Læsetid: 5 min.

Et besynderligt sammenrend

26. juli 2000

JuniBevægelsen vil både tage stilling til alle forslag og være tværpolitisk. Det giver underlige alliancepartnere i Europa-Parlamentet

Det er en særdeles broget flok, de danske unionsmodstandere sidder i gruppe med i Europa-Parlamentet.
Den lille parlamentsgruppe kalder sig "Demokratiernes og Mangfoldighedens Europa" - og det er ikke nogen underdrivelse.
I gruppen sidder f.eks. tre stærkt konservative briter, hvis seneste kampagne rettede sig mod indførelsen af metersystemet i Storbritannien.
Der er også tre hollandske calvinister, som mener, at "retsplejen skal baseres på love, der udtrykker retfærdighed, som den er beskrevet i Bibelen".
Og så er der de seks franskmænd, der kalder sig "Jagt, Fiskeri, Natur, Tradition", og som blev valgt på at bekæmpe begrænsninger i den frie jagtret.
Det eneste, gruppens 16 medlemmer er enige om, er modstanden mod den fortsatte europæiske integration.
"Vi vil helst have en gruppe, der er så unionskritisk som muligt. Der behøver ikke at være voldsomt meget andet, man er enig om," siger formanden for gruppen, JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde.

Privilegier
Formålet med samarbejdet er alene at få del i de privilegier, der tildeles de politiske grupper i form af økonomisk bistand, udvalgsposter og taletid.
Men eftersom JuniBevægelsen insisterer på at være tværpolitisk og ønsker at tiltrække vælgere fra "den sociale del af Venstre og ud til venstrefløjen" - som Jens-Peter Bonde formulerer det - er det umuligt for bevægelsen at indgå i et ideologisk fællesskab uden at skubbe en større del af sine vælgere fra sig.
Derfor har JuniBevægelsen sammen med Folkebevægelsen flere gang indgået i mærkværdige grupperinger, hvis mindste fællesnævner har være modstanden mod Unionen - ud fra vidt forskellige ideologiske ræsonnementer.
I forrige periode hed gruppen Nationernes Europa, hvor højregaullisten Charles Pasqua, der nu er i gruppe med Mogens Camre, sad med. Fra 1989 til 1994 hed den Regnbuegruppen. Den repræsenterede italienske regionalister fra Lega Lombarda - det senere Lega Nord - det yderste højre.
Men selv om samarbejdet udelukkende er teknisk, er der, understreger Jens-Peter Bonde, grænser for, hvem man vil arbejde sammen med. De, der befinder sig "til højre for Danmark", er udelukket.
"I Danmark er der konsensus om en velfærdsstat. Fra Schlüter og ud til venstre er man jo mere venstreorienteret end det, SPD i Tyskland står for - i hvert fald velfærdsmæssigt," lyder Jens-Peter Bondes analyse.

Chefarkitekten
Men det er ikke Jens-Peter Bonde, der trækker i den forsigtige retning, når der skal vælges samarbejdspartnere. Tværtimod er han chefarkitekten i jagten på brugbare alliancepartnere.
JuniBevægelsens to øvrige medlemmer af parlamentet, Ulla Sandbæk og Jens Okking, og Folkebevægelsens Ole Krarup er mere kritiske.
"Jens-Peter er meget god til at se mulighederne, mens jeg nok holder lidt igen," siger Ulla Sandbæk.
Selve det parlamentariske arbejde er ikke formålet med bevægelsens repræsentation i parlamentet.
"JuniBevægelsens opgave er at forberede danskerne på den næste folkeafstemning - det er opgave nummer et, to og tre," siger Jens-Peter Bonde.
Formålet med at have mandater i parlamentet er at hive argumenter og viden hjem til den danske debat samt at finansiere bevægelsen via de tilskud, som hvert mandat udløser. Tilskud, hvis nedbringelse JuniBevægelsen i mange år havde som mærkesag, uanset, at "Jens-Peter godt ved, det er gratis politiske point," som en kilde, der i årevis har arbejdet tæt sammen med Jens-Peter Bonde, udtrykker det.

