Læsetid: 2 min.

Billedkunstnere stoppes af systemet

7. juli 2000

Det koster dagpenge at male og udstille i fritiden - selv om man intet tjener

Kunstpenge
En billedkunstner, der er på dagpenge, må stort set ikke komme i nærheden af sit staffeli eller røre en pensel uden straks at notere tidspunkt og varighed op på sit dagpengekort og sende det til sin a-kasse.
Dagpengereglerne forhindrer derfor kunstnere i at holde deres karriere ved lige, mens de er på dagpenge, mener formanden for Billedkunstforbundet, Jane Balsgaard.
Billedkunsterhvervet er endnu ikke anerkendt som et fag, der kan oprette en a-kasse. Der er bl.a. for få billedkunstnere. Da billedkunstnere gennemsnitligt tjener under 50.000 kroner på deres kunst om året, vælger de fleste billedkunstnere at arbejde i perioder eller på deltid inden for et andet erhverv. Det giver dem mulighed for at melde sig ind i en a-kasse og blive dagpengeberettigede.
Medlemsskab af en a-kasse udgør et økonomisk sikkerhedsnet, men er også et snærende bånd, der hurtigt strammer til, hvis kunstnerne lader sig rive med af deres trang til at skabe.

Svært at overleve
Alt kunstnerisk arbejde skal gøres op i timer og minutter og trækkes fra i dagpengene.
Hvis reglerne tages helt bogstaveligt, bliver det svært at overleve som kunstner på dagpenge. For det kunstneriske arbejde giver sjældent en indtægt, der svarer til antallet af arbejdstimer. Måske giver det slet ingen indtægt, men kun udgifter til materialer.
Jurist Kaj Flinta har i en periode været tilknyttet Billedkunstforbundet og har været rådgiver i en række sager, hvor kunstnere er blevet bedt om at betale dagpenge tilbage.
Hans erfaring er, at reglerne er komplekse og kan fortolkes på en måde, der gør det helt umuligt at definere, hvad der er kunstnerisk arbejde.
"Selv når en kunstner øver sig for at holde sine kundskaber og færdigheder ved lige, skal det modregnes," siger han og tilføjer, at en kunstner, der ligger vågen hele natten og spekulerer over en ide til et kunstværk, kan have svært ved at forstå, at de søvnløse timer skal skrives på dagpengekortet.
Formand for Billedkunstforbundet, Jane Balsgaard, synes, at reglerne er håbløse.
"Jeg kan kun opfatte det som om, at samfundet ikke er interesseret i professionelle kunstnere. Reglerne betyder jo, at det system, der skal give folk mulighed for at komme videre med deres erhverv, stopper dem, siger hun.
"I perioder har man brug for ro til at fordybe sig i sin kunst, og det kræver fred fra fagforeningssnak og dagpengeregler," siger hun.
HK har en række skabende kunstnere blandt sine medlemmer og oplever, at det er svært at definere, hvad der er kunstnerisk virksomhed.
"Vi forsøger at oplyse medlemmerne om de begrænsninger, der er, så de ikke kommer i uføre, og nogle gange bliver kunsterne overraskede og frustrerede over reglerne. Men vi kan ikke afgøre, præcis hvad de skal skrive på dagpengekortet," siger afdelingsleder hos HK, Marianne Jørgensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her