Læsetid: 4 min.

Bjergenes rus

15. juli 2000

STIKORD

AT DER UDENLANDS er lamgt højere bjerge så vide på jord, véd enhver dansker alt for vel, men også at vi klarer os fint med bakker, bavnehøje og et enkelt himmelbjerg på godt halvandet hundred meter. På et xylografi i Illustreret Tidende fra 1882 ser det dog ganske imposant ud, gråt og nøgent under drivende skyer, utilgængeligt for det lille studedrevne køretøj i forgrunden.
Dets navn røber driften mod højderne, opstigningens rus, der hjemsøger f.eks. nutidens mange Mount Everest-bestigere. Og hvem kan sige sig fri for trangen til at være bare lidt nærmere alt det blå deroppe og kontrollere sin ydmyghed over for naturen, hvis fremmedhed nærmer sig det absolutte, jo højere til vejrs man kommer.

DÉR LIGGER SÅ le Puy de Dôme i Auvergne, uden for Clermont-Ferrand. En grøn vulkan i et mægtigt højdelandskab, bølget af rækker af mindre vulkaner, som en gigantisk boblende gryde, stivnet, forlængst gået af kog. Gennem 11.000 år har den holdt sig i ro, så det er ikke udbruddets risiko, der stemmer en til forsigtig kørsel. Studene er afløst af hestekræfter, der ikke har besvær med de 1.465 meter, man har målt toppen til. Det er mere at holde blikket på vejen og ikke lade det fare ud mod panoramaets mirakler undervejs.
Vi er ikke de første. Gallerne havde en helligdom heroppe, har arkæologerne konstateret. Romerne fulgte efter med den sædvanlige praksis at ydmyge den gamle kult ved at anlægge deres eget tempel på tomten, hvis det da ikke skal forstås netop som en indrømmelse til det sakrale, et lån af ekstra energier. I dag ser man kun resterne af det, som var viet dyrkelsen af Merkur.
Plinius d.æ. fortæller, at den græske billedhugger Zenodor henved år 60 e.Kr. på stedet lod rejse en atten meter høj statue af denne gudernes sendebud.
Ham er der intet spor af, templet blev brudt ned i de følgende århundreder, hvor interessen kun synes varetaget af enkelte eremitter. I 1600-tallet foretog Blaise Pascal sine barometerforsøg og fandt ud af, at trykket i atmosfæren aftager med højden. At barometrets kviksølv hedder mercure, er mere en tanke end en tilfældighed. Moderniteten har samme guddomsinspirerede, merkurologiske idé: på toppen knejser en enorm telemast ved det meteorologiske observatorium, som redskab for verdslige magters budskaber. Fra en tysk minibus betragter seks hvidklædte nonner med uransagelige blikke det fjerne himmeltegn.

MERKUR FLØJ som ingenting gennem luften. I dag gør luftens sportsfolk det samme. I kulørte faldskærme svæver de ud fra afsatserne, hængende over vulkanparken, som vejskiltene overkommeligt kalder det vældige område, som vi andre klamrer os til med autodækkene, på vej mod andre tinder og bjergpas i Pascals tyndere, kvikkere luftlag. Vi har spændt vinger på hælene i pagt med de rejsendes gud.
Grønt og gråt med en blå himmels dramatiske skyer er en sanseopladning, som det fastboende kvæg ganske roligt går rundt i med snuderne i samme fælles retning. Hvide charolais-køer æder sig intetanende vej til de franske køkkeners fremragende steaks. Bleu, s'il vous plaît.

DET ER I BJERGENE det foregår. Zarathustra kom ned derfra med sine budskaber, Moses kom ligeledes anstigende fra højderne med sine lovtavler, Jesus gik derop, når han ville være alene, og svarede ikke disciplene på, hvad han egentlig lavede i ensomheden. G.K. Chesterton, som ingen i dag vist overrender i samme grad som de andre skikkelser, mente som god katolik at vide besked: Jesus trængte til at slippe latteren løs.
Ellers holdt han en berømt bjergprædiken og dannede dermed skole for bl.a. dansk folkelighed med vores møder på Skamlingsbanken og Himmelbjerget i mangel af højere bjerge.
Det var præsten og digteren Steen Steensen Blichers fine idé. Om Himmelbjergfesternes historie kan man læse i Erik Harbos nylig udkomne St. St. Blicher og Himmelbjerget (udg. af Blicher-Selskabet og Fisker & Schou) med ny dokumentation og en omhyggelig gennemgang af festernes tilkomst og afvikling i årene 1839-44. Dér finder man det før omtale xylografi gengivet. Efter stænderforsamlingernes oprettelse blev sådanne folkemøder almindelige i byerne, men bjerget tiltrak efter nogle studenters eksempel Blicher, der var klar med national og politisk vækkelse. Der er lange citater af hans noget indviklede og højdesnoede taler og rædselsfulde sange fremført mellem messingsuppen leveret af militæret i mangel af mere stimulerende rockbands. Kuriøse og patetiske festivals.
I novellem Himmelbjerget skildrer Blicher sit første møde med dette danske Schwarzwald, der i fantasien antog karakter af alpeland, med skyernes hjælp som vældige snefjelde, Schreckhorn, Wetterhorn og den aldrig berørte Jomfrue, hedder det. HER I DET FRANSKE centralmassiv er der i byerne masser af opslag om sommerarrangementer. Kurbadestederne er endnu ikke rigtig sat i gang, hotellernes og tribunernes magneter er under opladning, den store turistmaskine knurrer. Forventningerne ligger som en rastløshed i lavningerne mellem det storladne øde, der over strækninger alligevel virker, som var vi de første i evigheden, med udsigter himmelhøjt over alle hensigter. Slukker vi motoren, er det som skabelsens første dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her