Analyse
Læsetid: 5 min.

Chirac i juridisk labyrint

14. juli 2000

Chiracs immunitet er ikke skudsikker, efter at den offentlige anklager har henvendt sig til Højesteret i sag om fiktive job i det parisiske bystyre

Før Jacques Chirac blev fransk præsident og europæisk og global statsmand, var han borgmester i Paris. Ikke et dårligt sted at starte og opbygge en bastion. Paris er en af verdens rigeste byer med et årsbudget svarende til flere staters, og Chirac havde et klart blik for de muligheder, dette indebar. Byen var ikke blot en fornem politisk base med national og international udstråling, men en finansiel guldgrube. Som borgmester her gennem 18 år - fra 1977 til 1995 - udviklede Chirac et lukrativt sy-stem for finansiering af sine kampagner og af det politiske parti, han havde stiftet i 1976 og stod i spidsen for indtil 1995 - det neogaullistiske Rassemblement pour la République (RPR). Et system, der siden har medført talrige retssager og sigtelser, fordi det i et vist omfang fortsatte i strid med nye love om partifinansiering, der blev gennemført for en halv snes år siden. Disse metoder blev under forskellige former også praktiseret af andre politiske partier, men aldrig så systematisk og 'professionelt' som af RPR, et parti, der altid syntes at have ubegrænsede midler til rådighed.
Det var ikke enhver beskåret at have en ko som Paris at malke. Da retsvæsenet begyndte at interessere sig for systemet, afsløredes efterhånden et gigantisk kompleks af korruptionssager i Paris, hvor ulovlig partifinanisering var blandet med tilfælde af personlig berigelse. Der var returkommissioner i forbindelse med byggekontrakter og leverancer til kommunen og til dens sociale boligselskab, fiktive job og ulovlige tjenester i form af nedsat leje i kommunale boliger m. m.
Chiracs efterfølger på borgmesterposten, Jean Tiberi - der i mange år var viceborgmester under Chirac - er sigtet i sin egenskab af formand for det sociale boligselskab, der tegnede sig for broderparten af de ulovlige forretninger. Fornylig er Tiberi - og indirekte Chirac - også kommet i søgelyset for valgsvindel i Paris.

En stribe RPR-partifunktionærer, Chiracs daværende topmedarbejdere, højtstående embedsmænd fra Paris' rådhus og flere dusin ledere af private firmaer er blevet sigtet i foreløbig 12 forskellige sager, der beskæftiger lige så mange undersøgelsesdommere.
Tidligere ministerpræsident Alain Juppé er blevet sigtet i forbindelse med en af sagerne om fiktive job. I Chiracs regeringstid i Paris var Juppé finansborgmester - samtidig med, at han var nummer to efter Chirac i RPRs ledelse.
Chirac har ikke kunnet undgå at få sit navn inddraget i disse skandaler, idet han jævnligt nævnes i medierne i denne forbindelse, og flere af de sigtede har under afhøringer udpeget ham som den egentlig ansvarlige. Men Chirac har Forfatningsrådets ord for, at han er immun - han kan ikke sigtes, så længe han beklæder præsidentposten. Derfor er det kun Tiberi, Juppé & Co., der bliver draget til ansvar.