Stadig større magt
I modsætning til Folkebevægelsen mod EU ser Jens-Peter Bonde det også som sin og JuniBevægelsens opgave at tage stilling til indholdet i de forslag, der er fremme i parlamentet. En holdning, der får dele af Folkebevægelsen til at karakterisere Jens-Peter Bonde som skabstilhænger.
"Han lægger meget vægt på det, der foregår i EuropaParlamentet, som vi andre ser på med lidt større skepsis," siger Folkebevægelsens Ole Krarup. Jens-Peter Bonde mener, det er en forpligtelse, der er fulgt med den stadig større magt, som parlamentet får.
"Vi er anbragt i en virkelighed, hvor Europa-Parlamentet rent faktisk stemmer om ting, der flytter på miljøet og andre ting i virkelighedens verden - ikke meget, men lidt," siger han.
Men det er også denne holdning, der gør det mere besværligt for JuniBevægelsen end for Folkebevægelsen at indgå i rene tekniske grupperinger.
For uden en stor gruppe i baghånden, der kan fordele de politiske spørgsmål imellem sig, er det svært at finde ud af, hvad alle de forslag, som JuniBevægelsen insisterer på at tage stilling til, handler om. Det erkender Jens-Peter Bonde:
"Det er en fabrik. Jeg aner ikke, hvad jeg stemmer i hovedparten af sagerne. Det er ikke undtagelsen, det er reglen," siger han.
- Hvorfor undlader du så ikke at stemme?
"Fordi jeg har tillid til, at jeg har nogle kolleger, der sætter sig ind i tingene," siger han.
Bo Fink, ansat i Folkebevægelsens sekretariat i Bruxelles fra 1990 til '92 og kandidat for JuniBevægelsen i 1999, forklarer bevægelsens holdning således:
"Hvis du vil have status i det parlament, er du nødt til at yde en indsats. Freeriders bliver marginaliseret og regnes ikke for noget."

Nødvendige alliancer
Og regnes for noget - det vil Jens-Peter Bonde.
"Når man har siddet i tyve år sådan et sted, vil man gerne have lidt indflydelse, når det nu er ens hovedhverv," siger Ole Krarup om Jens-Peter Bondes holdning.
JuniBevægelsens tre medlemmer vil således hellere hente hjælp fra andre politiske kræfter end undlade at stemme. I nogle tilfælde er det De Grønne, man stoler på. I andre tilfælde er det SF's Pernille Frahm, der hjælper med at finde ud af, hvad der skal stemmes.
"Det er en stor mosaik. Man lærer hurtigt, hvem man kan stole på," forklarer Jens-Peter Bonde.
Ulla Sandbæk forklarer, at på miljøområdet stemmer JuniBevægelsen ofte sammen med det socialistiske svenske Vänsterpartiet.
"Men ikke på det sociale område. Der stemmer vi ofte som Anne (E. Jensen, red.) fra Venstre. Hun vil heller ikke have, at EU skal blande sig i social- og arbejdsmarkedspolitikken," siger Ulla Sandbæk.
I forbindelse med den forestående folkeafstemning koncentrerer JuniBevægelsen alle sine kræfter herhjemme, og det svenske Vänsterparti har besluttet, at partiets bidrag til den danske nej-kampagne er at stille stemmelister i parlamentet til rådighed for de danske EU-modstandere.
Jens-Peter Bonde tror ikke, det vil skræmme borgerlige unionsmodstandere væk fra JuniBevægelsen.
"Jeg tror, vores vælgere er interesserede i, at vi vinder folkeafstemningen - fremfor at jeg skulle bruge de næste måneder på at sætte mig ind i, hvad vi skal stemme," siger han.

*Dette er den tredie artikel i en serie om EU-parlamentarikeren Jens-Peter Bonde. De første blev bragt den 21. og 24. juli. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her