Læsetid: 2 min.

Bredere motorveje omkring København

1. juli 2000

Den øgede biltrafik overbelaster motorvejsnettet - udvalg foreslår seks spor til Motorringvejen rundt om København

Netop som den faste forbindelse over Øresund ventes at øge biltrafikken i København yderligere, har et tværministerielt udvalg under Trafikministeriet et bud på en løsning for de bilister, der trues af de endeløse bilkøer på motorvejsnettet rundt om hovedstaden.
Udvalget foreslår en udbygning af motorringvejen mellem Jægersborg og Holbækmotorvejen fra de nuværende fire til seks spor.
De ekstra to spor er beregnet til at koste godt trekvart milliard kroner, men så vil bilisterne også samlet kunne regne med en tidsmæssig besparelse på 1.900 timer om dagen.
Derudover peger udvalget på en række andre flaskehalse på motorvejsnettet, hvor der er behov for udvidelser eller i hvert fald undersøgelser - blandt andet den inderste del af Køge Bugt Motorvejen, Hillerødmotorvejen ved Værløse, første etape af Frederikssundsmotorvejen, Motorring 4 og Holbækmotorvejen ved Roskilde Vest. Desuden er der behov for forbedret udnyttelse af motorvejsnettet ved hjælp af forskellige tekniske fix som køvarsling, rampedosering og hastighedsharmonisering, skriver udvalget i sin rapport.

Biler, biler, biler...
Baggrunden for udvalgets forslag er konstateringen af, at biltrafikken vokser - og at den fortsat vil vokse. Som rapporten tørt konstaterer, vil biltrafikken de næste år stige med ikke mindre end 20 procent - hvis ikke der gøres noget.
Spørgsmålet er så, om udvalgets forskellige forslag i praksis vil løse problemerne. Hvis forbedret fremkommelighed og flere spor til motorvejene i sig selv blot fører til endnu flere biler, så vokser bilkøerne igen, og så bliver der behov for endnu flere spor. I enden af et sådant scenarie ligger amerikanske tilstande: 12 eller endog 16-sporede motorveje, som alligevel er forstoppet af kilometerlange bilkøer.
Spørgsmålet er derfor, om udvalgets forslag om motorvejsudvidelser er skruen uden ende?
"Der vil nok komme noget mere trafik - men det gør der jo alligevel," svarer en embedsmand fra Trafikministeriet, der har deltaget i udvalgets møder.
"Forudsætningen for vores arbejde har været, at den danske økonomi fortsætter med at gå fremad. Og det vil formentlig føre til flere biler."
"Og hvis man ikke udvider for eksempel motorringvejen, så risikerer man, at meget af trafikken siver ned på det underliggende vejnet - og det kan betyde flere ulykker og flere støjgener," forklarer embedsmanden.
- Har man så opgivet målsætningen om at reducere
CO-2-udledningen?
"Så må jeg henvise til den danske klima-strategi fra marts i år, hvor regeringen har konstateret, at det vil være meget svært at nå CO2-målene."
Ifølge klima-strategien er målsætningen nu den mere beskedne "at knække kurven".
Hvordan dette kurve-knækkeri skal finde sted samtidig med motorvejsudvidelser, siger udvalget intet konkret om. Og denne tavshed hænger måske sammen med følgende konstatering:
"Det er udvalgets vurdering, at der ikke findes enkle metoder til at dæmpe trafikken eller sikre en mere hensigtsmæssig trafikafvikling."

Leder her på siden

Side 8: 'Iblandt er der for
meget historie'

Stort tema om åbningen af
Øresundsbron i lille

Side 2-8

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu