Læsetid: 2 min.

Britiske nej-sigere parat til at opgive kampagne

28. juli 2000

Hvis de danske euro-modstandere er imod kampagnen, slår vi selvfølgelig bak, siger britisk kampagneleder

Manden bag den britiske "Danish Referendum Campaign", Daniel Hannan, er parat til at droppe den omstridte nej-kampagne i danske aviser op til folkeafstemningen om euroen.
"Hvis det er en generel opfattelse blandt vores danske allierede, at vores kampagne ville være skadelig, gør vi det naturligvis ikke," siger Hannan, der er konservativt medlem af Europa-Parlamentet.
Han tog initiativ til kampagnen, der allerede har skaffet godt en million danske kroner, efter at have drøftet ideen med flere danske unionsmodstandere - heriblandt JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde.

Private penge
Ifølge Daniel Hannan har han forsøgt at imødegå de danske unionsmodstanderes bekymringer:
"Pengene kommer ikke fra store virksomheder, men fra små bidrag fra privatper-
soner, og kampagnen er tværpolitisk," siger Hannan med henvisning til, at kampagnens ledelse består af både Labourfolk, og konservative.
Netop fordi Daniel Hannan spurgte danskere til råds og forsøgte at følge indvendingerne, er han "lidt overrrasket" over den voldsomme debat, kampagnen har afstedkommet.
JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde bad således også selv om hjælp fra udlandet.
Det skete i en artikel, som han skrev i samarbejde med Claus Bunk Pedersen, der
er formand for Netværk af
Konservative EU-skeptikere.
Artiklen blev trykt under Jens-Peter Bondes navn i det konservative EU-skeptiske blad European Journal i begyndelsen af maj.
Heri hedder det: "Udlændinge er meget velkomne til at støtte vores kamp. Ja-siden har alle de millioner kroner, de behøver."
I Jyllands-Posten den 11. juni hævdede Jens-Peter Bonde, at artiklen kun skulle have været bragt, hvis det ikke lykkedes at få regeringen til at sikre lige økonomiske vilkår mellem ja- og nejsiden.
Men af artiklen i European Journal fremgår det klart, at den var skrevet med det formål at blive bragt, før man vidste, om de lige vikår kunne opnås: "Hvis vores forsøg på dette mislykkes, vil jeres bidrag være meget velkomne," står der.

Bonde for hurtigt ude
Foreholdt denne modsætning siger Jens-Peter Bonde nu til Information, at artiklen var ufærdig og slet ikke skulle have været bragt i den form.
"Jeg skulle skrive en anden artikel til European Journal, og så mente jeg, at jeg kunne slå to fluer med et smæk," forklarer han.
"Det er min fejl, det erkender jeg. Jeg var for hurtigt ude," siger Jens-Peter Bonde. Han erkender også, at JuniBevægelsen "har lavet en kovendning" og understreger, at bevægelsen nu er imod den britiske kampagne.
"Vores råd er, at de ikke skal trykke annoncer" siger Jens-Peter Bonde.
Daniel Hannan vil ikke forklare, hvor stor enighed, der skal være blandt de danske modstandere, for at han dropper sin kampagne.
"Vi er løbende i kontakt med vores allierede, og i samarbejde med dem vil jeg finde ud af, hvad vi gør," siger han.

Side 11:
Skuespilleren, der faldt ned i EU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her