Men trods Forfatningsrådet vil diskussionen om Chiracs immunitet ikke holde op, og spørgsmålet er på ny blevet rejst inden for retsvæsenet. Den offentlige anklager i Paris-forstaden Nanterre, Yves Bot, har anmodet anklagemyndigheden ved Højesteret om at gribe ind i en af sagerne om RPR, der er gået i hårdknude, fordi Chirac er direkte indblandet. I den pågældende sag har appelretten i Versailles tidligere - med henvisning til Forfatningsrådet - afsagt kendelse om, at Chirac ikke kan sigtes. Men den samme instans fastslog samtidig, at undersøgelsesdommeren Patrick Desmure i Nanterre har lov til at fortsætte sine undersøgelser, med andre ord indsamle materiale mod Chirac med henblik på en sigtelse i det øjeblik, han forlader præsidentposten. Denne undersøgelse kompliceres af, at Chirac ikke kan afhøres, og medmindre han afhøres med en sigtets rettigheder, har han ikke adgang til sagens akter. Statsadvokaten finder denne situation uholdbar - man kan ikke samtidig give grønt lys for en undersøgelse og rejse hindringer for den. Det er derfor, han anmoder generalsstatsadvokaten ved Højesteret om at revidere appelrettens afgørelse.
Tilfældet er så meget mere interessant, som undersøgelsesdommeren i Nanterre hævder at have "alvorlige og samstemmende indicier" om lovovertrædelser, "der kan lægges hr. Jacques Chirac personligt til last."
Hermed kan det ikke siges tydeligere, at Chirac ville stå sigtet, hvis han ikke var beskyttet af præsidentembedets immunitet.
Grunden til, at Chirac for første gang er direkte impliceret i undersøgelserne, er et brev, som politiet har fundet under ransagning på Paris' rådhus og givet videre til undersøgelsesdommeren. Det er skrevet på bystyrets officielle brevpapir, dateret 16. december 1993, og det bærer Chiracs underskrift. Indholdet er en anmodning om forfremmelse af en kvinde, der var på kommunens lønningsliste og formelt ansat på rådhuset, men som i virkeligheden var fuldtidsbeskæftiget som sekretær for en af Chiracs rådgivere i RPR-partiledelsen. I brevet omtaler Chirac hende udtrykkeligt i denne egenskab.

Det eneste exceptionelle ved tilfældet er, at det beviser Chiracs viden om og aktive medvirken til en praksis, der i øvrigt var udbredt. I en rapport af 15. april 1999 skriver undersøgelsesdommeren, at "flere tital personer, der arbejdede for Rassemblement pour la République, blev i virkeligheden lønnet af private firmaer eller af Paris' bystyre, mens hr. Chirac var borgmester for denne by og formand for RPR."
Med sin henvendelse til anklagemyndigheden ved Højesteret har statsadvokaten i Nanterre benyttet en procedure, der sjældent er anvendt, men som loven åbner mulighed for. Han anmoder "i lovens interesse" om, at denne instans omstøder en kendelse, der er i strid med loven og institutionerne - nemlig kendelsen fra appelretten i Versailles, der på en gang bekræfter præsidentens immunitet og tillader undersøgelser mod Chirac. I virkeligheden søger statsadvokaten at fremtvinge en kendelse fra den højeste retslige instans om Chiracs immunitet - og dens eventuelle begrænsninger. Hidtil er immuniteten kun blevet fastslået af Forfatningsrådet, der ikke er en retslig instans
Det er ikke sikkert, at generalstatsadvokaten ved højesteret,
Jean-François Burgelin, vil efterkomme anmodningen. Det kunne slå en breche i Chiracs immunitet, og Burgelin er ikke blot udnævnt af Chirac, men er tidligere kabinetdirektør for en RPR-justitsminister...
Hvis han afviser anmodningen, har den socialistiske justitsminister Elisabeth Guigou formelt mulighed for at desavouere ham og 'beordre' ham til at efterkomme den. Men det ville omgående blive stemplet som et politisk indgreb i strid med adskillelsen mellem den udøvende og den dømmende myndighed. Og som et angreb fra regeringen på præsidenten. Således er Chiracs immunitet også beskyttet af ønsket om at undgå åben splittelse mellem eksekutivmagtens to hoveder - med den fare for forfatningskrise, det indebærer. Men den nye udvikling viser, at præsidenten aldrig kan vide sig sikker i den juridiske labyrint, der omgiver ham. Spørgsmålet om hans ansvar dukker op gang på gang, og immuniteten fremtræder mere og mere som en abnormitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her