engang det faktum, at 19 procent af pigerne har vist sig at være hiv-positive, påvirker ølgiganterne. Det har fået græsrodsorganisationer til at anklage dem for at være med til at udbrede aids.
"De ofrer pigerne for egen vindings skyld," siger Seray Phal fra kvindebevægelsen CDWA i Phnom Penh.
Cambodja er et af de hårdest ramte i Asien af aids-epidemien: 300.000 menes at være hiv-smittede.
Den megen tale om, at bordellernes piger er smittede, har fået flere konsekvenser. En af dem er, at barer og pubber har overtaget en stor del af sexhandelen, da pigerne dér ikke betragtes som prostituerede.
Ølpigerne er led i en markedsstrategi, som både bryggerier og barejere har glæde af. Kunderne kan sjældent smage forskel på de forskellige sorter, og deres valg afgøres ofte af pigerne, som hele tiden må smile, le og flirte for at få dem til at drikke mere af netop deres mærke.
Konkurrencen er hård, og på hver bar er der normalt en halv snes skønheder. De fleste distributører ser også gerne, at pigerne lader sig byde på øl, for det fremmer salget. Flere af dem tilbyder at 'træne' dem i at drikke og uddeler piller, som hævdes at modvirke beruselse.

Flugt fra fattigdommen
Pigerne, som er flygtet fra fattigdommen i landområderne, tjener et beløb svarende til knap 400 kr. om måneden, og det er mere, end de fleste offentligt ansatte får. Men så skal de også sælge et vist kvantum øl; eller bliver der trukket i lønnen.
De fleste bryggerier tilbyder pigerne gratis transport hjem efter arbejdstid, og det er deres forsvar, når de anklages for at fremme sexhandel. De piger, der ikke tager med, opfordres til at lægge uniformen, så de ikke fremtræder som 'Carlsberg-piger', når de overtales til at gå med en kunde 'hjem'.

Bo Gunnarsson er svensk journalist

Oversat af Birgit Ibsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu